Hej

Jeg er en dreng på 13 år der tit føler mig ensom jeg har nogle venner men ikke nogle nære føler altid at jeg er reservehjul ligemeget hvem jeg er sammen med jeg bliver også kaldt ensomhed i skolen

(Dreng, 13 år)


Hej Dreng på 13 år

Det kan være en rigtigt svær følelse, når man føler sig ensom, så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig så vigtigt ikke at gå alene med de svære ting.

Du er ikke alene

Det lyder rigtigt hårdt, at du tit føler dig ensom. Og din beskrivelse af, at du føler dig som et reservehjul uanset, hvem du er sammen med, er bare super rammende. For det er virkeligt den følelse, man kan få, hvis man føler sig udenfor fællesskabet i den gruppe, man er i. Jeg tænker, det er en følelse, de fleste af os støder ind i en gang imellem, men den er ikke særligt rar. For vi har alle sammen brug for at føle, at vi er en del af et fællesskab.

Det er noget, der stammer helt tilbage fra dengang, vi stadig boede på savannen. Der var det nemlig meget sværere at overleve, hvis man var alene, og selvom det ikke er sådan mere, så ligger det stadig dybt i os. Men selvom ensomhed er en virkeligt hård følelse, så er der en vej ud af den. For du er langt fra alene om at kæmpe med ensomhed. Det er der rigtigt mange unge, der gør. Men der er heldigvis også rigtigt mange unge, der er kommet ud af ensomheden igen.

Del noget af dig selv med dine venner

Du skriver, at du har nogle venner, men at det ikke er nogle særligt nære venner. Derfor kommer jeg til at tænke på, om det mon er muligt at blive lidt tættere med de venner, du allerede har? Nogle gange kan ensomhed nemlig godt komme af, at man ikke rigtigt har nogen at dele de ting med, der betyder noget for en i livet – både de gode og de dårlige ting. Og det med at dele nogle af de ting, der er vigtige for en med sine venner, er faktisk en god måde at blive tættere med dem på. Venskaber går nemlig begge veje, så hvis man ikke selv deler så meget om sig selv, så trækker ens venner sig også tit lidt tilbage og lader være med at dele så meget om sig selv. Så du kan jo prøve at dele nogle små ting, som er vigtige for dig med dine venner og se, hvordan de reagerer på det.

Snak med dine venner

Jeg tænker også på, om du mon har prøvet at snakke med dine venner om, hvordan du har det. Jeg ved godt, at det kan være rigtigt svært at snakke med sine venner om ensomhed. Men det er slet ikke sikkert, at dine venner synes, at du er et reservehjul. Nogle gange er det nemlig sådan en følelse, man godt kan have indeni uden, at ens venner har det på samme måde. Derfor er det en rigtigt god idé at snakke med sine venner om det, så man kan få snakket om det og finde ud af, om de har det på samme måde.

Snak med nogen

Hvis du ikke har snakket med nogen om, at du føler dig ensom, så synes jeg også, at du skal gøre det. Ensomhed er nemlig en rigtigt hård følelse i sig selv, og den kan godt blive værre af, at man går alene med den. For når man ikke snakker med nogen om, at man føler sig ensom, så er man jo faktisk alene om at skulle klare ensomheden. Men hvis man snakker med nogen om det, så kan man få hjælp til at komme ud af den. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du for eksempel ville kunne snakke med dine forældre om det? Ens forældre vil nemlig for det meste rigtigt gerne hjælpe, hvis der er noget, der er svært for en.

Hvis det ikke dur at snakke med dine forældre, er de så nogle andre i nærheden af dig, som du er tryg ved at snakke med? Det kunne for eksempel være en sød lærer ovre i din skole, men det kan også være en anden fra din familie eller en helt tredje person. Det er nemlig ikke så vigtigt lige præcis hvem, du starter med at snakke med. Det vigtigste er bare, at du får fortalt nogen, at du føler dig ensom. Det er nemlig det første skridt på vej ud af ensomheden. Hvis du synes, at det er for svært at fortælle det til den, du gerne vil snakke med, så kan du prøve at skrive det i et brev, som du kan aflevere til personen. Så kan de læse det og snakke med dig om det bagefter. Det der nogle, der synes er lidt nemmere, for så skal de ikke skal sige helt så meget selv.

Tag fat i Børnetelefonen

Hvis det er nemmere for dig at snakke med nogen, som du ikke kender, så kan du altid tage fat i Børnetelefonen. Hos Børnetelefonen sidder der nogle rigtigt søde rådgivere klar til at snakke med dig om alt, hvad der er svært for dig. De frivillige rådgivere har snakket med rigtigt mange børn og unge, der har haft det lidt ligesom dig. Så mon ikke de også har nogle råd til dig, som du kan bruge. Du kan både chatte med de frivillige rådgivere, men du kan også ringe ind til Børnetelefonen og snakke med en frivillig rådgiver, så du kan vælge den mulighed, du er mest tryg ved. Og så kan du være anonym hos Børnetelefonen, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.

Ensomhed er en rigtigt svær følelse at gå rundt med, så jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du kan har det, sådan så du kan få hjælp til at komme ud af ensomheden.

De bedste hilsner fra en Mindhelper