Hvornår er det slemt nok til, at jeg kan ringe til psykiatrisk skadestue?

Det lyder som om, du har en hel del at kæmpe med lige for tiden. Så jeg er bare så glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er et tegn på, at du rækker ud efter hjælp. Og det er det første skridt på vej mod at få det bedre. 

Du er ikke alene

Når man har helt vildt mange ting at slås med, ligesom du har, så er det normalt, at man kan få selvmordstanker. Fordi det bare kan gøre så ondt, at man måske slet ikke kan forestille sig, at man nogensinde kan få det godt igen. Og så kan døden komme til at virke som den eneste udvej. Men det er det ikke. Der er rigtigt mange andre muligheder for, at du kan få det godt igen. Og du har skrevet herind og bedt om hjælp. Ligesom du har fortalt dine behandlere, at du kæmper med de her selvmordstanker. Det tænker jeg er fordi, der er en del af dig, der tror på, at du godt kan få det bedre igen. Men at det lige nu kan være rigtigt svært at holde fast i, fordi det hele bare gør mega ondt. 

Men du skal holde fast i den del, der har skrevet herind og rakt ud efter hjælp. For du er langt fra alene om at kæmpe med selvmordstanker. Det er der rigtigt mange, der gør. Og der er heldigvis også rigtigt mange, der har kæmpet med selvmordstanker, som har fået det godt igen. Men det giver virkeligt god mening, at det er hårdt at være dig lige nu. For en spiseforstyrrelse er en benhård modstander at kæmpe imod. Men du kan godt vinde kampen. Det tror jeg på. 

Hellere en gang for meget

Du skriver, at du er lidt i tvivl om, hvad der skal til for, at man kan ringe til psykiatrisk akutmodtagelse. Og sådan tror jeg, at der er rigtigt mange, der har det svært, der har det. For hvis man har haft det virkeligt svært længe, så kan man måske godt lidt glemme, hvordan det er at havde det godt. Fordi man er blevet lidt vant til, at livet bare gør vanvittigt ondt hele tiden. Og så kan det godt blive svært at gennemskue, hvornår livet så gør ondt nok til, at man kan tage fat i psykiatrisk akutmodtagelse.

Det korte svar er, at du altid kan tage fat i psykiatrisk akutmodtagelse, hvis du føler, at du har brug for det. For eksempel fordi du bliver bange for, om du kunne komme til at tage dit eget liv. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. Og man behøver ikke have det så dårligt, at man skal indlægges for at kunne tage fat i psykiatrisk skadestue. Man kan også sagtens tage fat i dem, hvis man føler, at det hele brænder på lige nu. Og man har brug for at blive beroliget og talt lidt ned. Det er jo heller ikke altid, at man ringer til den almindelige skadestue for at blive indlagt. Nogle gange ringer man til skadestuen, fordi man har nogle symptomer, d som kan være alvorlige, men som også kan være helt alvorlige. Og som man har brug for at få tjekket, så der kan blive gjort noget ved det hurtigt, hvis der er brug for det. Det er det samme med den psykiatriske akutmodtagelse.

Og så tænker jeg, når jeg læser dit brev, at hvis ikke du har det svært nok til at kunne tage fat i psykiatrisk akutmodtagelse, så er der godt nok ikke mange, der kan tage fat i dem. For der er ingen tvivl om, at du har det hammersvært. Og de her selvmordstanker og selvmordsplaner fylder jo faktisk så meget for dig, at du nogle gange er tæt på at reagere på dem. Og så kan du sagtens tage fat i psykiatrisk skadestue. For det er lige præcis det, de blandt andet er der for at hjælpe med. Og som jeg startede med at skrive: du skal hellere tage fat i dem en gang for meget end en gang for lidt.

Er der nogen andre, du kan snakke med?

