Jeg har utroligt let til tårer. Jeg tænker, at det nok er på grund af den usikkerhed, der er i min familie. Men hvorfor får den usikkerhed mig også til at græde i mit professionelle liv?

Hej Mindhelper

Jeg har over et par år været rigtig let til tårer (som i rigtig let!), og det går mig utrolig meget på i hverdagen, fordi jeg aldrig kan sige min mening, eller sige fra uden at begynde at græde. Det kan sågar være småting som at et supermarked ikke har den vare jeg kom efter, der får mig til at græde…

Der har i mange år været problemer i hjemmet, eftersom min far lider af det, vi her hjemme betragter som ‘samlermani’, og generel dovenskab. Han hjælper ikke min mor med husholdningen, arbejde kun som kørelærer4-5 timer om dagen og har ufattelig mange ting i alle husets kroge. Ud over dette forventer han meget af min søster og jeg i skolen, og går højt op i, at vi ikke “pjatter” os gennem livet (sådan noget som mine beslutninger om at tage et sabbat år og på efter- og højskole er han meget imod). Dette har resulteret i, at jeg føler et stort pres her hjemme, men så snart jeg opfylder mine fars ønsker, får jeg intet skulderklap eller anerkendelse fra ham. På paradoksal vis virker han ligeglad, når det går mig godt. Min mor beskytter ofte min søster og jeg, når min far hakker på os, men jeg føler, det er synd for hende, at hun skal påtage sig den byrde, at håndtere min far.

Jeg kunne forestille mig, at min tendens til at græde nemt, kan bunde i den usikkerhed, der er i familien, men hvad har det at gøre med f.eks. mit professionelle liv? Altså hvorfor kan jeg ikke sige til nogen, at det ikke er okay at komme for sent, eller at jeg ikke vil snakkes til på en spydig måde, uden at græde? Det er mig dybt frustrerende, eftersom jeg ikke får sat de grænser, jeg gerne vil sætte. Tårerne vælter bare frem, selvom jeg normalt er en utrolig udadvendt og selvsikker pige!

Jeg snakker en gang i mellem med min mor om de situationer, der har gjort mig vred, bitter eller frustreret, og jeg ender altid med at græde foran hende. Dog kommenterer hun altid på, at jeg skal lære ikke at græde, og at jeg skal kunne sige fra. Dette resulterer i, at jeg ikke har lyst til at snakke med hende om mine problemer, fordi jeg så netop viser hende, at jeg stadig græder over dem. Det er i bund og grund også derfor jeg skriver nu, fordi jeg ikke længere føler, at jeg kan snakke med min mor, og derved har jeg ingen at tale med.

Jeg ved godt der ikke var et specifikt spørgsmål, men håber, i kan hjælpe mig på en eller anden måde, specielt ift. problemet om at sige fra uden at græde.

(Pige, 20 år)

Kære pige på 20 år

Det er ikke unormalt

Det er slet ikke unormalt at have let til tårer. Vi mennesker er nemlig forskellige på det punkt. Så der er bare nogen, der hurtigere begynder at græde end andre. Det kan for eksempel være, hvis de er kede af det eller utrygge. Det er super frustrerende, hvis man er en af dem, der har vildt let til tårer. Men sådan er man altså bare indrettet, og det er ikke noget, man kan gøre for. Jeg kan godt forstå, at det er super irriterende for dig. For det forhindrer dig jo faktisk i at få sat de grænser, som du har brug for at få sat. Og det må være rigtigt træls.

Det kan være svært at vide præcis, hvorfor du har så let til tårer. Men jeg tænker, at du har ret i, at det godt kan have noget at gøre med usikkerheden derhjemme. Hvis det er utrygt og usikkert at være derhjemme, er man nemlig allerede presset i forvejen. Og når man allerede er ret presset, så skal der bare ikke helt så meget til at få bægeret til at flyde over, hvis der er et eller andet, der ikke lige går som planlagt. Eller der er noget, man bliver utryg eller ked af det over. Det er helt normalt. Men det er måske et tegn på, at man er ved at være så presset, at man har brug for at få snakket om det. Så man kan få noget hjælp til at finde ud af, hvordan man kan få det bedre igen. 

Kunne du sige fra overfor din far? 

Jeg kommer til at tænke på, hvordan det har været, da du var yngre, hvis du for eksempel sagde fra overfor din far? For hvis du for eksempel tidligere har oplevet, at din far er blevet sur, når du har sat sagt fra eller sat grænser overfor ham. For eksempel ved at fortælle ham, at du faktisk gerne ville have et sabbatår, selvom han ville have noget andet. Så er det sådan noget, man godt kan komme til at tage med sig videre i livet. Selvfølgeligt helt ubevidst.

