Hej


jeg er en 15 årig pige

Jeg mødte her i slut august start september en sød dreng over noget der hedder Yubo. Han var sød, kærlig, forstående, hjælpsom og meget mere. Det eneste problem der var med den her dreng var at han er 22 år gammel og bor i København og han siger ret hurtigt at han gerne vil mødes med mig, jeg siger det kan vi godt finde ud af, men jeg havde aldrig tænkt mig at mødes med ham for jeg har set ret mange programmer med børnelokkere og sådan noget. Så jeg tænker ret hurtigt hvad vil en 22 mand med en 15 årig pige vil han bare blive gode venner med hende så han kan voldtage hende eller hvad ville han. Vi skriver sammen i lidt over en måned hvor han spørg ind til hvordan jeg har det og hjælper mig med lektier hvis jeg har brug for hjælp til det og på den tid føler jeg virkelig jeg lærer ham godt at kende. Men efter den her måned så svarer han mig bare ikke også sletter han mig bare lige pludselig. Efter det sender jeg ham en mail fordi det er det sidste sted hvor jeg ville kunne få fat i ham jeg skriver i den her mail at jeg er ked af den måde han bare skred hvis man kan sige det. Skriver videre i et andet brev.

og jeg ville blive glad for en forklaring på hvorfor han bare skred, han har dog aldrig svaret på den mail. ( jeg har hans mail pga. han hjalp mig med nogle lektier). Så jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre nu burde jeg fortælle nogen om ham fordi det har jeg ikke gjort eller burde jeg tage ind til et sted hvor han har sagt han plejer at drikke med sine venner eller hvad skal jeg gøre?

Hilsen en 15 årig pige

(15 år)


Hej 15-årige pige

Det lyder til, at det med, at ham fyren er stoppet med at svare dig, fylder meget hos dig. Det kan være mega hårdt, når nogen, som man har været meget i kontakt med, stopper med at svare en ud af det blå. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind. For du skal bestemt ikke gå med alle de tanker og følelser helt alene. 

Først og fremmest vil jeg starte med at rose dig. Når man møder nogen på nettet, som er ældre end en, er det en god ide, at være forsigtig med at mødes – ligesom du har gjort. Så det var rigtig fornuftigt, at du ikke mødtes med fyren.

Det kan være vildt ubehageligt, når en anden stopper med at svare en 

Du skriver, at dig og fyren har været meget i kontakt og, at han så pludselig er stoppet med at svare dig og har slettet dig. Det kan være rigtig hårdt, når en man har været meget i kontakt med stopper med at svare en. For det kan godt føles som en afvisning. Og der er ingen af os mennesker, som kan lide at blive afvist. 

Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du synes, at det er svært og bliver ked af det. Og jeg kan sagtens forstå, at det kan være svært at finde ud af, hvad du skal gøre. For det lyder til, at det har været rart for dig at kunne skrive med ham. Og det kan give en en rigtig rar følelse, når man oplever at en anden er interesseret i, hvordan man har det, og gerne vil hjælpe en. Måske man også er begyndt at stole på den anden person. Og når den anden person så sletter en, kan det godt føles lidt som om, at tæppet bliver trukket væk under en, og den rare følelse forsvinder og bliver erstattet af en hård knude i maven. 

Accepter hans beslutning

Når tæppet er blevet trukket væk under en, og man forsøger at lande på benene igen, kan det være svært at finde ud af, hvad man skal gøre. Derfor tænker jeg også, at det giver super god mening, at du synes situationen er svær. Og når man står midt i alt det svære, kan tankerne om, hvordan man kan genoprette kontakten godt poppe frem. Og man kan måske få lyst til at opsøge den anden person og finde ud af, hvad der er sket. Men det er desværre ikke altid muligt at få en forklaring. Så selvom det er hammersvært, bliver man sommetider nødt til at acceptere den andens beslutning om, at de ikke længere ønsker kontakt.

Derfor kan det også være en rigtig god ide at distrahere sig selv, så tankerne om den anden person ikke fylder alt for meget. Det kan være, at du måske kan bruge lidt mere tid sammen med dine venner eller veninder, bage eller noget helt tredje, som du synes er fedt. Det vigtige er nemlig bare, at du får tankerne lidt over på noget andet. For så oplever langt de fleste heldigvis, at tankerne om den anden person lige så stille begynder at fylde mindre og mindre. 

Snak med nogen om det

Du spørger om du burde fortælle nogen om det. Ja, det tænker jeg helt bestemt, at du skal. For det kan være rigtig svært at gå med en hel masse svære tanker og følelser alene. Og ofte fylder de tunge tanker lidt mindre, når man deler dem med andre. 

Det kan fx være dine forældre, nogle gode venner eller en helt tredje, som du er tryg ved. 

Det vigtige er nemlig bare, at du får luftet dine tanker og følelser, så de ikke ligger og ulmer og fylder alt for meget. Og heldigvis vil langt de fleste forældre og venner rigtig gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem, at man går og bøvler med nogle ting. 

Headspace

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du også tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en hel masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. De frivillige i Headspace er vant til at snakke med unge om det, som fylder hos dem. Intet er for stort eller småt til Headspace. Derfor er de også rigtig gode at snakke med, når man har oplevet, at en anden pludselig er stoppet med at svare en. Det er helt gratis at komme i Headspace, og du kan også sagtens være anonym, hvis du synes, at det er rarere. Så dem kan jeg varmt anbefale dig at tage fat i. 

Det kan være rigtig ubehageligt, når en anden person pludselig stopper med at svare og sletter en. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar som du kan bruge. Jeg sender en masse kærlige tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det

De bedste hilsner fra en Mindhelper