Hej,
Der kommer en lang tekst om mit liv nu, føler bare jeg skulle ud med det..
jeg er en 16 årig pige som egentlig har haft det lidt skidt siden jeg var 11-12 år. I 12 års alderen begyndte jeg vidst at selvskade og jeg var meget asocial og gad ikke være sammen med mine venner osv, fordi jeg ikke følte mig ligesom dem.(jeg udviklede mig ret hurtigt og blev mere moden) de var for barnlige. Og begge mine forældre har været syge osv i 6-7 år, så jeg har ikke rigtigt haft en stabil barndom, efter hvad jeg får af vide af dem jeg har snakket med.
Så startede jeg i 7. klasse og jeg blev meget mere social og glad, fordi nu følte jeg faktisk der var nogen på min egen alder som man kunne kommunikere ordenligt med, men så pludselig i slutningen af 7. klasse, eller starten af 8. gik det bare ned ad bakke. Jeg begyndte ligeså langsomt ikke at kunne passe min skole, skubbede mine venner væk og lyver for mine forældre osv(som jeg ellers har et godt forhold med – mig og min far snakker om alt)
Jeg blev bare virkelig ked af det og jeg magtede bare ingenting. det som jeg plejede at elske havde jeg bare ikke overskud til. Jeg selvskadede også meget på mine arme, og det skammede jeg mig også rigtigt meget over. Jeg var i skole højst 3 gange hver anden uge. Jeg begyndte at lede efter glæde ved at gøre dumme ting, for jeg følte aldrig jeg var glad mere, det varede kun kort. Jeg begyndte at ryge hash og være sammen med ældre (har altid været sammen med ældre 17-19 årige) fordi jeg bare klinger mere med dem. Og før vidste jeg ikke så meget om hash og det var ikke noget jeg var afhængig af, men jeg kan godt se nu at det også har påvirket mig meget og nok gjort tingene en smule værre mht humør og overskud.
Men ja, der i 8. så ku jeg lige pludselig ikke mere. jeg gad simpelthen ikke leve mere. det eneste som holdte/holder mig fra at tage mit eget liv, er min elskede familie. Jeg vil ikke såre dem, men jeg tænkte slet ikke klart der, så jeg skrev et afskedsbrev på 3000 ord omkring mine tanker og alt muligt, så de skulle forstå mit valg, bare en smule og vide at jeg elsker dem. men så slugte jeg en masse piller og lagde mig i min seng igen, men heldigvis/uheldigvis skete der ikke noget. Så gik jeg grædende hen til min far og sagde jeg havde haft det skidt i nogle år og det var første gang jeg fortalte ham om det ordentligt, så fik han en tid hos min læge næste dag.
Min læge var der ikke, så jeg skulle tale med en ung mand, men han var faktisk god. jeg fortalte ham kort om jeg havde det dårligt og havde selvskadet og prøvet at tage mit liv, og så ringede han til børnepsykiatrien og fik en tid til mig der.
Da mig og mine forældre kom derud skulle vi tale med en ung pige, som jeg virkelig ikke brød mig om. jeg snakkede først alene med hende, men normalt åbner jeg aldrig op for folk, for jeg vil ikke se svag ud måske og jeg hader at vise følelser. Så starter hun ud med at sige, at jeg kan fortælle hende alt og at hun har tavshedspligt. så tænker jeg fint nok, så siger hun ik noget om selvmord til mine forældre(fordi det fint nok de ved jeg har det lidt dårligt, men ville ik såre dem endnu mere) så spørger hun så ind og jeg fortæller om mit selvmordsforsøg og selvskade og hvordan jeg har det generelt. Så kommer mine forældre ind og hun fortæller med det samme meget af det vi lige har snakket om, som jeg troede var privat:) men ja, fint nok de skal vel underrettes på en eller anden måde.
