Hey!

Jeg har her på det sidste følt mig meget tom indeni, og ikke rigtigt ved hvad jeg skal gøre

Arbejder til dagligt, og når jeg så tager på arbejde, har jeg det fint, men når jeg så lander hjemme og ikke rigtigt ved hvad jeg skal gøre, så rammer alt mig bare, jeg ved ikke hvad jeg skal lave, føler mig tom indeni igen, og er på grænsen til at græde hver dag.

Ligger bare tit og høre trist musik, eller rettere sagt, musik der får mig til at tænke over alt.

Bor til dagligt alene, og er en rigtig god overtænker.

Syntes også at jeg mister rigtig meget fokus her på det sidste.
Har også bare knoklet som en i helvede på arbejdet, og haft nogle lange dage syntes jeg.

Men når jeg så endelig er sammen med nogle venner, så syntes jeg at humøret er godt og i top, men når jeg så lander hjemme, går der ikke mere end 30-60 minutter før at jeg føler mig tom igen.

Rigtig god dag til jer, og jeg håber at jeg får svar. 🙂

(Dreng, 17 år)


Hej Dreng på 17 år

Det lyder som en rigtigt træls periode, du er ramlet ind i. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Det er ikke unormalt

Du skriver, at følelsen af tomhed rammer dig, når du kommer hjem efter en lang dag på arbejde. Det lyder ikke særligt rart. For det kan være rigtigt ubehageligt at føle sig tom og måske også lidt trist. Men jeg tænker faktisk også, at de fleste kan nikke genkendende til det, som du beskriver.

For hvis man har nogle lange arbejdsdage, hvor man måske ikke for alvor når at holde pause. Så sker der en masse i løbet af ens arbejdsdag, og man får en masse indtryk. Men når man så kommer hjem til sin egen tomme bolig, sker der lige pludseligt ikke ret meget, og man får ikke ret mange indtryk længere. Så kan det hele godt komme til at føles sådan lidt trist og tomt og træls sammenlignet med på arbejde, hvor det hele bare kørte derudaf. Giver det mening for dig?

Hvad kan du godt lide at lave?

Når man føler sig tom og trist, så kan man nogle gange godt have lyst til for eksempel at lægge sig til at høre noget trist musik for at få lidt afløb for følelserne. Og det kan også være helt okay at gøre nogle gange, hvis man har brug for at få grædt ud. Men andre kan det godt komme til at blive lidt en ond cirkel, hvor man forstærker følelserne, fordi man hele tiden bliver mindet om, at man føler sig tom og trist. 

Derfor kan det nogle gange være en god idé at give sig til at gøre noget, som man godt kan lide for at få flyttet tankerne lidt over på noget andet. Så har du mon noget, som du godt kan lide at lave, som du har energi til at give dig til at gøre, når du kommer hjem? Det kunne være at game med vennerne, læse i en god bog eller noget helt tredje. Hvis du har, så kan du prøve det af og se, om ikke det kan hjælpe lidt. Og hvis du mangler nogle idéer, så kan du prøve at læse vores artikel om at bryde tunge tanker og følelser, når de kører i ring. Der står nemlig en masse gode idéer til, hvad man kan give sig til, hvis man har brug for at blive distraheret lidt fra sine tanker og følelser.

Går det for stærkt på arbejdet?

Når jeg læser dit brev, så kommer jeg til at tænke på, om du mon har haft knoklet lidt for meget på dit arbejde for tiden? For man kan nemlig også godt få den der følelse af tomhed og tristhed, hvis man har haft lidt for travlt i en periode. Det sker tit fordi, man har fået så mange indtryk i løbet af dagen, at ens hjerne har været lidt på overarbejde for at følge med. Og når man så kommer hjem, så lukker den lidt ned for systemet for at få en pause, så den ikke bliver totalt overloadet.

Der er ikke noget galt i at have travlt og knokle på arbejdet i en periode. Men det er også vigtigt at huske at passe på sig selv og skrue ned for tempoet igen på et tidspunkt. For hvis ikke man gør det, så er der nogen, der oplever at få stress. De oplever for eksempel at føle sig mere triste, end de plejer. Og de oplever også tit at have sværere ved at fokusere og koncentrere sig, end de plejer at have. Hvis du har lyst, så kan du læse mere om stress i den artikel, som jeg har linket til.

Hvis du tænker, at der er mange af tegnene i artiklen, du kan genkende. Så er det vigtigt, at du tager det alvorligt og snakker med nogen om det. Det kunne for eksempel være din læge. For man kan heldigvis godt få det godt igen, selv hvis man har haft så travlt, at man måske har fået stress. Men nogle gange så kan man have brug for lidt hjælp til at komme ned i gear igen.

Snak med dine venner

Jeg kommer til at tænke på, om du har prøvet at snakke med dine venner om, hvordan du har det, når du kommer hjem fra arbejde? Hvis ikke du har det, så kan du måske prøve det. Når man går og har det lidt træls, så hjælper det nemlig rigtigt tit at få delt sine tanker og følelser med nogen. For vi mennesker er nemlig ikke lavet til at gå alene med det, når vi har det svært. Derfor føles det også tit rigtigt godt at få talt med nogen om, hvordan man har det. Det er lidt som at få fjernet en kæmpe vægt, der har hvilet på ens skuldre.

Tag fat i Headspace

Du kan også altid tage fat i Headspace, hvis du gerne vil snakke med nogen om, hvordan du har det. Headspace er nemlig et sted, hvor man kan komme og snakke med en frivllig om de ting, der fylder for en, hvis man er ung. Og der er ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at tale om hos Headspace. De frivillige har snakket med mange unge, som har haft det svært i en periode. Derfor ved de også godt, at det kan være lidt svært at snakke om. Og de skal nok gøre deres allerbedste for at hjælpe dig. Du kan være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det.

Det er rigtigt nedern, når man ramler ind i sådan en periode, hvor man føler sig tom og trist hver dag, når man kommer hjem fra arbejde. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, du får snakket med nogen om, hvordan du har det, så du ikke skal gå alene og have det sådan her.

De bedste hilsner fra en Mindhelper