Hej.

Jeg er en pige på 16 år. Resume af året. Den 1 januar 2021, mistede jeg min eneste rigtige ven. Hun prøvede at begå selvmord, men mislykkede. Jeg kunne ikke klare presset mentalt. Det er nu den 13 januar 2022. Mange ting er sket siden. Har været udsat for adskillige overgreb og sexuelle overfald. Blevet voldtaget 3 gange. En af en fremmed, en af en ven og en af en kæreste. Er blevet overgrebet 2 gange. En hvor jeg blev skåret i og raget på og en på arbejde. Jeg blev mobbet ud af den skole jeg gik på efter mit første overfald, da jeg havde nævnt nogle af pigerne var fulde samme aften. Har kæmpet med depression og selvmords tanker det sidste halve år og har følt jeg ikke hører til i den her verden. Jeg har råbt efter hjælp stumt, men ingen har kunne se signalerne. Har haft adskillige psykologer, som jeg har nævnt min selvskade og selvmordstanker, men ingen har tænkt på af hjælpe mig. Intet medicin. Har problemer der hjemme. Bliver tvunget i skole, selvom jeg kun får 2 timer i gennemsnit pr. nat. Nogengange går jeg søvnløs i flere dage. Ser ikke en grund til at leve mere. Overvejer at skære i håndleddene eller tage piller, men er bange for det det slår fejl. Tak. Kh mig❤️

(16 år)


Kære Dig

Det lyder til, at det sidste år har været sindssygt hårdt for dig, og at du har været udsat for nogle rigtig ubehagelig ting. Derfor er jeg også mega glad for, at du rækker ud og skriver herind til os. For det skal du bestemt ikke gå med alene. 

Selvmordstanker

Det lyder til, at det er rigtig svært at være dig lige nu. Og det kan jeg godt forstå, for du har været igennem rigtig meget det seneste år. Du skriver, at du både har mistet din eneste ven, været udsat for overgreb og overfald og har oplevet mobning. Det er alle sammen ting, som kan påvirke en rigtig meget. Derfor tænker jeg også, at det giver rigtig god mening, at du synes, at det hele er hammersvært at være i lige nu. 

Når man har det sådan, kan det godt være svært at se sig ud af det hele, fordi der er så meget som er tungt og trist indeni en. Og så kan selvmordstankerne godt dukke op. Derfor er selvmordstanker også ofte et tegn på, at der er nogle ting inde i en, som er rigtig svære. Og man kan måske føle sig helt fremmed og klemt op i et hjørne, og så kan selvmordstankerne godt dukke op som en vej ud. Men selvmord er ikke løsningen, for selvom det føles som om, at det hele er helt uoverskueligt lige nu, så kan man heldigvis godt få det bedre igen med den rette hjælp.  

Derfor er det også hammergodt at du reagerer på det, og skriver herind til os. Det er nemlig allerede første skridt mod at få hjælp og få det bedre. Så kæmpe skulderklap herfra – det er mega sejt! 

Det at du skriver herind viser også, at du gerne vil have det bedre. Så nu handler det om, at du fortsætter og tager det næste skridt. 

Ræk ud 

Det allerbedste råd, som kan jeg give dig er at række ud. Når man har det svært, er det nemlig det bedste, man kan gøre. Det kan både være med til at lette alle de svære tanker og følelser inde i en, at dele dem med andre. Og samtidig kan den anden person hjælpe en med at få den hjælp, som man har brug for. 

Derfor kommer jeg også til at tænke på, om der er en omkring dig, som du kan dele dine tanker med. Det kan være en i din familie, en lærer eller en helt tredje, som jeg ikke har tænkt på. Det vigtige er nemlig bare, at du ikke går med det helt alene. 

Du skriver, at du stumt har råbt efter hjælp. Og selvom det sommetider kan føles som om, at det stråler ud af en, hvor svært man har det, så er det ikke altid at det er helt tydeligt for andre. Derfor kan det også være en rigtig god ide, fx at sige “jeg har det virkelig svært og tankerne om selvskade og selvmord fylder rigtig meget. Og det vil jeg gerne have noget hjælp til”. For så er det også tydeligt for den anden, hvad det er, man gerne vil have, og hvordan man har det.  

Psykolog

Du skriver også, at du har haft adskillige psykologer, som du har fortalt om sin selvskade og dine selvmordstanker. Og det er mega godt, at du gør det. Men samtidig kan jeg også godt forstå, at det kan føles som et slag i maven, hvis du ikke oplever, at de vil hjælpe dig. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har nævnt for psykologen, hvor meget tankerne fylder hos dig? For de fleste psykologer vil rigtig gerne hjælpe deres klienter. Derfor tænker jeg også, at psykologen måske ikke er klar over, hvor svært du har det for tiden. Og at det derfor også kunne være en rigtig god ide, at du igen fortalte psykologen, hvor meget det fylder hos dig. 

Tag til lægen 

Når man har det rigtig svært, er lægen et rigtig godt sted at søge hjælp. For læger ved rigtig meget om, hvordan kroppen fungerer både udenpå og indeni. Derfor kan de også hjælpe, når man har det svært og kæmper med selvmordstanker og depression. Når jeg læser dit brev synes jeg også, at det lyder til, at du godt kunne tænke dig at få noget hjælp og måske prøve noget medicin. Er det rigtigt forstået? For hvis det er det, så tænker jeg også, at det kunne være en god ide, at du snakkede med lægen om det. Og får fortalt alt det, som du har skrevet herind til os. For så kan lægen også sørge for, at du får den hjælp, som er rigtig for dig. 

Livslinien 

Nogle af dem, som er rigtig gode at snakke med, når man har det rigtig svært og kæmper med selvmordstanker, er de frivillige hos Livslinien. De er vant til at snakke med folk om selvmordstanker og svære følelser. Derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Du kan både ringe til dem, når selvmordstankerne fylder eller, når du bare har brug for at snakke med nogen om, hvordan du har det. For de vil altid gerne lytte. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Så dem kan jeg varmt anbefale dig at tage fat i. 

Psykiatrisk skadestue 

Når jeg læser dit brev, bliver jeg også bekymret for dig. Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at hvis du kan mærke, at det hele bliver lidt for meget, og du får lyst til at reagere på selvmordstankerne, så er det rigtig vigtigt, at du tager fat i psykiatrisk skadestue, for så kan de hjælpe dig. Der findes psykiatriske skadestuer i hele landet, så jeg indsætter en liste over de forskellige herunder. Så kan du finde den, som passer til den region, du bor i. Og du må altid gerne ringe til dem. Hellere tage fat i dem en gang for meget end en gang for lidt. Så skal de nok hjælpe dig. 

  • Region Syddanmark
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Esbjerg: 9944 6700
    Odense: 9944 9140 og 99 44 91 41
  • Region Midtjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    7847 0470
  • Region Nordjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    Aalborg: 9764 3700
  • Region Sjælland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Roskilde: Ring 1818 og tast 3
    Slagelse: Ring 1818 og tast 3
    Vordingborg: Ring 1818 og tast 3
  • Region Hovedstaden
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Glostrup: 3864 0671
    Amager: 3864 1650
    Ballerup: 3864 5003
    København: 3864 7360
    Nordsjælland: 3864 3200
    Bornholm: 3864​ 4050

Det lyder til, at du kæmper med nogle mega svære ting lige nu. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de allervarmeste tanker din vej og håber, at du rækker ud til nogen, og får fortalt, hvordan du har det. Så du kan få noget hjælp, og ikke skal blive ved med at gå og have det så svært.

De bedste hilsner fra en Mindhelper