Hej Mindhelper

Jeg kan ikke være i mig selv længere, jeg har alt for mange tanker som jeg ikke kan overskue. Jeg overtænker ALT, at det gør helt ondt. Alle mulige tanker kører rundt i mit hovede. Det er så udmattende, og det går ud over min hverdag. Jeg kan ikke engang være glad længere, fordi jeg tænker over alt. Jeg kan ikke overskue det længere, og jeg kan ikke holde til at være i mit eget hoved længere, det gør helt ondt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med mit liv længere, det ødelægger mig fuldstændig og bliver værre for hver dag.

(Pige, 17 år)


Hej Pige på 17 år

Det lyder godt nok som om, at overtænkningen fylder meget i øjeblikket. Derfor er jeg også rigtigt glad for at du har skrevet herind og delt det med os. For det behøver du ikke gå alene med. 

Når tankerne går i spiral 

Overtænkning er noget, de fleste af os kommer til at opleve i løbet af vores liv. Tankerne begynder hurtigt at køre som en ond spiral, der ikke virker til at sætte farten ned på noget tidspunkt. Og det kan være rigtigt svært at holde ud. Derfor kan jeg også sagtens forstå, hvis du er rigtigt udmattet på grund af tankerne. Jeg vil prøve at komme med lidt idéer til, hvad du kan prøve for at få lidt ro fra tankerne.

Bryd tankespiralen 

Når man oplever, at tankerne løber løbsk, så kan det være en god idé at prøve at bryde tankerne, eksempelvis ved at flytte fokus hen på noget andet. Det ved jeg godt er nemmere sagt end gjort, men du kan prøve at læse vores artikel om at bryde med triste tanker. For der er en del inspiration til, hvad du kan prøve af for at flytte fokus lidt væk fra tankerne og over på noget andet. 

En anden metode er mindfulness, som der er rigtigt mange unge, der er begyndt at bruge. Mindfulness er en metode, hvor man flytter fokus væk fra sine tanker og ned i kroppen – eksempelvis på sin vejrtrækning. Det kræver lidt træning, men det kan være rigtigt effektivt hvis man kæmper meget med overtænkning. Du kan læse meget mere om mindfulness og prøve nogle enkelte øvelser af her i vores artikel om mindfulness. 

Snak med nogen omkring dig 

Hvis man kæmper meget med overtænkning, så er det en rigtig god idé at prøve at snakke med nogen om tankerne. For nogle gange så kan det at sige tankerne højt også være med til at give lidt luft til tankerne. Du kan prøve at forestille dig, at dit hoved er en ballon, som er fuldstændigt udspilet og lige ved at sprænge af tanker. Når du så begynder sige tankerne højt, så er det lidt ligesom at begynde at lukke lidt af luften ud af ballonen lidt af gangen. Og det kan være rigtigt rart. 

Snak med dine forældre 

Jeg tænker, at det kunne være en god idé at snakke med dine forældre om dine tanker. Ens forældre tit nogle af dem, som er allertættest på en, og derfor har rigtigt god mulighed for at støtte og lytte, når tankerne begynder at fylde for meget. 

Hvis du hellere vil snakke med nogle andre end dine forældre, så har du måske en sød veninde, en moster, farfar eller yndlingslærer, som du er tryg ved at snakke med. Det vigtigste er ikke, hvem du snakker med, men at du får fortalt nogen om tankerne, så du ikke behøver gå helt alene med det. For det er der ingen, som ville kunne holde til i længden. 

Du er velkommen hos Headspace 

Hvis du har mere lyst til at snakke med nogen, som ikke lige kender dig, så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er en frivillig ungerådgivning, hvor unge kan komme og snakke om det der fylder. Intet problem er for stort eller småt i Headspace, og det er helt anonymt. De er helt vant til at snakke med unge om tankemylder og jeg kan varmt anbefale den. Du kan starte med at skrive til dem på chat eller ringe til dem, hvis du har lyst. 

Tag en tur til lægen 

Hvis tankemylderet har varet længe for dig eller det ikke vil gå over igen, så er det en god idé, hvis du lige tager en tur til lægen. For lægen kan hjælpe en, hvis man har det dårligt – uanset om det er fysisk eller psykisk. Så kan dig og lægen snakke om, hvad der kunne være en god hjælp for dig. Du kan læse mere om at gå til lægen her. 

Tankemylder kan være rigtigt forstyrrende og ubehageligt. Men jeg håber at mit svar har været hjælpsomt for dig og du snart kommer ovenpå igen. Varme tanker herfra.

De bedste hilsner fra en Mindhelper