Hejsa
jeg er en pige, der har heftige temperament problemer.. jeg bliver ikke bare vred ud af det blå, men på grund af grænseoverskridelser og andre sager fra omgivelserne. Jeg føler tit jeg ikke bliver hørt og ignoreret, hvilket får mig til at tænke hvor vigtig jeg er i denne verden? og om folk egentlig kan lide mig? Jeg har lagret alle mine tanker inde i mig selv, fordi jeg virkelig ikke stoler på nogle og generelt ikke ved hvem jeg skal fortælle det til. Det er også svært når man føler at man heller ikke bliver hørt… Mange mennesker siger hele tiden at jeg råber når jeg snakker eller at min stemmetone er høj, men det er jeg virkelig ikke klar over, da jeg gennem min barndom er blevet vant til at folk ikke lytter, så min stemme er automatisk blevet høj, da min hjerne trorat ved at min stemme er høj og tung vil jeg blive hørt….
Hvor finder jeg mi glæde?
(Pige, 15 år)
Kære Pige på 15 år
Det lyder som om, der faktisk er en masse svære tanker og følelser, der fylder for dig for tiden. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker
Det er normalt at blive vred
Det lyder som om, du synes, at det er svært for dig at være vred, fordi du har svært ved at styre det. Er det rigtigt forstået? Vrede kan være en svær følelse. For det kan virkeligt bare eksplodere inde i en, når man bliver vred. Og så kan det være svært at styre vreden. Det kan være super hårdt, hvis man får sagt eller gjort nogle ting, som man fortryder, når man ikke længere er vred. Men jeg kan heller ikke lade være med at lægge mærke til, at du skriver, at der faktisk er en grund til det, når du bliver vred. For du bliver vred, når folk for eksempel er grænseoverskridende over for dig.
Og der er det virkeligt vigtigt for mig at skrive til dig, at det er helt normalt. For det er faktisk den funktion, som vrede har. Den skal hjælpe en med at få sagt fra, når der er nogen, der overskrider ens grænser. Det er nemlig ikke særligt rart, og det skal folk have at vide. Så når vreden kommer, forsøger den faktisk bare at beskytte dig imod, at folk overtræder dine grænser. Men derfor er det selvfølgeligt stadig vigtigt, at vreden ikke kommer til at løbe af med dig, så du får gjort noget, som du fortryder.
Et af de helt gamle tricks mod vrede kender du sikkert godt. Det er nemlig det trick, der handler om lige at stoppe op og tælle til 10, når du kan mærke, at vreden begynder at boble inden i dig, og du får lyst til at gøre noget. På den måde får du nemlig tid til både at stoppe op og køle lidt af. Og så bliver det tit lidt nemmere at få tænkt en ekstra gang over, om det nu er smart at reagere sådan, som du har mest har lyst til. Hvis du har lyst til det, kan du også kigge på vores artikel med gode råd til dig, der bliver alt for vred. Måske er der også nogle gode råd i den, som du kan bruge?
Fortæl det til dem
Du skriver, at du er blevet vant til at snakke højt, fordi du tit føler dig overhørt og ignoreret. Og det tænker jeg giver så god mening. For det er nogle rigtigt hårde følelser både at føle sig overhørt og ignoreret. Vi mennesker er nemlig sociale dyr. Så vi har brug for at føle os set og hørt af folk omkring os. Det kommer fra dengang, vi stadig boede på savannen, hvor det var farligt ikke at være en del af en gruppe. Hvis man vandrede alene rundt på savannen, var der nemlig meget større risiko for at blive spist af en løve. Det er derfor, vi stadigvæk vil gøre rigtigt meget i dag for at blive set og hørt af gruppen, når vi føler os udenfor.
Jeg kommer til at tænke på, om du har prøvet at fortælle folk, at det er fordi, du føle dig overhørt, når du snakker højt? Jeg ved godt, at det kan være super svært at skulle sige højt. Men det er ikke sikkert, at folk overhører dig med vilje. Måske er de bare lige blevet så opslugt af en samtale, de var i gang med, at de har glemt, at der er andre omkring dem. Eller måske tror de faktisk, at de lytter til, hvad du siger uden, at de måske gør det. Og hvis ikke de ved, at du ikke føler dig lyttet til eller hørt, så kan de heller ikke gøre noget ved det. Derfor kan det måske hjælpe dig at sige det højt ind imellem, når du føler dig overset.
Snak med nogen om det
Det lyder som en super hård tanke, du får, når du kommer til at tænke over, om du overhovedet er vigtig i verden. For vi har alle sammen brug for at føle, at vi er vigtige for nogen eller noget. Men jeg tænker også, at det er en tanke, der er meget normal at få, når man har det svært. Det er i hvert fald noget, som jeg hører mange unge, der har det lidt lige som dig sige. Men jeg tænker, at du er vigtig i den her verden. Jeg tænker nemlig, at vi alle sammen er lige vigtige. Og jeg tænker også, at der nok er nogen, der ville blive rigtigt ked af det, hvis du lige pludseligt ikke var her mere.
Det lyder ikke som om, du har snakket med nogen om, hvordan du har det, fordi du har svært ved at stole på folk omkring dig. Og jeg kan godt forstå, det kan være svært for dig at få snakket med nogen så. Men det er super vigtigt, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. For det lyder som om, du har det ret svært for tiden. Og der er ikke nogen, der kan eller skal klare sig igennem de svære perioder i livet helt alene. Derfor kommer jeg til at tænke på, om der mon er en voksen i nærheden, som du stoler lidt mere på end alle de andre? Og som du tror, det ville være lidt nemmere at snakke med end alle de andre?
Hvis der er en, der popper op i hovedet på dig, så synes jeg, at du skal prøve snakke med dem. Det kunne for eksempel være en af dine forældre. Jeg tænker i hvert fald, at de fleste forældre holder rigtigt meget af sine børn. Og vil gøre alt, hvad de kan for at hjælpe, når de har det svært. Men det kan også være, der er en rigtigt sød lærer på din skole, det ville være nemmere for dig at starte med at snakke med. Eller måske en rigtigt sød onkel eller tante. Så kan du også sagtens gøre det. Det vigtigste er ikke så meget, hvem du snakker med. Det vigtigste er, at du får snakket med nogen.
Tag fat i Headspace
Hvis der ikke er nogen i nærheden af dig, du kan snakke med. Eller hvis det er nemmere for dig at snakke med nogen, som du ikke kender, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig nogle søde og dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Og du kan snakke med dem om alt, hvad der fylder for dig. Hos Headspace er der nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at snakke om. De frivillige rådgivere er der for at lytte til dig. Og de skal nok gøre alt, hvad de overhovedet kan for, at du føler dig hørt og lyttet til hos dem. Du kan være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. Sådan så du ikke skal gå med alle de her svære tanker og følelser alene. Og så du kan få noget hjælp til at få det bedre.
De bedste hilsner fra en Mindhelper