Hej Mindhelper
Jeg er en ung kvinde, der altid har sprudlet af god selvtillid. Modelbilleder, massere selfies og lagt ansigt til meget.
Men alt dette, er blevet erstattet af dårlig selvtillid. Jeg ser en uren hud, filtret eller fedtet hår, en grim dobbelthage, asymmetriskt ansigt og bildæk om livet. Jeg ved ikke hvor denne dårlige selvtillid er kommet fra, men den er der. Det er der ingen tvivl om.
Jeg vil gerne have mit gamle billed af mig selv. Min tidligere selvtillid. Min gamle hud. Min gamle stil. Mit sprudlende humør og selvglæde. Den er fucking gone.
Måske er det en del af at blive ældre, og have levet et tungt liv. At man bare ser ældre ud med læderhud, dobbelthage og poser under øjnene.
Og så kan jeg ikke lade vær med at tænke på andre unge kvinder, der har det på samme måde. Det er kraftedme slidende at drage så grimme konklusioner om sig selv. Især når det ikke hjælper noget at hele verden skriger det modsatte til én.
(Pige, 20 år)
Hej Pige på 20 år
Det lyder til at der er med selvbillede og selvtillid, fylder rigtig meget hos dig. Det kan være rigtig svært at gå rundt og have det sådan. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind til os og delt dine tanker.
Tanker bliver farvet af ens humør
Når jeg læser dit brev, kommer jeg til at tænke på, om der er sket en forandring i dit liv, siden der er sket en ændring i dit syn på sig selv? For hvis der er det, er det helt naturligt, at man bliver påvirket af det. Det er nemlig sådan med os mennesker, at vores humør rigtig ofte kommer til at farve vores tanker. Så hvis man står i en situation, hvor man af den ene eller anden grund synes, at tingene er lidt træls, så kan det godt komme til at påvirke den måde, som man tænker om sig selv.
Du kan prøve, at tænke på det lidt ligesom et par briller. Hvis man er i dårligt humør, så er det lidt ligesom at have et par briller på, som forværrer det hele. Og vores hjerner er rigtig meget vanedyr, så hvis man i noget tid har gået med de negative briller, så begynder hjernen helt automatisk også at lede efter negative ting, og man glemmer måske helt at se alle det positive ting ved sig selv. Men heldigvis kan man godt træne sin hjerne i at tænke anderledes, så de negative tanker ikke fylder så meget. En af måderne som man kan gøre det på, er ved at øve sig i at udfordre de negative tanker om sig selv.
Vi er meget mere end vores udseende
Det er sådan med os mennesker, at vi godt kan komme til at fokusere rigtig meget på vores udseende. Og når man gør det, kan man også sommetider komme til at ligge et rigtig stort pres på sig selv. Det kan være, at man forventer, at håret skal sidde perfekt eller hele ens dag bliver ødelagt af den bums som titter frem i panden. Men ofte er vi selv vores egen største kritiker, og andre ser måske slet ikke den bums eller at håret ikke sidder perfekt.
Når man hele tiden fokuserer på alle fejlene ved ens udseende, så slider det rigtig meget på ens energi og humør. Derfor er det også vigtigt at huske, at vi mennesker er meget mere end vores udseende. Det kan være, at man er en god veninde, hjælpsom eller noget helt tredje. Og det er man uanset, om man har en mega træls bums eller ej.
Derfor kan det også være en rigtig god ide at øve sig i, at blive mindre kritisk over for sig selv, og den måde man ser ud på. Og lige netop det, kan du læse meget mere om i artiklen om, at slutte fred med sit udseende og sin krop.
Snak med nogen om det
Når man går med en masse svære tanker, er det en rigtig god ide at snakke med nogen om, hvordan man har det. Det er nemlig alt for tungt, at gå rundt med alle de tanker helt alene.
Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har nogle gode veninder, som du kan snakke med det om? Oplevelsen af at der er måske er nogle ting ved en selv, som man ikke er helt tilfredse med, er nemlig en følelse som rigtig mange unge er stødt på. Derfor tænker jeg også, at der måske er nogle af dine veninder, som har prøvet at have det på samme måde. Og så kan det måske være, at I kan snakke lidt om det og måske også om, hvad de gør, når de negative tanker kommer og banker på.
Tag fat i Headspace
Du kan også tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en hel masse søde og rare frivillige klar til at lytte. Det er helt gratis at komme i Headspace, og du kan også sagtens være anonym. Lige nu tilbyder de også videosamtaler, hvis du synes at det er rarere. De frivillige er vant til at snakke med unge, som kæmper med selvtilliden. Derfor gør de også altid deres allerbedste for, at det foregår på en måde som er rar for dig.
Jeg håber, at der er noget i mit svar som var hjælpsomt. Jeg sender en masse varme tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper