Hej Mindhelper

Jeg er helt fuckt.
Jeg bor i et lille hus, der fuldstændig rodet (jeg kan ikke have venner hjemme)


Jeg er af den ene eller anden grund stadig endt som en af de ok “populære” i skolen. Jeg har altid godt kunne holde sammen på det hele i mange år, men jeg kan bare ikke mer.


Jeg hjælper alle mine veninder med deres små problemer om drenge f.eks. mens mit liv bare falder sammen. Mine forældre er syge og gør deres bedste (jeg elsker dem så højt)
Men jeg har bare så meget ansvag, jeg føler jeg er flere forskellige personer. Jeg må nødt til at lyve til mine veninder om hvorfor jeg ikke kan være sammen, fordi de vil aldrig forstå mig. De er rige og har aldrig haft nogen problemer som dem jeg har. Mit væresle er fuldstændig rodet. Jeg er ved at ramme bunden, og pludselig har jeg intet overskud til små ting længere (ting jeg burde kunne overskue)
Det ik en mulighed at snak med nogen om det, så der ingen grund til at foreslå det.

Jeg er begyndt bare st lyve om jeg ik ka være sammen til mine veninder. Det gør det hele nemmere, men hold da op jeg føler mig helt alene i den her forpulede verden.

Hilsen anonym

(14 år)


Kære Anonym

Det lyder som om, at der er en masse forskellige ting, som gør det rigtig svært at være dig lige nu. Derfor er jeg meget glad for, at du har skrevet herind og delt dine oplevelser. For dem skal du ikke gå med alene.

Det kan være hårdt

Du skriver, at dine forældre er syge, og at du har meget ansvar. Det lyder rigtig hårdt. For når man er barn og ung, skal det helst være sådan, at ens forældre passer på en og tager sig af en. Men hvis ens forældre er syge, kan det være, at de ikke har så meget overskud til det. Og så kan det tit blive en selv, der kommer til at tage meget ansvar. Det kan lægge et stort pres på ens skuldre. Og i længden, kan det blive rigtig tungt at gå med.

Du skriver også, at du elsker dine forældre højt. Det giver super god mening. For det er helt naturligt at elske sine forældre, selvom det roder derhjemme og de måske ikke har det største overskud. Og ens forældre kan måske også være smadder gode, på alle mulige andre måder, end det rent praktiske. Men mange unge, der har syge forældre, kan godt blive bange for, at andre ikke vil kunne se, deres forældres gode sider. At andre måske kun vil lægge mærke til de ting, der ikke fungerer så godt, og dømme forældrene for det. Og når man elsker nogen, vil man ikke have at andre kigger skævt til dem, eller dømmer dem. Så kan man godt komme til, at gå og gøre en masse ting, for at ingen skal opdage de ting, der måske ikke er helt så godt styr på derhjemme. Er det mon noget du kan genkende?

Venner med hjemme

Det kan være hammer træls ikke at føle, at man kan tage venner med hjem, fordi man ikke vil have at de skal se, hvordan man bor. For så kan det godt komme til at føles som om, at man skal tage en maske på hver gang, man ses med vennerne. Når man gør det, så er man ikke helt sig selv. Og når man ikke kan være helt sig selv med sine venner, så kan det godt give en en følelse af at være ret alene. Og man kan måske både blive ked af det, og frustreret over, at tingene er på den måde. For det er hårdt at gå og skulle opretholde en facade.

Åben op

Du skriver, at du ikke kan tale med nogen, om hvordan du har det, fordi ingen vil kunne forstå dig. Det er hammer svært at have det sådan. Men jeg vil jeg nu alligevel råde dig til, at få fortalt nogen om din situation. For det er ikke okay, at du skal gå med de her ting alene. Og selvom det kan føles helt håbløst, at skulle række ud efter hjælp, og som om man er den eneste i verden, der går igennem de her ting, så ved jeg, at der er hjælp at få derude. 

Tal med en voksen

Så derfor tænker jeg på, om du vil overveje, at fortælle en voksen om, hvordan du har det? Du behøver ikke at lægge ud med at fortælle alt, hvad du går igennem, men måske kan du starte med bare at fortælle en lille ting. For selvom det sommetider kan virke som om, at de voksne lever i en helt anden verden end en selv. Så vil de fleste rigtig gerne prøve at hjælpe en, hvis man taler med dem. Så måske er der en lærer, bedsteforældre, eller en helt tredje, du kunne prøve at tage hul på snakken med. 

De fleste unge, kan synes det er svært at tale med voksne om svære ting. Og det er helt normalt, at man kan synes det er svært. Derfor har Mindhelper også en artikel om, hvordan man kan få åbnet op for snakken. Så den kan du altid prøve at kigge på, hvis du vil.

Åben anonym rådgivning

Det er rigtig vigtigt, at du ikke bliver ved med at have så meget ansvar. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har hørt om Åben anonym rådgivning? Hos Åben anonym rådgivning, sidder der en masse søde og dygtig mennesker, som er der for at hjælpe, hvis der er noget derhjemme, der ikke fungerer så godt. Så hvis ens forældre fx har svært ved at få gjort praktiske ting, så kan det være noget, man kan tale om hos Åben anonym rådgivning. Du kan finde dem ved at google “Åben anonym rådgivning” efterfulgt af din kommunes navn.

Headspace

Et andet sted jeg også tænker kunne være godt for dig at tage fat i, er Headspace. Hos Headspace sidder der nogle rigtig flinke og dygtige frivillige, som altid er klar til at lytte. De er vant til at tale med unge, om alle mulige forskellige slags problemer. Og intet problem er for stort eller småt. De er også godt klar over, at det kan være mega svært at tale om visse ting, og derfor gør de også rigtig meget ud af, at gøre det til en god oplevelse at komme der. Du kan vælge at være anonym, når du kommer i Headspace, så ingen behøver at vide, at du kommer der, hvis du helst vil være fri for det.

Det er hammerhårdt at gå igennem svære ting alene. Derfor håber jeg også meget på, at der er noget i mit svar, du kan bruge. Jeg sender en masse gode tanker din vej og håber, at du vil overveje, at tale med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper