Jeg har skåret i mig selv i et stykke tid. Min mor, min lærer og min læge ved det. Men jeg vil ikke have, at de ved det. Jeg vil bare gerne dø.
Her er lige hele min historie så hæng på
Det startede med at jeg i madkundskab tabte et glas så det gik i stykker og stjal et af glasskårene. Da vi havde frikvarter skar jeg mig selv i hånden med det så det begyndte at bløde. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre så jeg sagde det til en af mine venner der også har skåret i sig selv. Vi gik ind på badeværelset og fik tørret det værste af blodet af. Hun ville åbenbart have at jeg skulle have plaster på så hun hentede en voksen uden jeg vidste det. Heldigvis da den voksne kom skulle hun til tandlægen eller noget og jeg fik sagt at jeg ikke havde brug for et plaster. Jeg ville ikke have at nogen skulle vide det men valgte alligevel at sige det til min bedste ven også. Næste dag gik jeg med trøjen ned over hånden så man ikke kunne se det men min dansklærer havde alligevel opdaget det så hun tog mig med ind til en samtale. Jeg ville helst ikke sige noget fordi jeg ikke rigtig havde en grund til at skære i mig selv. Hun besluttede så (også uden at spørge mig først) at sige det til mine forældre som så skulle til et møde på skolen nogle dage efter for at få det at vide. Da de var kommet hjem fra mødet ville de gerne snakke med mig om det men jeg havde stadig ikke noget at sige fordi jeg ikke havde nogen grund til at gøre det.
Der gik lang tid hvor jeg ikke skar i mig selv men hvor jeg begyndte at blive mere og mere trist. Ved ikke helt hvorfor for jeg havde altid nogen at være sammen med.
Min lærer havde besluttet at jeg skulle hen til noget der hedder “voks værk” (ved ikke om jeg staver det rigtigt) fordi jeg har noget med at være meget genert, ikke at kunne lide at fremlægge og hun kunne se at jeg lukkede mig mere og mere ind i mig selv.
Der var et intro møde før vi skulle der hen og jeg var mega spændt på hvordan det ville komme til at gå.
Første dag vi var der blev jeg så venner med en. Vi hjalp hinanden gennem ugen.
Der gik lidt tid efter hvor jeg begyndte at blive mere og mere stresset over lektier og skole. Så var der igen en der smadrede et glas i madkundskab hvor jeg stjal et glasskår (igen).
Da jeg kom hjem prøvede jeg at skære mig selv i armen med glasskåret men der skete ikke rigtig noget så jeg valgte at gøre det med en kniv i stedet. Jeg ville bare gerne have noget der kunne få mig til at tænke på noget andet end alle de lektier vi havde for. Det hjalp ret meget så jeg blev ved og det blev lidt noget jeg gjorde dagligt.
Efter næsten et år hvor jeg havde skåret i mig selv uden at sige det til nogen var jeg begyndt virkelig at være ked af det hele tiden, tænke dårligt om mig selv og tænke at livet ikke er værd at leve mere.
Jeg besluttede så at sige det til min dansklærer hvor vi så begyndte at snakke sammen men det hele blev bare værre. Hun sagde at det nok ville være en god ide at sige det til min mor og at hun nok skulle hjælpe mig med det.
Vi fik det så sagt og så havde de aftalt at mig og min mor skulle bestille en tid ved lægen.
Jeg var ret bange for at komme ind til lægen (ved ikke helt hvorfor) men det gik okay. Lægen sagde at jeg nok kunne have en depression og at jeg skulle komme der flere gange.
Undskyld hvis det var lidt langt og forvirrende men havde bare lige brug for at få det ud.
Sagen er den at jeg fortryder at jeg skal til lægen, jeg fortryder at jeg har sagt det til min mor og jeg fortryder at jeg har sagt det til min lærer. Jeg vil bare gerne have at ingen skal vide hvad jeg gør og tænker. Jeg vil bare gerne dø så jeg ikke er til besvær mere og jeg vil have at alle glemmer mig.
Hvad skal jeg gøre??
(Pige, 14 år)
Kære du
Der er vist ingen tvivl om, at du har det rigtig rigtig skidt. Derfor er det også rigtig godt, at du har skrevet herind og delt det dine problemer. Det betyder, at du søger hjælp. Og det er hammervigtigt. Virkelig sejt af dig!
Du skal have nogle roser
Jeg vil lige starte mit svar til dig med at rose dig. Det er helt vildt godt, at du har snakket med dine veninder om det her. Det fortæller mig, at du gerne vil dele det med nogen. At du gerne vil have hjælp. Det er flot, at du valgt at snakke med din lærer, og at du er taget til lægen med din mor. Det er så godt! Virkelig! Det må du endelig huske.
