Jeg har hele tiden dårlig samvittighed. Og bebrejder mig selv meget. Også selvom det bare er de mindste hverdagsting. Det plager mig rigtigt meget.

Hej Mindhelper

Jeg går og har en følelse at jeg står i vejen for alle, og jeg har en konstant dårlig samvittighed der plager mig utrolig meget! Bare som små ting, som at glemme at smide den gamle hamberyg ud. Bare små hverdags ting. Hvorfor er det sådan? Hvorfor bebrejder jeg mig selv for alt?

(Pige, 20 år)


Kære 20-årige pige

Det må være rigtigt træls for dig, at du føler dig i vejen for alle. Og at du konstant har dårlig samvittighed. Så jeg er glad for, at du har valgt at skrive ind og dele dine tanker.

Undersøg dine tanker
Jeg tænker, at det at have dårlig samvittighed, er noget alle mennesker kender til og har oplevet. Og der kan være rigtigt mange grunde til, at man har det sådan. Måske har man faktisk gjort noget, man godt ved, ikke var helt godt. Eller måske har den dårlige samvittighed ikke rigtigt nogen grund. Den er der ligesom bare. Det kan være, at der er noget af det, du kan genkende? Ellers kan du måske prøve selv at gå lidt på opdagelse i din dårlige samvittighed. Hvilke situationer kommer den i? Er der nogle situationer, hvor den er mere eller mindre tydelig?

Er du måske perfektionistisk?
Du skriver også, at du bebrejder dig selv rigtigt meget. Derfor kommer jeg til at tænke på, om den dårlige samvittighed måske kommer af, at du gerne vil gøre alting helt rigtigt? Det er meget naturligt, at man har det sådan. Man vil jo gerne passe ind og gøre folk omkring sig glade. Det bliver bare rigtigt hurtigt meget svært, hvis man føler, man skal gøre alting rigtigt hele tiden. For så er det nemlig, at den dårlige samvittighed kan komme. Men der er ingen af os, der kan gøre alting rigtigt hele tiden. Vi laver alle sammen fejl engang imellem. Som for eksempel at glemme at smide det gamle pålæg ud. Hvis du vil, kan du læse mere om perfektionisme og gode råd til at håndtere den. 

Snak med nogen om det
Din dårlige samvittighed fylder rigtigt meget for dig. Derfor tænker jeg på, om du har snakket med nogen om det? Hvis du ikke har det, synes jeg nemlig, du skal prøve at snakke med nogen om det. Det kan være dine forældre eller en veninde. Hvis der er noget, der fylder rigtigt meget, er det nemlig det allerbedste at få snakket med nogen om det. Så får man lidt luft for sine tanker. Og den, man snakker med, kan støtte og lytte. Måske kan det endda være, at den du snakker med, har været i en lignende situation. Og så kan du jo prøve at spørge, hvad der hjalp dem?

Jeg håber, at mit svar har givet dig lidt idéer til, hvad du kan gøre ved din dårlige samvittighed. Og jeg håber, at det lykkedes dig at finde frem til, hvad du kan gøre for at bremse den lidt. Så du ikke hele tiden skal gå rundt og have dårlig samvittighed.

De allerbedste hilsner fra en Mindhelper