Jeg kommer også til at tænke på, om der mon er nogle andre omkring dig, du kan tage fat i og snakke med, når du får de her selvmordstanker? For selvmordstanker er bare så tunge at gå rundt med alene. Det ville være for tungt for selv den stærkeste mand i verden at klare det. Derfor ville det være så godt, hvis der var nogle rundt omkring dig, som du kunne tage fat i, når de her selvmordstanker dukker op. Så du kan få lidt luft for nogle af de her tanker. Og så der også er nogle rundt omkring dig, som kan støtte dig og passe på dig, når det føles som om, det hele er alt for meget.

Jeg tænker for eksempel på, om du mon ville kunne snakke med dine forældre? Når man har det helt vildt svært, kan man godt nogle gange have lyst til at lade være med at snakke med sin familie, fordi man gerne vil passe på dem og skærme dem fra for meget bekymringer. Men de fleste mennesker bliver faktisk endnu mere bekymrede af, at man ikke fortæller dem noget. For så ved de jo ikke, hvordan man har det, og så kan alle deres værste tanker bare få lov til at få frit løb. Så de fleste bliver faktisk rigtigt glade for, at man kommer til dem, når man har det svært. For så ved de, at man siger til, hvis man har brug for deres hjælp og støtte. Og det er beroligende for rigtigt mange at vide.

Men hvis ikke dur at snakke med dine forældre. Eller der er nogle andre omkring dig, du er mere tryg ved at snakke med, så skal du endelig bare tage fat i dem. I virkeligheden er det nemlig ikke så vigtigt, hvem du snakker med, hvis bare der er nogle rundt omkring dig, som du er tryg ved at tage fat i, når de her selvmordstanker bliver for meget.

Tag fat i Livslinien

Du kan også tage fat i Livslinien, hvis du føler, at dine selvmordstanker er alt for meget for dig, og der ikke er nogen i nærheden af dig, som du kan snakke med. Du behøver ikke at vide, hvor slemme dine selvmordstanker er for at tage fat i Livslinien. Dem kan du nemligaltid tage fat i, hvis du slås med en eller anden form for følelse af, at du ikke har lyst til at være her mere. Hvis du tager fat i Livslinien, kommer du til at snakke med nogle virkeligt dygtige frivillige rådgivere, som er vant til at snakke med folk, der har selvmordstanker. Så dem kan du trygt tage fat i. Og ligesom med psykiatrisk akutmodtagelse så skal du endelig bare gøre det, hvis du føler, at du har det mindste brug for det. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Du kan også tage fat i LMS

Du skriver, at du cutter rigtigt meget også. Derfor kommer jeg til at tænke på, om du mon kender til LMS? LMS er nemlig eksperter i både selvskade og spiseforstyrrelser. Så de ved rigtigt meget om, hvordan det er at kæmpe med begge dele. Og dem kan du altid tage fat i, hvis du har brug for at snakke med nogen, der ikke er behandlere om cuttingen og din spiseforstyrrelse. Nogle gange kan det nemlig være rigtigt rart at snakke med nogle frivillige, der bare lytter til en på en lidt anden måde end ens behandlere måske gør.

Og så har rigtigt mange af LMS’ frivillige rådgivere faktisk selv haft en spiseforstyrrelse engang. Eller også har de selv været pårørende. Så de kan måske sætte sig ind i, hvordan du har det på en helt anden måde, end dine behandlere kan. De frivillige rådgivere hos LMS er vant til at snakke med folk, der slås med spiseforstyrrelser og selvskade. Og de har rigtigt mange gode muligheder for, at man kan komme til at snakke med dem, også selvom man ikke lige bor i nærheden af en lokalafdeling. Du kan være helt anonym hos LMS, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg virkeligt, at du rækker ud efter hjælp, hvis de her selvmordstanker bliver for meget for dig. For det er så vigtigt, at man får det sagt til nogen, når man har selvmordstanker, der bare fylder helt vildt. Så man kan få noget hjælp og støtte til at komme igennem det.