Så fik jeg et kort forløb hos selvmordforebyggelsen. Og wow, hvor jeg ikke følte det hjalp overhovedet, hvilket får mig til at tænke nu om jeg nogensinde får det bedre??? Det eneste jeg fik ud af det var at jeg skulle lave vejrtrækningsøvelser og have en app til at distrahere mig selv, men sådan noget der mindfulness hjælper altså virkelig ikke på mig. Ser der mere som spild af tid. Og så konkluderede de også at jeg ikke havde nogen depression, men hvad fuck er det så der foregår oppe i mit hoved? det jo ikke ingenting. Jeg kan slet ikke beskrive hvor lort jeg har det. Jeg har virkelig svært ved at være glad og jeg føler at alt er ligegyldigt, fordi jeg bare kunne dræbe mig selv imorgen, hvis jeg havde lyst. Men udenpå er jeg glad og imødekommende og viser ikke svaghed, så man kan ikke rigtig helt fornemme hvor skidt jeg har det.
Så noget tid efter det forløb var færdigt klokken 3 om natten kunne jeg bare ikke mere. Jeg ville gerne dø, så jeg prøvede bare at skære virkelig dybt, men så fortrød jeg det, fordi mine forældre skulle ikke finde mig sådan. Så jeg fik tanken væk igen, og skiftede den til at jeg skulle have hjælp, så jeg ringede til ambulancen og så kom de + politiet. Så sagde de “nåh vi har en cutter” og så spurgte de om jeg ville på akutmodtagelsen, det ville jeg. jeg ville gerne have hjælp – så kørte min far mig derud.
Nu i 9. klasse har kommunen hjulpet mig på efterskole, men det gik ikke godt. det var en dårlig efterskole, jeg var stadig trist derhenne og savnede mine forældre(selvom konklusionen var at jeg skulle væk fra dem, fra psykologer) så droppede jeg ud og startede på min gamle skole igen, og jeg har kun været der meget få gange siden november, hvor jeg startede igen.
Jeg er bange for jeg ikke kan klare 9. og eksamenerne eller en uddannelse, fordi jeg bare ikke kan overskue det. Jeg er bare ramt af meningsløshed, ligegyldighed osv og jeg ved ikke hvordan jeg skal overkomme det. livet er seriøst ligemeget, for man render bare rundt og får det bare til at gå indtil man dør. det er helt meningsløst hvad jeg gør, for jeg kan selv bestemme hvornår jeg ikke gider mere agtigt…. Hvordan skal jeg overkomme det?? og hvordan kan jeg passe min skole igen? og hvad sker der hvis jeg ikke gennemføre 9.? hvad hvis jeg slet ikke er der op til eksamen, kan jeg stadig klare det? – fordi mit gennemsnit er alligevel 8.5 og er god til fagene osv..
– hilsen en 16 årig pige
(Pige, 16 år)
Kære du
Hold op for et brev. Det lyder til, at det er hårdt at være dig. Det er nogle store ting, der fylder for dig. Derfor er det også bare virkelig virkelig godt, at du har sat dig ned og fået en hel masse ud.
En masse roser til dig
Jeg tænker, at jeg vil starte mit brev med at rose dig. Rose dig for, at du søger hjælp – både herinde, og da du ringede efter ambulance og gerne ville på akutmodtagelsen. Men også for at du har snakket med din far og fortalt ham, hvor skidt du har det. Og for, at du har en rigtig god indsigt i, hvordan forskellige ting har påvirket dig. Og til sidst vil jeg rose dig for, at du er rigtig god til at beskrive din situation, så det er nemmere for mig at forstå, hvad du står i lige nu.
Bliv ved med at snakke med dine forældre
For lige at hive fat i det med, at du har snakket med din far, så vil jeg lige sige: Bliv endelig ved med det. Det er virkelig godt, at du føler, du kan snakke med din far om, når det er svært. Derfor er det helt oplagt, at du også bliver ved med at bruge ham i de situationer. Det virker, som om begge dine forældre er meget omsorgsfulde og gerne vil hjælpe dig. Så det er bare rigtig godt, hvis du kan tage fat i dem og dele dine tanker. Faktisk er det rigtig vigtigt, at du ikke går alene med dem.
