Hej.

Jeg har det virklig dårligt, og jeg troede at jeg kunne stole på min lærer, men det kunne jeg ikke. Hun har sagt det til mine forældre, hun har også fortalt dem, at hun mener jeg er for dårlig (psykisk) til at være i skole.

Men jeg kan ikke lide at være hjemme, og det gør virklig ikke noget bedre, og jeg skal også til eksamen lige om lidt, så skal være i skole.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og nu er mine forældre mega bekymret, og jeg har ingen at skakke med, udover mine veninder. Men dem vil jeg ikke bekymre yderligere, de har selv nogle ret slemme problemer.

Jeg er totalt gået i panik, og jeg har ingen lyst til at leve mere…
Hvad skal jeg gøre, for har ikke lyst til at nogle skal vide, hvordan jeg har det, jeg vil ikke være til besvær.

Ved ikke hvordan jeg skal blive glad igen, er virklig langt nede. Jeg har allermest bare lyst til at nægte alt, og sætte en facade op, ligesom før, men denne gang vil jeg ikke lukke nogen ind, overhovedet! Men det har jeg næsten ikke overskud til, og selvmord virker som den nemmeste løsning.
For jeg kan ikke mere, jeg kan virklig ikke mere…

Jeg cutter og slår mig selv, og jeg gider ikke mere. Jeg har ikke længere lyst til at spise, og jeg sover ikke særlig godt. Jeg har intet overskud, og det er virklig svært at koncentere mig om noget. Jeg er ked af det hele tiden, og jeg har ingen ide om hvorfor. Jeg er aldrig glad mere… Hvad skal jeg gøre???

(Pige, 15 år)


Kære pige på 15 år

Det fremgår meget tydeligt af dit brev, at du har det rigtig rigtig skidt. Men hvor er det helt vildt flot, at du har skrevet herind. Det viser, at du gerne vil have det bedre og også gør noget for det. Mit svar kan forhåbentlig hjælpe dig til at søge mere hjælp. Men det vil ikke give dig den tilstrækkelige hjælp. Så det er vigtigt, at du selv tager fat i andre.

Din lærer har sagt det for at hjælpe dig
Det er aldrig sjovt, når man har sagt noget til en anden i fortrolighed, og at de så siger det videre.. Men! Din lærer har kun sagt det til dine forældre af ren bekymring. Hun har kun gjort det for at kunne hjælpe dig. Det er rigtig vigtigt at huske. Hun har altså ikke gjort det for at genere dig. Tværtimod.

Du skriver også, at din lærer har fortalt, at du er for dårlig til at gå i skole. Hvad tænker hun så, at du skal?

Du må gerne være til “besvær”
Jeg lægger mærke til, at du flere gange skriver, at du ikke vil bekymre andre og ikke vil være til besvær. Men du nævner, at du har det rigtig dårligt – og så skal du selvfølgelig have hjælp. Og så er det altså helt okay at være til besvær – faktisk skal du gerne være til besvær! Sådan passer du bedst på dig selv, og dem omkring kan bedst passe på dig også. Og desuden er man ofte slet ikke til besvær. Men det er noget, man kan tænke selv. Mange vil tit gå rigtig langt for dem, de har kær. Især når de har problemer, de slås med.

Er det svært at snakke om?
Du skriver, at du bare gerne vil sætte en facade op, nægte det og ikke lukke andre ind. Er der andre grunde til, at du ikke vil sige det? Er det fordi, du tænker, at du skal kunne klare det selv? Det kan ofte være svært at tage hul på ting, fordi de kan være smertefulde. Og samtidigt kan det være svært at vide, hvad det præcis er, der gør så ondt. Så derfor kan det også være hårdt at dele med andre.

Det er vigtigt, at du taler med andre!
Du nævner, at du skader dig selv, har selvmordstanker, ikke har lyst til at spise og ikke sover særlig godt. Af netop alle de grunde er det rigtig vigtigt, at du tager dine problemer meget seriøst og “tvinger” dig selv til at sige det til nogen.

Du kan kun få den rigtige hjælp, hvis du deler dine problemer med andre. Og det er rigtig vigtigt, at de ved præcis, hvad du bokser med. Så kan de også bedst hjælpe dig. Du har allerede delt dine problemer ved at skrive herind. Nu er næste skridt at sige det til nogen omkring dig – og gerne snart. Det vil jeg virkelig synes, vil være mega sejt af dig! Du vil gøre dig selv en kæmpe tjeneste – og det fortjener du.

Hvem kan du tale med? Hvad kan du gøre?

  • Prøv at snakke med dine forældre
    Du nævner i dit brev, at du ikke har nogle af snakke med. Men jeg synes, det ville være godt, hvis du kunne snakke med dine forældre om det. Nu ved de jo alligevel lidt om dine problemer fra din lærer. Hvis det er svært at sige det højt, kunne du måske vise dem det her brev? Det er ofte nemmere at vise noget, man har skrevet, end at skulle samle mod til at få ordene ud af munden.
  • Hør dine veninder om, de har fået hjælp
    Det er da mega svært, når man har brug for at snakke med sine veninder, men de selv har deres at slås med. Jeg kan godt forstå, at du helst ikke vil bekymre dem med dine problemer. Men jeg tænker, om du ikke alligevel kan snakke lidt med dem. Hvis nogle af dem har fået hjælp til deres problemer, kan de måske fortælle, hvor de har fået hjælp. Og hvad der har virket for dem. Så kan du måske få idéer til, hvad du selv kan gøre ved dine egne problemer. På den måde går du heller ikke sådan ind i dine problemer med dem. Du hører bare om deres erfaring med at få hjælp.
  • Andre hjælpetilbud
    Du kan også tage fat i hjælpetilbud på nettet. Der er fx Børnetelefonen. Selvom det lyder lidt fjollet med deres navn, hjælpe de altså alle unge mellem 8 og 23 år. De er et anonymt tilbud, som hjælper børn og unge med svære problemer. De er altså vant til at snakke om rigtig svære ting. Og du kan både ringe til dem, chatte med dem eller sms’e med dem. Det kan nogle gange være nemmere at snakke med nogen, der ikke kender en. Og det vigtigste for dig er, at du får delt, det du går med og får den hjælp, du har brug for.
  • Du kan også skrive dagbog
    Jeg tænker også, om det ville hjælpe dig at skrive dagbog? Her kan du få ro for dine tanker og oplevelser. Du kan skrive det ned, der har fyldt for dig i løbet af dagen. Det, der er ekstra svært at få ro for, kan du skrive ned i dagbogen.

Jeg håber virkelig, at mit brev har givet dig idéer til, hvad du kan gøre. Og at du har fået mod på at dele dine problemer. Jeg håber, at du får en masse god hjælp snart. Pas godt på dig selv!

De bedste hilsner fra Mindhelper