Jeg har gået siden efteråret og følt mig tom indeni. Jeg begyndte at spørge mig selv om, hvad meningen med livet var. For jeg er træt af at leve.

Hej.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal formulere det her så undskyld hvis det bliver et lidt langt og usammenhængende brev.

Okay. Altså det hele startede i efteråret (2017). Jeg ved ikke helt hvad der skete. Det var bare som om at mit syn på livet langsomt ændrede sig. Normalt plejede jeg at være den der mega glade og optimistiske person, men det var som om at al glæden forsvandt. Jeg begyndte at føle mig tom og ligeglad med alt. Jeg begyndte at spørge mig selv rigtig meget hvad meningen med livet var, og om det var det værd. Nogle få gange tænkte jeg på om jeg mon skulle droppe ud, men jeg vidste at jeg ikke ville kunne få mig selv til det. Og jeg ved at jeg ikke ville kunne holde ud at min familie ville finde ud af at jeg gjorde det med vilje.

Jeg følte aldrig glæde, men jeg følte lettelse, tror jeg, hver aften når jeg skulle sove. Det var så rart bare at kunne forsvinde ind i sig selv i nogle timer, uden tomhed eller gråd. Hver morgen, når jeg vågnede op igen græd jeg.
Nogle gange var jeg bare for tom og ligeglad med alt til at græde.

Når jeg var sammen med andre prøvede jeg altid ikke at vise hvor skidt jeg havde det.

Jeg begyndte at spise mindre og mindre og endte ud med at få en spiseforstyrrelse som jeg stadig har i dag. Men jeg lever stadig. Jeg er ved at komme ud af den igen, min familie og klasse ved godt at jeg er syg.

Ja, jeg ved det godt, jeg er et egoistisk

Nåh, men nu hvor jeg har fortakt noget af min baggrund skal jeg nok komme til sagen:
Jeg er træt af at leve, ånde, træt af at være tom, træt af at forsøge at virke som om alt er godt.
Jeg har set nok, jeg vil bare have det hele til at ende. Men jeg tør ikke begå selvmord. Hvad gør jeg?

(Pige, 13 år)

Kære du

Du skal ikke undskylde. Det vigtigste er, at du har skrevet herind og delt det, der fylder for dig. Det er rigtig flot af dig. Og det må du endelig huske at rose dig selv for.

Du er ikke alene
Du skriver, at du ikke ved, hvad der er sket. Men dit syn på livet ændrede sig bare. Det kan være rigtig ubehageligt, når man ikke kan finde grunden til, at man har det, som man har det. Jeg vil bare gerne sige, at det ikke er unormalt. Nogle gange sker det, at vi mennesker bliver ramt af en tomhedsfølelse og en ligegyldighed. Det kan være vanvittig hårdt. Men hvis det kan være nogen trøst, skal du vide, at du ikke er alene.

Du kan godt selv gøre noget
Nogle mennesker, der ligesom dig oplever, at glæden bare er forsvundet, har en depression. De bliver ramt af en (næsten) konstant følelse af at være virkelig trist, samtidig med at de ikke føler glæde og er totalt tappet for energi. Måske er du lidt nysgerrig på, hvad det der depression er for noget? Hvis du er, har vi lavet en liste over typiske tegn på depression, som du kan kigge på.

Vi har også en artikel om gode råd til, hvad man selv kan gøre, hvis man har en depression. Ét af rådene i artiklen handler om at skrive dagens gode oplevelse ned. Og den vil jeg gerne lige slå et slag for. Måske tænker du, at det er en dum øvelse? Måske fordi det ikke føles, som om der er en dagens gode oplevelse? Men jeg synes alligevel, du skal give den et skud. For som en klog person har sagt: “Ikke alle dage er gode, men der er altid noget godt i hver dag”. Eller måske bare et tidspunkt, der var en smule bedre end de andre. Og det er lige præcis dét tidspunkt, vi skal give vores opmærksomhed.

Fang det! Skriv det ned! Så husker du det. Og du får efterhånden opdaget, at solen kan titte frem hos dig, selvom det hele virker overskyet.

Flot, at du er på vej ud af den
Jeg er ked af at høre, at du har udviklet en spiseforstyrrelse. Men hvor er det flot, at du er på vej ud af den! Og ligeså flot, at din familie og din klasse ved det. Det betyder, at du ikke står med det alene. Det er nemlig helt vildt vigtigt, at du ikke gør det. Jeg kommer til at tænke på, om du får hjælp til at komme ud af spiseforstyrrelsen gennem noget behandling? Eller forsøger du dig ad selv?

Husk også at du altid kan tage kontakt til LMS, hvis det fylder for meget hos dig. De er rigtig søde derinde og er vant til at snakke med unge mennesker om spiseforstyrrelser. Hvis du har brug for det, kan du også være helt anonym.

Du skal passe på dig selv
Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til én bestemt sætning, du skriver: “Ja, jeg ved det godt. Jeg er egoistisk”. Og der var med det samme en tanke, der poppede op i mit hoved som modsvar: “Og hvad så, hvis du er egoistisk?”. Du skal passe på dig selv. Du skal gøre det, der er bedst for dig lige nu. Du er nemlig den eneste, der sådan virkelig kan hjælpe dig. Du kommer i første række. Og det er der intet galt i.

Du må ikke give op
Du skriver, at du gerne vil have det hele til at ende. Det er rigtig hårdt at gå rundt og have det ligesom dig. Så jeg kan godt følge dig i, at du kan have lyst til at få det hele til at stoppe. Det er ikke fedt at skulle gå rundt med en facade på. Skjule hvordan man egentlig har det. Men du er så ung. Du har hele livet foran dig. Så giv ikke op!

Tag kontakt til Livslinien
Selvom det kan lyde lidt mærkeligt, så er jeg rigtig glad for, at du skriver, at du ikke tør begå selvmord. Det fortæller mig nemlig, at der er noget indeni dig, der gerne vil blive i livet. Finde en vej ud af alt det her. Så et svar til dit spørgsmål om, hvad du skal gøre: Tag kontakt til Livslinien. Derinde sidder der masser af dygtige rådgivere, der er vant til at snakke med mennesker, der ikke vil leve mere. De vil meget gerne snakke med dig, lytte til dig og komme med råd til, hvad du kan gøre.

Læn dig op ad dine forældre
Det virker til, at din familie støtter dig igennem din spiseforstyrrelse. Så jeg kommer til at tænke på, om de også kender til dine tanker om at tage dit eget liv? Hvis ikke de gør det, er mit allervigtigste råd til dig: Få det fortalt til dine forældre. Jeg ved godt, at det kan være hårdt for dig at fortælle. Og også hårdt for dem at høre. Men det er vigtigt, at du får det fortalt. Brug dem som en støtte. Læn dig op ad dem. Det kan ofte gøre det svære en smule nemmere at komme igennem.

Hvis det kan gøre det lettere for dig, kan du også altid prøve at skrive et brev til dine forældre. For nogle er det ikke ligeså hårdt at skulle skubbe et brev over bordet, end at sige højt, hvordan de har det. Så det kan du prøve, hvis det virker nemmere for dig.

Her til sidst vil jeg gerne fortælle dig noget: Du virker til at have en rigtig god indsigt i dit eget liv. Det er rigtig flot i din alder. Det er der ikke så mange, der har. Og jeg tror på, at den her indsigt kan hjælpe dig til at få det bedre. Jeg tror på dig. Pas godt på dig selv.

De allervarmeste hilsner fra en Mindhelper