Du skriver i dit brev, at du normalt ikke viser svaghed. Jeg synes faktisk, at det ville være rigtig godt for dig at øve. Måske kunne du gøre det overfor dine forældre? Det vigtigste er, at du føler dig tryg ved dem, du viser svaghed overfor. Grunden til, at jeg synes, det ville være godt at øve, er, fordi du hurtigere vil kunne få den hjælp, du har brug for. Hvis dem omkring dig ved, at hvornår det er ekstra svært for dig, vil de hurtigere kunne reagere på det og hjælpe dig.
Brug det, der virker for dig
Du fortæller, at du på et tidspunkt fik tanken om selvmord væk og valgte at ringe efter hjælp i stedet. Det er helt vildt godt gået! Jeg kommer til at tænke på, hvordan du fik den tanke væk? Og er det mon noget, du kan bruge igen, når det bliver svært at holde ud?
Noget andet, jeg også gerne vil opfordre dig til, er at tage fat i dine forældre, når selvmordstankerne trænger sig på. Det er rigtig vigtigt ikke at sidde alene med de tanker. Det er de for store og for alvorlige til. Så kan I enten snakke tankerne igennem, snakke om noget helt andet eller lave noget, der kan få dine selvmordstanker lidt på afstand.
Få svar på nogle af dine bekymringer
Jeg kan fornemme, at du har mange bekymringer om din hverdag og skolen. Og det er rigtig forståeligt. For der er også meget, der bliver svært, når man har det, som du har det. De fleste af dine bekymringer går på, hvad du gør, hvis du ikke klarer 9. klasse. Her tænker jeg på, om der mon er nogen på din skole, du kan stille de spørgsmål? Ofte kan det give noget ro på, hvis man får svar på nogle af de spørgsmål, der rumsterer i hovedet. Og de spørgsmål, du har her, er meget konkrete, så mon ikke, der er nogen, der kan give dig svar. Det tror jeg.
Bliv ved med at opsøge hjælp
Som jeg har skrevet tidligere, er det superflot, at du søger hjælp, så du kan få det bedre. Lige nu virker det ikke til, at der er andre end din kommune, der er inde over, hvordan du har det. Er det rigtigt forstået? Hvis det er rigtigt, synes jeg, at du skal prøve, om du ikke kan få noget hjælp gennem din læge. Ligesom du før fik. Det kan være han/hun kan give endnu en henvisning til psykolog eller et andet behandlingstilbud, der kan hjælpe dig.
Tag kontakt til Livslinien
Du skriver, at du synes, livet er meningsløst, og at du bare kan slutte det, når du vil. Derfor er det meget vigtigt for mig at gøre dig opmærksom på Livslinien. Der sidder rådgivere, der er vant til at snakke med personer med selvmordstanker. Af samme grund synes jeg, at du skal tage fat i dem, når du mærker, at tankerne bliver for tunge at gå med. Du kan enten ringe eller skrive med dem. Og så kan du være helt anonym, hvis du har brug for det.
… og Landsforeningen mod Selvskade
Et sted du også kan tage kontakt til er Landsforeningen mod Selvskade. Der sidder de nemlig også klar til at snakke med dig om, hvordan det er at selvskade. De er rigtig dygtige og eksperter på det område. Og du kan ligesom ved Livslinien også være helt anonym.
Læs artiklerne om selvmordstanker og selvskade
Her til sidst vil jeg bare lige linke til vores artikler om selvmordstanker og selvskade. Der står noget af det, jeg allerede har skrevet i mit brev. Men der er også lidt om, hvad der er vigtigt at gøre, når man har det, som du har det. Og hvordan man kan få det bedre.
Jeg ønsker for dig, at du bliver ved med at opsøge hjælp og dele dine tanker, så du ikke går alene med dem. Jeg håber, at du får det bedre. Pas godt på dig selv.
De varmeste hilsner fra Mindhelper