Hej,

jeg frygter uafbrudt for alt muligt. hvad skal jeg gøre??? jeg føler mig aldrig noget værd!! undskyld at jeg skrev herind

(Pige, 15 år)


Hej Pige på 15 år

Du behøver slet ikke at undskylde, at du har skrevet herind. Jeg er bare super glad for, at du har delt dine tanker med mig. For det lyder som nogle rigtigt hårde og svære ting, du kæmper med. Og det er så vigtigt ikke at gå alene med de svære tanker og følelser.  

Det er normalt at bekymre sig

Det lyder super hårdt, at du hele tiden går og frygter alle mulige ting. For det er rigtigt svært, når man går og er bange for, at der sker en masse forfærdelige ting. Men det er faktisk også helt normalt at bekymre sig. Vi mennesker er nemlig lavet til det. For dengang vi stadig boede ude på savannen, var der en hel masse ting, som vi skulle holde øje med, fordi de kunne være farlige og slå os ihjel. Så dengang var det super smart, at vi kunne bekymre os, fordi bekymringerne kunne hjælpe os med at forudsige hvor og hvornår, der kunne være fare på færde. Derfor er det med at bekymre sig og frygte forskellige ting også noget, som alle mennesker gør. Men der er selvfølgeligt nogen, der bekymrer sig og frygter ting mere end andre. Og hvis man er en af dem, som er rigtigt bekymret, så er det super hårdt. For den her frygt for at alt muligt kan ske, kan komme til at fylde super meget. Og når den gør det, så tager den bare mega meget energi fra en.   

Skriv tankerne ned

Du skriver ikke så meget om, hvad det er for nogle ting, du frygter. Det får mig til at tænke på, om det er fordi, du måske faktisk ikke helt selv ved det? Når man bekymrer sig meget og frygter en masse ting, så kører ens tanker nemlig tit bare lidt i ring. Og det er ikke altid, man helt opdager, hvad de egentligt handler om. Man kan bare mærke, at det er nogle ubehagelige tanker, fordi man får hjertebanken og lidt svedige håndflader af dem. Mon du kan genkende det? 

Hvis du har det sådan, så kan du prøve at skrive dine tanker ned for eksempel i en dagbog. For når man skal skrive sine tanker ned, så bliver man tvunget til at stoppe op og lægge mærke til, hvad det egentligt er, man tænker. Det giver tit lidt ro til hovedet, fordi man får nogle af alle tankerne ud af sit system. Samtidigt så opdager man også tit, at man måske faktisk ikke frygter så mange ting, som man lige gik og troede. Men at det måske egentligt mere er de samme ting, som man frygter, men som bare kører i ring. Hvis du har lyst til det, kan du også kigge i vores nødhjælpskasse til dig, der er alt for bekymret. Den er fyldt med endnu flere råd til, hvad du kan gøre, når du går og frygter alt muligt hele tiden.  

Man er sin egen værste kritiker

Jeg får helt ondt i maven på dine vegne, når du skriver, at du hader dig selv. For det er virkeligt ikke en rar tanke at gå og kæmpe med. Og jeg forestiller mig, at det gør rigtigt ondt at gå rundt og have det sådan. Men det er faktisk ikke unormalt, at der begynder at poppe flere negative tanker omkring en selv op, når man bliver teenager. For når man bliver teenager, så begynder man at tænke mere over, hvad alle andre mon tænker om en. Og derfor bliver man også meget mere opmærksom på, hvordan man ser ud, og hvordan man opfører sig. 

Men heldigvis så er de andre sjældent lige så opmærksomme på en selv, som man selv er. Og derfor ender man også tit med at blive sin egen værste kritiker. Men det er hammer svært når den der indre kritiker bliver så hård, at man ender med at komme til at hade sig selv. Heldigvis så er der nogle ting, som man godt kan prøve af selv for at dæmpe kritikeren lidt. Derfor linker jeg dig lige til vores artikel med tips til at få et bedre selvværd. Der er nemlig en masse gode råd, som jeg tænker, du kan bruge. 

Snak med nogen

Har du snakket med nogen om, hvordan du har det for tiden? Hvis ikke du har det, så er det nemlig mit bedste råd til dig. For når man går og frygter en hel masse ting, så kan det nemt komme til at bygge sig op inde i en og komme til at fylde endnu mere, hvis man går alene med det. For så er man også alene om at skulle hjælpe og berolige sig selv. Og det er ikke altid lige så nemt. Derfor kan det være rigtigt rart at fortælle nogen om alle de ting, som man går og frygter. Så har man nemlig dem til at støtte sig op af. Og så kan de også hjælpe med at berolige en, hvis tankerne er stukket helt af. 

Derfor kunne det også være en rigtigt god idé at snakke med dine forældre om det, hvis du kan det. For jeg tænker, at dine forældre er dem, der er mest omkring dig. Derfor er det også dem, der har bedst mulighed for at hjælpe dig, når tankerne bliver for meget. Men hvis der er en anden voksen, du er mere tryg ved at snakke med, så kan du også sagtens gøre det. Det vigtigste er nemlig ikke, hvem du snakker med. Det vigtigste er, at du får snakket med nogen, så du ikke skal gå med alle dine tanker alene. 

De vil altid lytte hos Headspace

Du kan også altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig en masse søde frivillige rådgivere klar til at snakke med dig om alt, hvad der fylder for dig. Hos Headspace er man nemlig altid velkommen uanset, hvad man har brug for at snakke om, for hos Headspace er der nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at tale om. Og du kan være helt anonym, hvis du helst vil det. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, at du går rundt og frygter en masse forskellige ting hele tiden. Sådan så du ikke skal gå alene med dine bekymringer. Og så du har nogen at få hjælp og støtte fra.

De bedste hilsner fra en Mindhelper