For den slags oplevelser er sådan noget, ens hjerne husker. Og når man så kommer i situationer, der minder om de gamle situationer, så slår den alarm, fordi den kan huske, at det engang var farligt at sige fra. Og så er det, at man for eksempel kan begynde at græde, når man siger fra senere i livet. Også selvom det ikke længere er ens far, man siger fra overfor. Det kan enten være fordi, man bliver utryg. Eller måske fordi det faktisk har hjulpet en at græde engang, når man sagde fra. Fordi det måske gjorde, at ens far blev mindre sur på en. Jeg ved ikke, om der er noget af det, jeg har skrevet, der overhovedet giver mening for dig?

Øv dig langsomt

Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig et trick, der kunne gøre det nemmere for dig at sige fra uden at begynde at græde med det samme. Men der er desværre ikke nogen nem vej. For det handler om at blive ved med at øve sig i at sige fra. Sådan så man lige så langsomt får nogle gode oplevelser med, at der faktisk ikke sker noget ved at sige fra. Fordi langt de fleste mennesker faktisk ikke bliver sure, hvis man fortæller, at man for eksempel gerne vil have, at de kommer til tiden. Men det er ikke nemt – det ved jeg godt. Vi har en artikel om, hvordan man bliver bedre til at sige fra og sætte grænser. Måske er der nogle af rådene i den, der kan hjælpe dig?

Prøv at vær lidt sødere mod dig selv

Du skriver ikke, hvordan du reagerer, når du begynder at græde, når du for eksempel siger fra. Men jeg får lidt på fornemmelsen, at du godt kan blive lidt sur på dig selv over det. Er det rigtigt forstået? Det giver god mening – for det er super træls, når man står midt i det. Men jeg tænker, at det så også kan hjælpe dig at øve dig i at være lidt sødere overfor dig selv, når du reagerer sådan. For det er jo ikke noget, du kan gøre for. Og det er ikke noget, du bare lige kan stoppe igen.

Så næste gang det sker, kan du for eksempel prøve at øve dig i at sige til dig selv: “nu begynder jeg at græde igen. Det er super træls, men det er altså ikke noget, jeg kan gøre for.” Hvis man accepterer at følelsen kommer i stedet for at kæmpe imod den, giver den nemlig også tit hurtigere slip igen. Jo mere opmærksomhed man giver den, jo mere kommer den nemlig tit til at fylde. Men det er ikke nemt – det ved jeg godt. Så lad være med at blive sur på dig selv, hvis det er rigtigt svært i starten. 

Det er ikke dit ansvar

Jeg kan godt forstå, at det ikke er særligt for dig at se på, at din mor skal prøve at håndtere din far. Samtidigt med, at hun faktisk også prøver at beskytte dig og din søster mod din far, når han bliver hård mod jer. For det er ikke særligt fedt at se nogen, man holder af skulle tage det ansvar alene. Men det er ikke dit ansvar at passe på din mor. Faktisk er det forældrenes ansvar at passe på sine børn. Så det er din mors ansvar at passe på dig og din søster, når din far bliver hård imod jer. Og jeg er helt sikker på, at hun gør det, fordi hun holder utroligt meget af jer.

Er der nogen andre, du kan snakke med?

Jeg kan også godt forstå, at du ikke har super meget lyst til at snakke med din mor om det her længere. For det lyder ikke som om, det er super hjælpsomt for dig. Og jeg kan godt forstå, at det ikke er særligt rart at få at vide, at du skal lære at stoppe med at græde over dine problemer. For det er helt normalt at græde, hvis der er noget, man for eksempel er presset eller frustreret over. Det har nemlig formentligt været den måde, vi viste andre, at vi havde brug for dem, fordi vi for eksempel var bange, før vi fik et sprog. Så vi græder faktisk alle sammen ind imellem, når der er noget, vi er ked af det eller pressede over. Så det er ikke noget, du kan gøre for, at du gør.

Men du skal heller ikke gå med det her alene. Hverken det med, at du har så let til tårer. Eller hvordan tingene er hjemme hos dig. Det fylder nemlig for dig. Og man skal ikke gå med de ting, der fylder alene. Så kan de nemlig komme til at bygge sig op og fylde mere og mere. Derfor tænker jeg på, om der mon er nogle andre i nærheden af dig, som du ville være tryg ved at snakke med? Det kunne for eksempel være nogle veninder eller måske din søster. Det betyder ikke så meget hvem, så længe du føler, du ville kunne snakke med dem om de ting.

Tag fat i Headspace

Hvis du ikke lige kan komme i tanke om nogen, du kan snakke med, kan du altid tage fat i Headspace. I Headspace sidder der nemlig en masse dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig om alt, hvad der fylder for dig. Stort som småt. Så du kan fortælle de frivillige rådgivere om alt. De frivillige rådgivere er vant til at snakke med mange forskellige unge, der har forskellige ting, der fylder hos dem. Og du kan være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du finder nogen, du kan snakke med om det her. Så du ikke skal gå med det alene.

De bedste hilsner fra en Mindhelper