Hej

jeg er en dreng på 19.
Generelt i hverdagen er jeg meget irritabel, selv de mindste ting, som at en person jeg ikke kender kigger på mig, kan gøre mig irriteret og når jeg tænker over det giver det ikke nogen mening, men det sker alligevel.
Jeg synes det skader min hverdag og livsglæde at jeg bliver så irriteret så let, hvad kan grunden være for det?

(19 år)


Hej Dreng på 19 år

Det lyder til, at det her med, at du er meget irritabel fylder rigtig meget hos dig. Det kan være mega hårdt at gå og føle sig irriteret hele tiden. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.

Der kan være mange grunde til, at man oplever at være mere irritabel 

Det kan være rigtig svært og frustrerende at gå og føle sig irritabel. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at du synes, at det er rigtig træls og skader din hverdag. Når man hele tiden er meget irritabel og bliver irriteret over mange ting, så sluger det rigtig meget af ens energi. Og så kan man godt komme til at føle, at det skader ens livsglæde, fordi man måske ikke har samme overskud til at lave ting, som man nyder, og fordi ens opmærksomhed måske hurtigt bliver ledt hen på alt det, der irriterer frem for alt det som er godt i ens liv. Er det mon noget, du kan genkende? 

Hvis det er det, så skal du vide, at det er helt normalt at have perioder, hvor man er lidt mere irritabel og hurtigere bliver påvirket af de trælse ting omkring en. Det kan være hammerhårdt, at være ramlet ind i sådan en periode. Men det er en del af livet, som langt de fleste mennesker støder ind i fra tid til anden. Og der kan være rigtig mange grunde til, at man har det sådan. Det kan eksempelvis være, at man måske har haft rigtig meget at se til, og derfor føler sig stresset. Det kan også være at man kæmper med angst eller ikke får nok søvn. Derfor kan jeg desværre heller ikke svare dig helt præcist på, hvad der ligger til grund for, at du har det sådan. Men jeg kan give dig nogle råd, som måske kan hjælpe dig med at komme nærmere, hvad det kan være. 

Følger der nogle tanker med irritationen? 

Jeg kommer til at tænke på, om der er nogle tanker som følger med irritationen. For sommetider kan det at blive opmærksom på de tanker som popper frem, hjælpe en med at find ud af, hvad der måske ligger til grund for ens irritation. Så hvis du har lyst, kan du prøve at lægge mærke til, hvilke tanker der opstår, når du kan mærke irritationen popper frem og bobler i kroppen. Du kan også skrive dem ned på en seddel eller på din telefon. For det kan sommetider hjælpe med at gøre det overskueligt, at se om der er nogle bestemte tanker som fylder meget, når du er irriteret. 

Du kan også tage et kig på vores artikel Bliver du alt for vred? Få 11 gode råd til at styre dit temperament. I den står der nemlig en masse gode råd til at få mere ro og glæde. Og selvom det er irritation, som fylder meget hos dig, tænker jeg, at der måske stadig er nogle af rådene, som også kan hjælpe dig? 

Snak med nogen 

Jeg tænker også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med nogen om, hvordan du har det. Det kan nemlig være rigtig hårdt at gå med en masse tanker og frustrationer helt alene. Derfor kan det også være en rigtig god ide, at dele dem med andre, for så oplever de fleste, at de ikke fylder helt lige så meget. Samtidig kan det også hjælpe en selv med at komme nærmere, hvad irritationen handler om. 

Jeg kommer derfor til at tænke på, om du har nogle venner, som du kan snakke med det om? Den der oplevelse af at være ekstra irritabel tror jeg, at langt de fleste unge kender til. Derfor tænker jeg også, at der måske er nogle af dine venner, som også har prøvet at have det sådan. Så kan det være, at I kan snakke lidt om det og om, hvad de gør når irritationen popper frem. Og uanset om dine venner kender til det eller ej, så vil langt de fleste venner rigtig gerne hjælpe og lytte, hvis man fortæller dem, at man bøvler med nogle svære ting. 

Headspace 

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan jeg også anbefale dig at tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en hel masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. Det kan også være, at det at snakke med nogle helt andre, kan hjælpe dig med komme nærmere, hvad der ligger til grund for din irritabilitet. Det er helt gratis at komme i Headspace, og du kan også sagtens være anonym, hvis du synes at det er rarere. 

Det kan være rigtig svært at gå og føle sig ekstra irritabel. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper