Hej Mindhelper

Jeg er så træt af alt. Jeg skulle egentlig have haft afsluttet min udredning af en depression i psykiatrien i fredags, men nu vil de så fortsætte udredning fordi de tror jeg har en psykose hvilket er latterligt for det har jeg ikke. Så nu skal jeg sikkert vente mange måneder igen for at få lavet de undersøgelser. Det er som om det aldrig ender. Jeg fik en henvisning pga. mulig depression og ikke alt muligt andet. Jeg har sagt jeg ikke hører og ser ting der ikke er der så forstår slet ikke deres beslutning. Jeg er død inden jeg får afsluttet den udredning for jeg bliver snart 18 år og det betyder at jeg kan gøre hvad jeg vil og ikke er underlagt mine “forældre” eller hvad de nu er mere så på min fødselsdag ved jeg at jeg vil blive tortureret til døden af ukendte personer for så er min straf her færdig. For det er slet ikke meningen at jeg skal føle frihed her. Jeg bliver nødt til selv at gøre noget inden da for jeg har ikke lyst til at skulle lide på den måde.. Jeg havde håbet på lidt hjælp de sidste par måneder her, men den udredning ender aldrig. Det er så frustrerende at jeg slet ikke kan være i mig selv. Nu laver jeg ikke andet end bare at vente på noget som er ligegyldigt snart

(17 år)


Kære Du

Det kan være hårdt og frustrerende at vente på en udredning. Derfor er jeg er rigtig glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det. Det bedste man kan gøre, når man kæmper med svære ting er nemlig at dele dem med andre.

Udredning 

Du skriver, at du skulle udredes for depression, men at udredningen skal fortsætte fordi dem i psykiatrien mistænker, at du måske har en psykose. Jeg kan godt forstå, hvis du blev skuffet over, at din udredning ikke blev afsluttet alligevel. For når man har det svært vil man gerne have hjælp, så hurtigt som muligt. Og det kan godt føles som en mavepuster, når det så ikke sker. 

Men for at få den bedste hjælp, kræver det nogle gange, at man skal igennem en ret lang udredning. Og selvom man måske ikke altid forstår de beslutninger der bliver taget. Så vil de mennesker der arbejder i psykiatrien, som regel en det bedste. Derfor vil de også gerne sikre sig, at de har forstået det man kæmper med helt rigtigt. Så selvom det er hårdt at vente på, kan det godt betale sig i sidste ende – for på den måde sikre man sig, at den hjælp man får, også er den bedste, og at man f.eks. ikke kommer til at bruge en masse energi på noget, som egentlig ikke kommer til at gøre den store forskel. Giver det mening?

Har du nogen, du kan tale med?

Jeg kommer til at tænke på, om du har en du kan tale med om, hvordan du har det? For det lyder til at være nogle tunge tanker, du går rundt med. Derfor kan det også være en god ide, at dele dem med andre. Det kan for eksempel være dine forældre eller en anden voksen tæt på dig. For måske kan det tage lidt af luften ud af dine bekymringer. Det kan også være i så kan tale om, der er noget som i kan gøre for, at ventetiden bliver lettere for dig.

Anden hjælp

Du skriver også, at du bliver nødt til at gøre noget inden du bliver 18. Du skriver ikke så meget om, hvad det kunne være. Men hvis du for eksempel har tænkt på at gøre skade på dig selv, så er mit bedste råd til dig, at tage fat i Psykiatrisk skadestue. Psykiatrisk skadestue kan nemlig hjælpe, hvis man er bekymret for at komme til at gøre skade på sig selv eller andre. Og hvis du har sådan nogle tanker, skal du ikke klare dig igennem dem alene.

Hvis du synes det er svært at ringe, så kan du spørge en voksen, om du vil hjælpe dig med det. Du kan se de forskellige telefonnumre på psykiatriske skadestuer nedenunder:

  • Region Syddanmark
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Esbjerg: 9944 6700
    Odense: 9944 9140 og 99 44 91 41
  • Region Midtjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    7847 0470
  • Region Nordjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    Aalborg: 9764 3700
  • Region Sjælland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Roskilde: Ring 1818 og tast 3
    Slagelse: Ring 1818 og tast 3
    Vordingborg: Ring 1818 og tast 3
  • Region Hovedstaden
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Glostrup: 3864 0671
    Amager: 3864 1650
    Ballerup: 3864 5003
    København: 3864 7360
    Nordsjælland: 3864 3200
    Bornholm: 3864​ 4050

Det kan være rigtig svært at vente på at blive udredt. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Og så håber jeg, at du snart får det bedre.

De bedste hilsner fra en Mindhelper