Kære Mindhelper


Jeg har det lidt svært med mit nye arbejde. Jeg arbejder på et spisested.
Det der går mig på er at jeg ikke kan tage vagter når der er brug for det. Vi har jo en vagtplan, og jeg kommer til alle mine vagter, men når der er brug for folk, får jeg helt ondt i maven, bliver ked af det og har ikke lyst til at tage vagten, selvom jeg ikke skal noget, og så får jeg dårlig samvittighed.
Men jeg kan bare IKKE gøre det, ligemeget hvordan jeg vender og drejer det i mit hoved, kan jeg ikke finde lysten og få det godt i maven.
Jeg tror det hænger sammen med to ting: 1: Arbejdstiden er virkelig noget nyt for mig, fordi det er fra 18-23. Det passer så dårligt, for der ville jeg helst være hjemme sammen med familien. Så det får jeg lidt hjemve af. Derfor arbejder jeg heller ikke lørdag og søndag, for der får jeg for meget hjemve.
2: Der er en jeg arbejder virkelig dårligt sammen med, som er på de vagter, som jeg ikke har lyst til at tage.
Jeg har dog hjulpet med få vagter, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og har ikke lyst til at sige op allerede. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare kan finde ud af det. Lad være med at tænke for meget og bare gøre det

Mvh

(18 år)


Kære Du

Det lyder til, at det med dit arbejdet og vagter fylder en del hos dig. Det kan være virkelig hårdt, når den dårlige samvittighed fylder. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Jeg vil også lige starte med at beklage, at du ikke har fået svar før nu. Vi har haft lidt bøvl med vores system og dit spørgsmål var desværre forsvundet, og derfor har vi først set det nu. 

Den dårlige samvittighed

Det lyder til, at den dårlige samvittighed over ikke at tage ekstra vagter fylder meget hos dig. Det kan være hammerfrustrerende, når man egentlig havde tænkt sig at bruge aftenen på noget andet, men der så pludselig popper en besked ind, om man kan tage en vagt. For sådan en besked kan godt sætte gang i masse tanker, og så kan det måske føles lidt som om, at man burde tage en vagt eller hjælpe til. Og det er lige netop den dårlige samvittighed, som titter frem, når man har det sådan. Det kan være en hammerubegagelig følelse at gå og have, for den kan også sætte gang i masse negative tanker.

Og den følelse kan være svær at slippe, når den først har sat sig i maven. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at du synes, at det er svært, når den dårlige samvittighed fylder. For så kan det også være svært at nyde det, man laver, fordi man hele tiden tænker på arbejdet og vagter. 

Men du kommer til dine vagter, og gør derfor det du skal. Derfor er det også helt okay at sige nej til en ekstra vagt, også selvom man ikke har noget andet planlagt. For du gør det, som du har sagt ja til, da du tog jobbet. 

Arbejdet

Du skriver også, at du har det svært med dit nye arbejde både pga. arbejdstiderne, og fordi der er en anden kollega, som du ikke har det godt med.

Når man ikke tidligere har været vant til at arbejde om aftenen, kan det godt være en stor mundfuld at skulle vænne sig til at være væk fra sin familie om aftenen. Og man kan måske sidde med en følelse af, at man går glip af det, der foregår derhjemme. Det lyder også til, at du er meget glad for din familie og for at være sammen med dem. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du synes, at det er lidt svært at være væk fra dem i aftentimerne. 

Det kan også være træls at arbejde sammen med en, som man ikke har det godt med. For hvis man ikke har det godt sammen med den anden person, kan det også være svært at slappe af, når man er på arbejde. Og så bruger man ekstra meget energi på det, og kan få ondt i maven før man overhovedet er kommet på arbejde. Og sådan skal det ikke være.

Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du måske kan tage nogle af de vagter, hvor den person ikke er der? Så du ikke skal gå og have ondt i maven over at skulle på arbejde. 

Snak med din leder 

Jeg tænker også, at det måske kunne være en god ide, at du snakkede med din leder om, at du arbejder virkelig dårligt sammen med den person. For så kan det være at din leder kan hjælpe jer med at komme til at arbejde bedre sammen. 

De fleste ledere vil også rigtig gerne have, at deres medarbejdere har det godt. Derfor kan det også være en rigtig god ide at snakke med sin leder, når man ikke har det godt på arbejdet. For det kan måske være med til at punktere nogle af dine bekymringer og den dårlige samvittighed. 

Mærk efter 

Du skriver at lige meget, hvor meget du vender og drejer det, så kan du ikke få det at tage ekstra vagter og arbejdet til at føles rigtig i maven.

Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du fik mærket efter, hvad der føles rigtigt for dig. Er det at blive på arbejdet eller er det at stoppe?. Der er nemlig intet af det, som er mere rigtigt end det andet. Så længe det er det, som føles rigtigt for dig. Sommetider kan det være svært helt at mærke, hvad der er rigtigt for en, når man kun har alle tankerne og overvejelserne oppe i hovedet. Derfor kan det også være en god hjælp at lave en liste, hvor man skriver hvad der taler for at blive i jobbet, og hvad der taler imod. For det kan tit gøre det mere overskueligt at få mærket efter. 

Du skriver også, at du ikke har lyst til at sige op allerede. Når man ikke har arbejdet et sted særlig længe, kan det godt føles øv at skulle sige op. Men det er vigtigt for mig at sige, at hvis det ikke føles rigtigt at arbejde der, er det altid okay at sige op. Uanset, hvor længe man har arbejdet der.

Snak med dine forældre

Når man har det svært, kan det være en rigtig god ide at snakke med andre om det. For ofte bliver alt det svære lidt lettere, når man deler det med andre. Derfor tænker jeg også, at det kunne være rigtigt godt, at du snakkede med dine forældre om, hvordan du har det med arbejdet. For dine forældre er måske nogle af de voksne, som er allertættest på dig. Og langt de fleste forældre vil rigtig gerne have, at deres børn har det godt. Derfor tænker jeg også, at dine forældre gerne vil lytte og hjælpe dig med at finde ud af, hvad der er det rigtige for dig at gøre med arbejdet. 

Snak med dine venner 

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har nogle venner, som du kan snakke med? For sommetider kan det være rigtig rart at få luftet sine tanker og bekymringer ud. Det kan også være, at der måske er nogle af dem, som har prøvet at have et arbejde, hvor de bliver spurgt om ekstra vagter. Og som har nogle gode råd til, hvordan de plejer at håndtere det. Og uanset om de har det eller ej, så vil langt de fleste venner rigtig gerne være der for en, når man fortæller dem, at man bøvler med nogle ting. 

Headspace

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du også tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en hel masse søde og rare frivillige, som gerne vil hjælpe og lytte. De frivillige snakker med unge om det, der fylder hos dem. Derfor er der heller intet som er for stort eller småt til Headspace. Det er helt gratis at komme i Headspace og du kan også sagtens være anonym. Så dem kan jeg varmt anbefale dig at tage fat i. 

Det kan være mega hårdt, når man har det svært på arbejdet og er plaget af dårlig samvittighed. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender en masse varme tanker i din retning og håber, at du får mærket efter, hvad der er det rigtige for dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper