Hej.
Jeg er en dreng på 20 år. Min kæreste som er 18, og jeg har nogle problemer som gang på gang vender tilbage og det ødelægger vores forhold. Vi har snart været sammen i et år. Vi vil det bedste i hinanden, men der sker ting som skader vores forhold. Vi har en tendens til at blive sure på hinanden, især når der er alkohol indenbords. Vi siger ting, og jeg har store problemer med at kontrollere min vrede og det ender ofte ud i, at jeg ikke kan styre mig og jeg mister besindelsen. Det ender ud i store skænderier, og at jeg reagerer aggressivt. Jeg påfører ingen vold, men hun bliver bange for mig, fordi jeg er verbalt hård mod hende. Det går selvfølgelig begge veje, fordi hun har svært ved at lytte til mig, og fordi jeg har en fortid, som hun har svært ved at acceptere. Vi har svært ved at se tingene fra hinandens sider. Selvom jeg godt ved, at alkoholen forårsager de største problemer, vil jeg gerne blive bedre til at håndtere min vrede. Det er også i ganske enkelte situationer, hvor jeg bliver sur, f.eks. hvis der er en, som kører ud foran mig, så bliver jeg frustreret og jeg vil så gerne lære at kontrollere min vrede. Jeg ved ikke, hvad det er, der er i mig, som driver mig og får mig til at reagere, som jeg gør. Vil så gerne blive bedre til at blot kunne tælle til 10 og at min kæreste kan føle sig tryg hos mig, som hun plejede at være. At jeg ikke kan håndtere min vrede, får de tætteste folk omkring mig til at tage afstand fra mig. Vil så gerne have nogle svar på, hvad jeg selv kan gøre for at kunne styrke min vredeshåndtering.
Ser frem til at høre fra jer.
(Dreng, 20 år)
Hej Dreng på 20 år
Det lyder som om, at det er rigtigt svært og har mange konsekvenser for dig, at vreden nogle gange tager kontrollen over dig. Derfor er jeg også rigtigt glad for at du har skrevet herind og delt det med os. For det er et rigtigt godt første skridt mod, at få mere kontrol over vreden.
Du rækker ud
Jeg synes du fortjener, at give dig selv et klap på skulderen. For det kan være rigtigt svært, at række ud efter hjælp, hvis man er meget styret af sin vrede. Men det kan godt læres og jeg synes det sejt, at du gerne vil gøre en indsats, så dig og din kæreste kan få det godt og trygt.
Her på Mindhelper har vi skrevet en artikel med 11 råd til dem, som har svært ved at styre deres temperament. Den synes jeg kommer med nogle rigtigt gode råd, som jeg tror du også vil kunne bruge nogle af. Den vil jeg anbefale dig at læse. Du er langt fra den eneste, som kæmper med sit temperament. Men heldigvis så kan man godt lære, at håndtere vreden, eksempelvis ved t bruge nogle af teknikkerne fra artiklen.
Alkohol
Som du selv så fint skriver, så kan vreden godt blive værre, når man drikker. Det er simpelthen fordi, at når hjernen bliver påvirket af alkohol, så bliver vores evne til at styre os selv dårligere. Det gør den for både dig og din kæreste (og alle andre mennesker). Derfor giver det også rigtigt godt mening, at det især går galt, når i drikker. Og derfor kan i også overveje, om det kunne være en god idé, hvis i skruede ned for alkoholen indtil i har lidt bedre kontrol over vreden. Simpelthen for at prøve at undgå, at i lander i en situation, hvor i bliver rigtigt sure på hinanden.
