Hey

jeg vil høre, om i kan hjælpe med hvordan jeg kan få det bedre, jeg har i et stykke tid gået og været ensom og lidt nede, ved ikke hvorfor jeg er helt trist og bare vil være alene, men det eneste jeg ved er at jeg savner det gamle sted vi har boet som nu er flyttet fra for 3 mdr siden ca men ellers ved jeg ikke hvorfor jeg er ked af det og nå jeg er det har jeg ikke overskud til familie, venner og skole har bare lyst til at være alene😔 håber i kan hjælpe

Mvh I

(14 år)


Hej I

Det lyder til, at du har det rigtig svært for tiden. Det kan være mega hårdt at føle sig ensom og nede. Derfor er det også rigtig godt, at du rækker ud og skriver herind til os. For det skal du ikke gå med helt alene. 

Jeg vil også lige starte med at sige, at jeg har fjernet dit navn, så du kan være helt anonym.

Det er normalt at føle sig ensom når man flytter 

Du skriver, at du er flyttet for 3 måneder siden og, at du i et stykke tid har gået og været lidt nede. Det kan være rigtig hårdt, når man går og føler sig trist og ked af det. Men det er helt normalt, at man kan føle sig ensom og være ked af det, når man næsten lige er flyttet. Det er jeg helt sikker på, at du langt fra er alene om at opleve. For når man flytter, skal man lige pludselig forholde sig til en masse nye ting, og det kræver rigtig meget energi.

Når der er en masse nyt, kan man også godt komme til at savne alt det gamle, og så kan de triste og svære følelser godt poppe frem. 

Og selvom det måske føles som om, at man er helt nede i kulkælderen lige nu, så kan man heldigvis få det godt igen. I vores artikel I kulkæderen? Få 10 gode råd til at håndtere din tristhed, står der en masse gode råd til, hvad man kan gøre, når tristheden fylder. Så jeg tænker, at der måske er noget i den, som kan være hjælpsomt for dig? 

Gør det alligevel 

Du skriver, at du ikke har overskud til at være sammen med dine venner og familie, og at du helst bare vil være alene. Sådan man kan godt få det, når man føler sig trist og ked af det. For så er der ikke særlig meget energi og overskud til andre ting. Men selvom det kan virke rigtig uoverskueligt, at skulle lave nogle ting, er det en rigtig god ide at gøre det alligevel. For rigtig mange oplever, at det kan gøre en glad og give overskud, når man først er kommet afsted og er social, også selvom man måske tænker, at man slet ikke kan overskue det inden. 

Tit er det også mere tanken om det, som kan virke uoverskuelig, og når man så først er afsted, så er det måske slet ikke så slemt alligevel. 

Og det behøver ikke at være i mega lang tid, man skal lave noget. Nogle gange er det nok bare lige at komme ud i fx en halv time. Det kan nemlig også være nemmere at komme afsted, når man ved, at det ikke er noget som varer i mega lang tid. 

Så måske du bare kan aftale at lave noget med dine venner i et par timer om ugen. Så det ikke bliver for meget, men samtidig nok til at give dig lidt energi og påvirke dit humør positivt. 

Snak med dine forældre 

Det kan være rigtig tungt at gå med en masse triste følelser helt alene. Derfor er det også rigtig vigtigt at snakke med nogen om, hvordan man har det. Dine forældre er måske nogle af de voksne, som er allertættest på dig. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du fortalte dem, hvordan du går og har det. Det med, at det kan være svært at flytte, er noget, som de fleste voksne godt kan forstå. Derfor tænker jeg også, at dine forældre godt ved, at det kan være en stor mundfuld at flytte, og derfor også rigtig gerne vil lytte og hjælpe dig. 

Nogle unge synes, at det kan være lidt svært at få åbnet op for snakken. Hvis du også har det sådan, kan du tage et kig i vores guide til at snakke med forældre om svære ting. Der står nemlig en masse gode råd til, hvordan man får taget hul på snakken. 

Snak med din lærer

Du skriver også, at du ikke rigtig har overskud til skolen for tiden. Derfor tænker jeg, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med en af dine lærere om, hvordan du har det. For udover at undervise eleverne kan lærere også være rigtig gode til at hjælpe, når man har det svært. Det kan også være, at din lærer kan hjælpe dig med at komme lidt mere ind i det sociale, så du ikke skal gå og føle dig ensom. 

Børnetelefonen

Du kan også tage fat i børnetelefonen og få en snak om, hvordan du har det. Der sidder nemlig rigtig mange søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. De frivillige hos børnetelefonen er vant til at snakke med unge, som bøvler med nogle svære ting. Derfor er de også rigtig gode at snakke med, når man føler sig trist og ensom. Det er helt anonymt, og du kan både ringe til dem, sende en SMS eller chatte med dem. Så dem kan jeg varmt anbefale dig at tage fat i. 

Det kan være rigtig hårdt at føle sig trist og ensom. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender varme tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper