Hej

Jeg er 13 år gammel og jeg er allerede mentalt udmattet. Jeg er træt. Intet føles virkeligt, det føles som om jeg lever et liv jeg ikke behøver? Jeg går i syvende klasse, efter folkeskole gymnasie, så uni, så uddannelse også måske gift og få børn? Jeg er så træt af konstant at høre på min fremtid, hvem siger jeg gider at have en fremtid?

Nogen kan køre imod mig fuld fart og jeg vil ikke flytte mig, jeg gider ikke at leve. Jeg gider ikke leve et liv hvor jeg konstant er umotiveret, træt. Hver dag er den samme, op om morgenen, skole hjem spise sove og videre. Jeg har ikke løst til at leve. Mit liv føles forkert og jeg hader alt. Jeg er god til alt i skolen, klog, flittig, hjælpsom og alligevel føles alt forkert.

Jeg føler mig bare træt, jeg skader ligeledes på grund af det, fordi jeg håber at en af de gange hvor jeg skær i migselv er det nok til at få mig væk fra det her fucking sted. Jeg har god familie gode venner hvordan har jeg ret til at have det dårligt? Så mange andre har det værre end mig. Alligevel har jeg løst til bare at ende alt og efterlade alt. Jeg gider ikke leve et liv hvor alt bare er falsk, hvor folk forventer jeg har det godt og ved alt.

(13 år)


Kære Du

Det lyder til, at du kæmper med en masse svære ting lige nu. Derfor er jeg også rigtig glad for at du har skrevet herind, og fortalt om det. For du skal ikke gå alene med alt det svære.

Tanker om fremtiden

Du skriver, at du er udmattet og træt af konstant at høre om din fremtid. Når hver dag føles ens og tingene køre på autopilot, kan dagene godt komme til at virke grå og triste. Og så giver det god mening, at svære tanker kan dukke op – for skal resten af mit liv se sådan her ud? Det kan også føles som om, at hele ens liv allerede er planlagt på forhånd: skole, gymnasie, uddannelse, job, børn, osv, osv. Men har jeg overhovedet lyst til det? Og hvad er pointen egentlig?

Det er hårdt at gå rundt med den slags tanker. Og de kan påvirke ens humør og motivation meget. Men du skal vide, at du langt fra er den første unge, som har prøvet, at være træt af livet. Der var f.eks. for ikke så lang tid siden en anden ung, som skrev ind med noget ala det samme. Du kan læse den unges spørgsmål, som handler om, ikke at kunne se pointen med livet.

Hvorfor har jeg det skidt? 

Når jeg læser dit spørgsmål får jeg også fornemmelsen af, at du måske slår dig selv lidt i hovedet med, at du har det svært. At du måske ikke synes, at du burde have det som du har det – For du klare det godt i skolen, har gode venner og familie, og der er andre, som har det værre. Kan det passe?

Når man har det svært er det helt normalt at lede efter en grund. Og måske føles det lidt som om, at hvis ikke der er en grund, så har man ikke lov til at være ked af det eller have det svært. Men alle har ret til at have det svært – også selvom man har gode venner og klarer sig godt.

Selvskade og selvmordstanker

Du skriver også at du selvskader, og at du nogle gange håber på, at det er nok til, at få dig væk fra det her sted. Det gør mig rigtig bekymret at læse. For selvskade og selvmordstanker er for det meste et tegn på, at der er noget inde i en, som er mega svært. Og som man ikke kan se sig ud af. 

Men selvom det kan virke uoverskueligt lige nu, så er det muligt at få det bedre. Nogle gange har man bare brug for en hjælpende hånd. 

Fortæl om det

Derfor er mit allervigtigste råd også, at du skal fortælle en voksen om, hvordan du har det. Det kan være en af dine forældre, en lærer, eller en helt tredje, som du er tryg ved. Jeg ved godt, at det kan være lettere sagt end gjort. Og måske føles det især svært, når man tænker, at ingen forventer, at der er noget galt – for alt virker jo fint på overfladen?

Men derfor er det også så vigtigt at få det gjort alligevel. Og selvom den man taler med måske bliver overrasket, så kan det også være en ret stor lettelse at få sagt tingene højt. For så kan den voksne også støtte og hjælpe.

Du kan læse råd til at tage snakken i Mindhelpers Guide til at tale med forældre om svære ting. Rådene kan også bruges til andre voksne. 

Tag til lægen

Jeg tænker også, at det er en god ide, at du tager et smut op til din læge. Du kan f.eks. spørge en af dine forældre, om de vil tage med – det kan være meget rart, at have en med under armen.

Lægen ved en masse om, hvordan vi mennesker fungerer, både udenpå og indeni. Og derfor kan lægen også finde ud af, om der er noget hjælp, som ville være godt for dig at få.

Livslinien og Psykiatrisk skadestue

Når man har selvmordstanker, så er Livlinien et rigtig godt sted at ringe til. Hos Livslinien arbejder der nemlig nogle rigtig søde rådgivere, som er vant til at tale om svære ting. Derfor gør de også altid deres bedste for at lytte og hjælpe. Og det er bedre at ringe en gang for meget, end en gang for lidt.

Hvis du kan mærke, at tankerne om, ikke at ville være her mere bliver ved med at vokse. Og du får lyst til at handle på dem. Så er det vigtigt at du tager fat i Psykiatrisk skadestue. For de kan hjælpe dig. Du kan se hvilken Psykiatrisk skadestue, som ligger tættest på dig nedenunder:

  • Region Syddanmark
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Esbjerg: 9944 6700
    Odense: 9944 9140 og 99 44 91 41
  • Region Midtjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    7847 0470
  • Region Nordjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    Aalborg: 9764 3700
  • Region Sjælland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Roskilde: Ring 1818 og tast 3
    Slagelse: Ring 1818 og tast 3
    Vordingborg: Ring 1818 og tast 3
  • Region Hovedstaden
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Glostrup: 3864 0671
    Amager: 3864 1650
    Ballerup: 3864 5003
    København: 3864 7360
    Nordsjælland: 3864 3200
    Bornholm: 3864​ 4050

Det er hårdt at være mentalt udmattet og kæmpe med selvmordstanker. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, du kan bruge. Jeg sender en masse gode tanker din vej, og krydser fingre for, at du får talt med nogen om dine tanker. For du fortjener at få det bedre.

De bedste hilsner fra en Mindhelper