Snak med din kæreste
Et af de bedste råd jeg kan give dig er at få snakket med din kæreste, mens i er ædru, rolige og ikke vrede. Det lyder til, at der er nogle ting, som er svære for jer begge to. Du skriver det her med, at i har svært ved at se tingene fra hinandens side og din kæreste har svært ved at acceptere din fortid. Er det også det, som kommer frem, når i så bliver vrede? Hvis der er nogle ting i jeres forhold, som i bliver ved med at skændes om, så kan det være en god idé at prøve at få det løst, mens i er rolige og i godt humør. For hvis i ikke får snakket det igennem og løst dem, så er der en risiko for, at det vil blive ved med at dukke op igen og igen. Det kan være mega svært, at få taget sådan en snak uden den ender i bål og brand. I kan prøve at starte med at få snakket igennem, at i ikke er hinanden modstandere, når det kommer til vreden. Derimod kan i være hinandens støtter og have det fælles mål at få bedre kontrol over vreden og skænderierne, så i kan blive ved med at have det godt sammen, også selvom der er ting, som i ikke er enige om. Vi har skrevet en artikel om, hvordan man kan håndtere sine konflikter. Der står blandt andet nogle gode råd om ( især nr. 4, 5 og 6), hvordan man kan snakke sammen på en måde, så man ikke ender med at blive vrede på hinanden. Den tænker jeg, at i måske begge to kunne prøve at læse igennem. Så kan snakke om, om der er nogle af rådene, som kunne hjælpe jer, når i snakker sammen.
Læg en plan
Jeg tænker, at det kunne være en rigtig god idé, hvis i lavede en plan for, hvordan i kan håndtere vreden. Er der nogle ting, som du kan gøre for at undgå, at vreden eksploderer? For nogle vil det eksempelvis være at tælle til 10. Det kan være sværere end man lige regner med, fordi det kan føles som om vreden kommer i løbet af et sekund, så man slet ikke har tiden til at tælle til 10, før man er eksploderet. Men så prøv at undersøge, hvornår det er, at du bliver rigtigt vred og læg mærke til, om der kommer nogle tegn på vreden inden. Det kan være, at du mærke en smule irritation inden du bliver rigtigt vred. Eller der er nogle helt bestemte situationer, som du ved gør dig vred. Ligesom du nævner med bilisten, der kører ind foran dig. Måske kan dig og din kæreste lægge en plan for metoder til, at du kan slippe vreden. Det kan være ved at trække dig og distrahere dig selv med mobilspil, vejrtrækningsøvelser, musik. Det med at prøve det af og så se, hvad der virker for dig. På den måde kan du forhåbentligt ende ud med en lille liste med ting/handlinger, som du kan gøre, hvis vreden kommer snigende. Så kan det være din go-to-liste, du kan tage frem, når det bliver nødvendigt.
Tag fat i Headspace
Hvis du tænker, at det kunne være rart, at få en hjælpende hånd på vejen, så kan du overveje, at tage fat i Headspace. Headspace er en frivillig forening, hvor unge gratis kan komme og snakke om det, der fylder for dem. Intet problem er for stort eller småt og deres frivillige er super søde og dygtige. Nogle unge tager nogle længere samtaleforløb i Headspace, hvor de kan få støtte og rådgivning undervejs, mens man arbejder på sine udfordringer. Måske kunne det være en rigtig rar løsning for dig, så din kæreste og dig ikke behøver stå alene med vredeshåndteringen. Man kan være helt anonym i Headspace.
Tag fat i en psykolog
Hvis du oplever, at de råd du har fået her eller hos Headspace ikke virker, så kan du overveje, at kontakte en psykolog. En psykolog er uddannet til at hjælpe mennesker med at håndtere de svære ting og følelser i livet. Eksempelvis vrede og vredeshåndtering. Psykologen vil kunne hjælpe dig med flere redskaber til vreden og måske kunne komme til bunds i, hvorfor vreden fylder meget hos dig. Det kan være en super rar måde, at arbejde med sin vrede. I flere kommuner er der tilbud til unge om gratis psykologhjælp. Du kan prøve at undersøge, om det indebærer din kommune. I nogle kommuner findes der også vredeshåndteringskurser, hvor man kan mødes sammen med andre og få hjælp til at håndtere vreden.
Det med at håndtere sin vrede kan være rigtigt svært, men det er muligt at lære. Jeg håber, at du har kunne bruge nogle mine råd til noget og får snakket det godt igennem med din kæreste. Jeg krydser fingre for, at det kommer til at gå super godt med dig fremadrettet.
De bedste hilsner fra en Mindhelper