Hej, jeg er lige blivet diagnoseret med OCD, og skal begynde på medicin i morgen.
Men, jeg føler at jeg måske ik har det, og det giver mig sygt dårlig samvittighed. Ved godt det også er et symptom, men jeg har virkelig brug for at være helt sikker på at jeg ikke lyver.
Jeg har ikke de der tvangshandlinger hvor man tæller ting og vasker hænder og sårn noget. Og nu hvor jeg tænker over det er tvangstankerne heller ik så slemme igen.
Måske har min psykiater taget fejl? Har selv prøvet at tage tests de sidste par dage, men det er blevet vildt uoverskueligt. Sidste gang jeg nævnte jeg var i tvivl forklarede han det var min OCD, men jeg er virkelig ikke sikker, er ved at blive sindsyg
Nogen ideer til hvad jeg kan gøre, og tusind tak for at læse det her.

(Pige, 17 år)


Kære du,

Hvor er jeg glad for, at du lytter til din tvivl og skriver herind til os.  

For det kan være utroligt ubehageligt at gå alene med så meget tvivl og frustration. Jeg håber, jeg kan hjælpe dig på vej! 

Det giver totalt god mening! 

Jeg kan virkelig godt forstå, at du bliver usikker på, om du skal starte på medicinen, når du også er usikker på, om det er den rigtige diagnose, som du har fået stillet.  

Sådan tror jeg også, jeg ville have det.  

Og jeg synes, det er virkelig stærkt gået, at du skriver til os og rækker ud efter hjælp, så du ikke skal gå med din tvivl alene. 

Medicin kan føles som en stor beslutning 

Jeg kommer til at tænke på noget, når jeg læser dit spørgsmål. Måske kan du genkende det, men det kan også være, du ikke kan.  

Og det er, at tvivl jo giver super god mening, når man skal til at starte på noget medicin.  

For når man tager noget medicin, så vil man jo gerne have, at det hjælper en, med det problem man nu har.  

Helt på samme måde, som at man kun ville tage antibiotika, hvis man havde en infektion.  

Og på samme måde kan jeg virkelig godt forstå, at du selvfølgelig gerne vil have hjælp til dit problem. Men derfor kan jeg også godt forstå, at du bliver i tvivl, hvis du faktisk ikke er sikker på, at det er OCD du har.  

Tal med din psykiater igen  

Jeg tænker, at det ville give rigtig god mening, hvis du kan tage fat i din psykiater igen og få en god snak.  

For du skal selvfølgelig ikke starte på medicin, hvis det ikke føles rigtigt.  

Hvis du er lidt i tvivl om, hvad du skal sige til din psykiater, så synes jeg egentlig godt, at du kan vise dem dit spørgsmål her til os.  

For jeg synes, du sætter helt vildt godt ord på, hvilke tanker og følelser der går igennem dig for tiden. Jeg synes i hvert fald, at det du skriver giver super god mening.  

Måske kan det hjælpe din psykiater til at forstå dig bedre, og så kan I have en god samtale ud fra det. 

Tag fat i Psykiatrifonden 

Og en organisation jeg lige vil fortælle dig om, er Psykiatrifonden.  

De er nemlig en organisation som tilbyder vejledning til personer, der har spørgsmål til psykiske lidelser, fx OCD.  

Og jeg tænker, at de måske også kunne være gode for dig at snakke med. For det kan være de også kan give dig nogle gode råd og perspektiver.  

Du kan både chatte med dem eller ringe til dem og tale med deres super dygtige og søde rådgivere! 

Tal med dine forældre om det 

Og så kommer jeg også til at tænke på, om du har talt med dine forældre, eller en anden voksen du stoler på, om alle de her tanker? 

For jeg kender virkelig godt det der med at gå alene med svære tanker, og det kan altså bare være sindssygt hårdt.  

Så derfor håber jeg, at du har nogen omkring dig, som du kan snakke med om det? 

Og ellers tænker jeg i hvert fald, det kunne være en rigtig god idé, hvis du rakte ud til en voksen. I vores artikel om at snakke med sine forældre om svære ting kan du læse mere om, hvordan du kan gribe det an, hvis du er i tvivl.  

Pas på med test på nettet 

Her på falderebet vil jeg også lige fortælle dig, at det kan være en god idé at passe lidt på med de test man kan finde på nettet. 

For det er vigtigt at huske, at psykiske lidelser er komplekse og meget individuelle. Og derfor kan en test på nettet heller ikke sige, om man har en diagnose eller ej.  

Faktisk giver de der test på nettet tit mere tvivl, end de gavner, og de er sjældent lavet på et videnskabeligt grundlag.  

Så jeg godt kan forstå, hvis de har gjort dig forvirret. Sådan er der rigtig mange der føler, når de har taget sådan nogle test.  

Men derfor er det også vigtigt, at du får talt med din psykiater igen.  

Jeg håber, at I sammen kan finde en god løsning, som passer til dig. Og jeg sender dig en masse god energi og hepper på dig hele vejen! 

Mange tanker fra Stephanie