En anden ting jeg er rigtig glad for at læse er, at det lader til, at du har gode mennesker omkring dig. Mennesker, der ønsker dig det allerbedste. Som er villige til at hjælpe dig, så du kan få det bedre. Sådanne mennesker er guld værd. De kan ikke undværes. Og hvor er det også skønt, at du er blevet gode venner med en fra det der, du skulle hen til. Så føler man sig knap så meget alene. Selvom det er helt nyt for en.
Det gør ondt indeni
Du skriver, at du ikke har nogen grund til at skære i dig selv. Men nogle gange kan det godt være en diffus følelse, der gør, at man cutter. Men uanset hvad, betyder det, at du har ondt indeni. Og det skal du ikke gå alene med. Heller ikke selvom, det er det, du allerhelst har lyst til. Det er vigtigt, at vi deler det, der fylder, med andre, når vi har det skidt.
Når man har det svært, ligesom du har det nu, er det ikke unormalt, at man får tanker om gerne at ville dø. Måske endda selvmordstanker. Ligesom når man skærer i sig selv, er det et tegn på, at man har det hårdt. At der er noget, der er rigtig svært at være i lige nu. Og det vil man egentlig bare gerne have til at stoppe. Og lige pludselig virker døden som en vej ud af problemerne. Men det er sjældent den bedste vej ud. Folk omkring dig ønsker dig i livet. De ønsker dig det bedste. Og de kommer aldrig til at glemme dig. Tværtimod.
Tag imod hjælpen
Du skriver, at du bare gerne vil have, at ingen ved, hvad du gør og tænker. Og det kan jeg sagtens følge. Det kan føles mere rart og trygt, at der ikke er nogen, der ved noget. Men det er rigtig skidt i det lange løb. Man kan komme til at isolere sig mere. Man kan få det endnu dårligere. Og det kan betyde, at det er sværere at få det godt igen. Og selvom du skriver, at du bare gerne vil dø, tror jeg på, at du allerhelst vil have det godt igen, så du kan få lysten til at leve tilbage. Og ved du hvad? Det kan godt lade sig gøre. Du kan godt få det godt igen. Men det kræver, at der er andre, der ved, hvordan du har det. Og at du tager imod den hjælp, de kan give dig.
Hvem skal du snakke med?
Nu har jeg lige skrevet, at det er vigtigt, at andre ved, hvordan du har det. Jeg ved, at din mor, din lærer, din læge og nogle veninder ved, hvordan du har det. Det er rigtig rigtig godt! Og håber jeg, at du bliver ved med at snakke med. Også selvom du faktisk fortryder, at du har sagt noget til dem. Men det er så vigtigt, at dem omkring dig ved, hvad der sker indeni dig. Men nogle gange kan det være nemmere at snakke med nogen, der ikke kender en personligt. Og hvem kan det så være? Det kan du se her nedenunder. Fælles for dem alle er, at du får gratis hjælp, og at du kan være anonym, hvis du vil.
- Livslinien
Jeg kommer med Livslinien som et forslag, fordi du skriver, at du bare gerne vil dø. Derfor er det vigtigt for mig at sørge for, at du kender til Livslinien. Det er et tilbud, hvor man kan tage kontakt, hvis man bokser med tanker om selvmord. De, der sidder inde på Livslinien, er super dygtige. Og de er vant til at snakke om selvmordstanker. Så de ved, hvad de skal sige, og hvad de skal råde til. Derfor synes jeg, at du skal tage kontakt til dem og høre, hvad de siger. - Børnetelefonen
Når man har det svært, er det oplagt at tage kontakt til Børnetelefonen. Her sidder der rådgivere klar til at snakke om, hvad der præcis fylder for dig. Så her kan du sagtens fortælle om både dine tanker om at dø, om din selvskade, der fylder for dig og om at fortryde at have fortalt det til dem omkring dig. - Headspace
Et andet tilbud, hvor man kan snakke om alt, er Headspace. Du kan ringe, chatte og snakke med dem fra Headspace. Det vil sige, at du altså også har muligheden for at komme ind i et af centrene og tale med rådgiverne ansigt-til-ansigt. Det, er der nogle, der synes, er rigtig rart. Måske kan det også være det for dig? - LMS
Til sidst nævner jeg LMS, som et sted du kan tage kontakt til. Det gør jeg, fordi de er eksperter inden for blandt andet selvskade. Det betyder, at dem, du får kontakt til, er hammerdygtige og ved en masse om lige præcis det, du bokser med. Derfor er det også rigtig godt at høre, hvad de har at sige. Måske ligger de inde med nogle råd, som du kan bruge?
Jeg håber inderligt, at mit svar har kunnet hjælpe dig. Du skal have det bedre. Og du skal få alt den hjælp, du kan. Jeg tror på, at du kan få det bedre. Pas godt på dig selv, kære du.
De allervarmeste hilsner fra en Mindhelper
