Jeg har været den voksne derhjemme alt for længe. Nu er jeg begyndt at isloere mig og holde op med at komme i skole, fordi jeg ikke har overskud til det.

Hej

Jeg hedder E og er 17 år og jeg kommer fra et hjem med alkohol jeg har i alt forlangt tid været den ”voksne” og har aldrig haft et normalt barndom eller ungdom og nu er det der hvor jeg holder mig væk fra sociale arrangementer med min klasse og isoler mig mere og mere er også minder i skole fordi jeg ikke har overskud til at tage af sted om morgen og ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre?

hilsen E

(Pige, 17 år)


Kære E

Det lyder som om, at du har haft en super hård barndom og ungdom. Så jeg er mega glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig et tegn på, at du rækker ud efter hjælp. Og det er første skridt på vej mod at få det bedre. 

Du reagerer på at være vokset op med alkohol i hjemmet 

Hvor lyder det som om, du er en helt vildt sej pige. Det er nemlig ikke særligt nemt at vokse op i et hjem med alkohol. For når man vokser op med alkohol i hjemmet, kan rollerne hurtigt bliver byttet om, så det er børnene, der lige pludseligt skal være de voksne. Præcis som du beskriver, at det har været hjemme hos dig. Det er drønhårdt for et barn og en ung at skulle være voksen. For man er slet ikke udviklet til at skulle have så stort et ansvar i den alder.

Derfor er det også helt normalt, at man på et tidspunkt begynder at reagere på, at man har haft alt for meget ansvar alt for længe. Det kan man for eksempel gøre ved lige pludseligt ikke at have ret meget overskud til at gøre noget som helst. Og måske begynde at isolere sig mere og mere fra andre omkring sig. Enten fordi man ikke har overskud til at skulle være sammen med folk. Eller også fordi man ikke har lyst til, at de skal opdage, hvordan tingene står til derhjemme. Men det er ikke særligt sjovt at have det sådan. Og det er vigtigt, at man tager det alvorligt og fortæller nogen, at man har det sådan.

Snak med nogen

Du spørger, hvad du skal gøre? Og jeg har faktisk allerede taget hul på mit vigtigste råd til dig i det første afsnit. Mit vigtigste og bedste råd til dig er nemlig, at du skal have fortalt nogen om alle de her ting, du har skrevet i dit brev. For det lyder som om, du går rundt med det alene. Og det er nogle alt for tunge ting at gå rundt med selv. Det er nogen, du skal have hjælp til. Så du kan få noget hjælp til at få det bedre. Og så du ikke skal stå alene med ansvaret derhjemme.

Det lyder som om, det ikke ville være den helt store hjælp for dig at snakke med dine forældre. Derfor tænker jeg på, om der mon er nogen voksne omkring dig, du ville være tryg ved at fortælle de her ting til? Det kunne for eksempel være en lærer ovre på din skole. De fleste lærere holder nemlig også af sine elever. Og vil gerne hjælpe dem, hvis der er noget, der er svært. Men det behøver ikke være en lærer, hvis der er en anden voksen, du er mere tryg ved at snakke med.

Tag fat i TUBA

Hvis der ikke er en voksen i nærheden af dig, som du er tryg ved at snakke med, kan du tage fat i TUBA. TUBA hjælper børn og unge, der er vokset op i familier med alkohol. Og deres rådgivere er super dygtige. Hos TUBA kan du både komme til at chatte med en af deres rådgivere online. Men du har faktisk også mulighed for at få terapi, hvis du kunne have lyst til at arbejde med, hvordan det har påvirket dig at vokse op i et hjem med alkohol. Du kan være helt anonym hos TUBA, så der er ingen derinde, der behøver at vide, hvem du er.

Din egen læge kan også hjælpe

Jeg synes også, du skal prøve at tage fat i din egen læge. Det er nemlig altid en god idé at tage en snak med sin læge, hvis der er noget, der gør ondt i. Både hvis det er noget fysisk, der gør ondt. Eller det mere er noget indeni. Din læge kan nemlig hjælpe dig med at finde ud af, om du har brug for noget hjælp til at kunne få det godt igen. Og din læge kan også hjælpe dig med at finde ud af, hvor du så kan få den hjælp henne.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, du får fortalt nogen, hvordan du har det. Så du kan få hjælp til at komme tilbage på fødderne igen. For du virker som en sindssygt sej pige. Der er rigtigt god til at holde øje med, hvordan de ting du har været igennem, har påvirket dig. Det er en super god egenskab at have, når det handler om at få det godt igen. Så jeg tror på, at du nok skal klare dig, selvom det er svært lige nu. Og du fortjener sådan at få det godt. 

De varmeste hilsner fra en Mindhelper