Hej,
jeg er en pige på 13 år der har ADHD og angst, jeg flyttede skole for cirka 1 år siden, og i starten kom jeg ikke så meget i skole da vi ikke viste om mine sydomme, et halvt år efter begyndte jeg at komme mega meget i skole og jeg havde det vildt godt, og det blev ved indtil cirka 2 uger siden, hvor jeg virkelig gerne ville i skole men jeg følte at jeg ikke kunne og det ikke var en mulighed at komme afsted, jeg er meget ked over det, da jeg endelig havde det godt mentalt, men tanken om at gå tilbage til dengang er forfærdelig, jeg ved ikke hvad det er der gør at jeg ikke kan selvom lysten er der. Jeg føler også at jeg er lidt deprimeret og har været det før men jeg har ikke lyst til at fortælle om det da det kunne være noget anden, mange af symptomerne er der allerede og efter nogle søgninger om mine forskellige problemer kommer der altid links til deprition og angst. Det har været et problem i lang tid og vil bare være sund og rask igen og vil ikke tilbage til den mørke tid selvom ja jeg stadig har nogle gode dage.men ja det svært med vilden og jeg ikke kan, men jeg mister også meget fagligt da jeg kun har været i skole 3 dage på 2 uger, har i et svar og kan i hjælpe mig? Tak
(13 år)
Hej 13 årig
Det lyder til, at det med at komme i skole er rigtig svært lige nu. Det kan godt fylde meget, når man har det sådan. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.
Det giver mening
Du skriver, at det gik mega godt med at komme i skole indtil for to uger, hvor du ikke følte at du kunne komme af sted. Det lyder mega frustrerende, for når jeg læser dit brev, så lyder det til, at du faktisk har været glad for skolen og gerne vil af sted. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du bliver ked af det, når det bøvler. Og når man tidligere har haft det svært, kan man godt blive nervøs for, om man er ved at ryge tilbage til den mørke tid, når ens humør skifter.
Men du skal vide, at det er helt normalt at ens humør og overskud svinger. Nogle perioder er humøret helt i top, og andre gange føles det hele måske bare gråt og trist, og angsten titter måske mere frem. Heldigvis betyder det ikke nødvendigvis, at man er helt tilbage til start. Ofte er det bare en lille omvej, og så finder man tilbage på den gode og rare sti igen. Så selvom det er hammersvært lige nu, så kan det godt blive bedre igen. I vores artikel I kulkælderen? Få ti gode råd til at håndtere din tristhed er der nogle gode råd til, hvad man kan gøre, når man er ramlet ind i en svær periode. Så jeg tænker at der måske er noget i den, som kunne være hjælpsomt for dig?
Vores online angstforløb kan hjælpe med at give ro
Du skriver ikke så meget om, hvorfor du ikke kan komme i skole. Nogle unge, der bøvler med at komme i skole, oplever fx at der titter svære tanker frem eller at de får uro i maven. Er det mon noget af det, du også oplever? Hvis det er så tænker jeg nemlig, at der måske er noget i vores onlineforløb om angst, som kunne være en hjælp for dig. I det er der nemlig en masse gode videoer og øvelser, som kan hjælpe en med at få det lettere med ens angst.
Små skridt
Når det med at komme i skole er svært, kan det nogle gange være en god ide at tage det i mindre bidder og få lidt støtte til at komme af sted. Derfor kan det også nogle gange hjælpe fx at lave en aftale med en veninde om at følges i skole. For det kan nogle gange være nemmere at komme af sted, når man har en aftale. Og samtidig kan det være ret rart at have en, som man kan støtte sig lidt til.
Nogle unge oplever også, at det kan være en god hjælp at starte med bare at komme lidt af sted. Det kan fx være, at man i starten er i skole en halv dag eller et par timer. Og når det så føles okay, så kan man lige så stille begynde at være der mere og mere. For selvom det kan være hammersvært, kan det være en god ide at komme af sted alligevel. Så lærer hjernen og kroppen nemlig lige så stille, at den ikke behøver reagere på at skulle i skole.
Snak med dine forældre om det
Det kan være tungt at gå med en masse svære tanker og følelser alene. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med dine forældre om, hvordan du har det. For så kan det også være, at de kan hjælpe og støtte dig med at finde ud af, hvordan du kan begynde at komme mere i skole igen. Og samtidig kan det også være rigtig rart og lettende at få delt det, der bøvler.
Du skriver også, at du mister meget fagligt, når du ikke kommer i skole. Derfor tænker jeg også, at det kunne være rigtig fint, hvis du snakkede med en af dine lærere om den bekymring. Hvis du synes det er svært at få sagt det til din lærer, kan det også være, at du kan snakke med dine forældre om at de kan hjælpe dig med at hive fat i læreren, og få en snak. For langt de fleste lærere vil rigtig gerne have, at deres elever har det godt, og lærer noget. Derfor vil de som regel også gerne hjælpe og støtte, når det med skolen er svært.
Du er altid velkommen hos Børnetelefonen
Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, er du også altid velkommen hos Børnetelefonen. Hos dem sidder der en hel masse søde og rare rådgivere, som er vant til at snakke med unge, der har det svært. Derfor er de også rigtig gode at snakke med, når det er svært at komme i skole. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Du kan både chatte med dem, sende dem en SMS eller ringe til dem. Og uanset, hvordan du tager fat i dem, så gør de altid deres allerbedste for at lytte og støtte.
Det kan være hammerhårdt, når det er svært at komme i skole. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg hepper på dig!
De bedste hilsner fra en Mindhelper