Hej


Jeg vil gerne vide om jeg kunne have depression. Jeg har læst tegnene over depression og kan genkende de fleste. Jeg føler aldrig at jeg kan være glad, eller det kan jeg godt, men jeg er ikke “rigtig” glad, hvis det giver mening. Jeg ved ikke hvornår man kan kalde det slevmordstanker, men jeg tænker nogle gange på, at det vil være nemmere hvis jeg ikke var her, og jeg ser ik rigtig en grund til at jeg er her. Jeg bliver depressiv hvis jeg ikke skal noget, altså en dag hvor jeg ikke skal være sammen med nogle, eller lave noget. Det tror jeg dog er meget normalt. Men mine tanker går meget på, at jeg gider snart ikke at være i det mere, og vil meget gerne have hjælp, hvis det er det der er brug for
– 13 årig pige

(13 år)


Hej 13 årige pige

Det lyder til, at du går med en masse svære tanker og følelser lige nu. Det kan være rigtig hårdt, når man oplever, at man ikke rigtig er glad og er i tvivl, om det kunne være en depression. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt dine tanker. For dem skal du ikke gå med helt alene. 

Det er normalt at have triste perioder 

Du skriver, at du aldrig rigtig føler, at du kan være glad. Det kan være en rigtig svært, når man hele tiden oplever at ens humør er i bund. Det kan både gøre en rigtig nedtrykt og sluge meget af ens energi, derfor kan jeg også sagtens forstå, at du er rigtig træt af at have det sådan. Men du skal vide, at det er helt normalt at have triste perioder. Det er noget som alle mennesker oplever fra tid til anden i deres liv. For følelser og humør svinger gennem hele livet. Og heldigvis oplever langt de fleste mennesker, at det går over igen, og at deres humør ligeså stille bliver bedre igen. 

Du skriver også, at du sommetider tænker, at det ville være nemmere, hvis du ikke var her. Det er en rigtig svær tanke at gå med, og det er et tegn på at ens humør er rigtig tungt. Sådan kan man godt få det, når man har det svært. For så kan det måske godt være, at det hele virker rigtig trist og uoverskueligt, og så popper den tanke frem. Men hvis den triste periode ikke bliver bedre af sig selv, er det rigtig vigtigt at være opmærksom på det, så man kan få noget hjælp til at få det bedre. Det lyder også til, at du allerede er opmærksom på, at det måske kunne være, at du har brug for at få noget hjælp. Og det er hammergodt – det er nemlig rigtig vigtigt at række ud og få noget hjælp, når man går og har det svært. 

Der skal nogle fagprofessionelle til at vurdere, om du har en depression 

Du skriver, at du gerne vil vide, om det kunne være en depression, som du kæmper med. Når man har det rigtig svært, er det meget naturligt, at man kan komme til at tænke på, om man har en depression. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at du gerne vil vide, om det kunne være en depression. Men jeg kan desværre ikke give dig et klart svar på, om det er det. Det skal der nogle fagprofessionelle til at afgøre. 

Det lyder også til, at du allerede har læst lidt om depression, men hvis du har lyst, kan du også tage et kig i vores artikel om depression. Den beskriver hvilke tegn som er vigtige at være opmærksom på. I den står der også lidt mere om, hvor man kan få hjælp, hvis man kæmper med en depression. Så måske der er noget i den, som kan hjælpe dig lidt på vej? 

Snak med dine forældre 

Du skriver, at du rigtig godt kunne tænke dig at få noget hjælp til at få det bedre. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med dine forældre om, hvordan du har det. For de er måske nogle af de voksne, som er allertættest på dig. Og derfor måske også nogen af dem, som bedst kan hjælpe dig med at få noget hjælp. Langt de fleste forældre vil også rigtig gerne have, at deres børn har det godt, men det er ikke altid at de ved, at man har det svært. Derfor bliver de som regel også rigtig glade for, at man fortæller dem det, så de kan hjælpe en med at få det bedre igen. Det kan også være, at du kan snakke med dine forældre om at komme til lægen og få en snak om, hvordan du har det. 

Hvis du synes, at det er lidt svært at få taget hul på snakken, kan du tage et kig på vores guide til at snakke med forældre om svære ting. Der står nemlig en masse gode råd til, hvordan man for fortalt sine forældre, at man bøvler med nogle svære ting.  

Tag et smut til lægen 

Jeg tænker også, at det ville være rigtig godt, at du tog et smut til lægen og fik snakket om, hvordan du har det. Læger ved nemlig en hel masse om, hvordan kroppen fungerer både udenpå og indeni. Derfor er de også rigtig gode til at hjælpe, når man har det svært. Lægen kan også hjælpe dig med at finde ud af, om det er en depression, som du kæmper med. Og sørge for, at du får den hjælp som du har brug for. I vores artikel om at gå til lægen, når man har det svært, kan du læse lidt mere om, hvordan det er at snakke med lægen om svære ting. 

Livslinien 

Det sidste råd, som jeg vil give dig med på vejen er at tage fat i Livslinien og få en snak om de tanker, som du beskriver som selvmordstanker. De er rigtig søde hos Livslinien. Så når du mærker, at selvmordstankerne popper frem, eller du har brug for at snakke med nogen, så skal du endelig bare tage fat i dem. Og hellere en gang for meget end en gang for lidt. For de vil altid gerne hjælpe og lytte. Rådgiverne hos Livslinien er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor ved de også godt, at det kan være lidt svært at snakke om. Men de sørger altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. 

Det kan være rigtig hårdt at være ramlet ind i en trist periode og være i tvivl, om man kæmper med en depression. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender de allervarmeste tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper