Hej
Jeg bider negle og min mor tvinger mig til at stoppe. Jeg ved at det er ikke godt for mig men bidning i læberne, fingrerne, neglene osv. kan jeg ikke gøre for. Jeg ryster i lårende og hænderne når jeg er i skole, jeg kan ikke stoppe det og ingen ser at jeg ryster så de kan ikke hjælpe. Hvad gør jeg.
(13 år)
Hej 13 årig
Det lyder som om, der er nogle ting, der fylder for dig for tiden. Så jeg er glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig vigtigt ikke at gå alene med det, der fylder.
Det føles rart at bide negle
Det lyder som om, det er frustrerende for dig, at din mor gerne vil have dig til at stoppe med at bide negle. Også selvom du egentligt godt ved, at det kunne være en fin idé at stoppe. Det kan jeg sagtens forstå. For det kan være super svært bare lige sådan at stoppe med at bide negle fra den ene dag til den anden.
Det at bide negle er nemlig en form for vane. Og vi mennesker er bygget sådan, at det føles rigtigt rart for os at gøre noget, som er en vane. Så det føles tit rigtigt dejligt og beroligende at bide i negle. Derfor er der også rigtigt mange, som synes, at det hjælper at bide negle i situationer, hvor de er utrygge eller bange. Er det mon også sådan for dig?
Kan du gøre noget andet?
Hvis man gerne vil bryde en vane, så er det tit lettere at erstatte den med noget andet, end det er bare helt at lade være uden at have noget andet, man kan gøre i stedet. Det er det, fordi vaner som at bide negle tit har en funktion for os. Det kan for eksempel være, at det hjælper med at dæmpe uro eller kedsomhed.
Derfor tænker jeg på, om det mon kunne være en løsning for dig at prøve at gøre noget andet end at bide negle? Det kunne for eksempel være at sidde og klemme på en stressbold, dreje på en figdet spinner eller noget helt tredje, der giver dine hænder noget at lave. Hvis du har lyst, så kan du læse mere om at bryde dårlige vaner i den artikel, jeg har linket til.
Sker der andre ting i din krop?
Du skriver, at du på lårene og i hænderne, når du er oppe i skolen. Jeg kommer til at tænke på, om der mon sker andre ting i din krop også end, at du ryster? Det kunne for eksempel være, at det hjerte slår meget hurtigt, at dine hænder er svedige eller, at der kører en masse tanker rundt i hovedet på dig om noget, du er nervøs for?
Der er nemlig nogle, der oplever at ryste på kroppen, fordi de har angst. Men hvis man har angst, så vil man for det meste også opleve, at der sker nogle andre ting i kroppen udover, at man ryster. Som for eksempel at ens hjerte banker, og man får ondt i maven. Hvis du har lyst, så kan du læse mere om angst her.
Det er vigtigt, at du fortæller det til nogen, hvis du kan genkende mange af tingene fra artiklen. For så er det uanset hvad et tegn på, at det i hvert fald ikke er rart for dig at være oppe i skolen. Og så er det vigtigt, at du får noget hjælp, for sådan skal det ikke være.
Snak med din lærer
Det er ikke altid, at ens lærere lige lægger mærke til det, hvis der er noget, der ikke er, som det skal være. For der sker meget i en skoleklasse, og der er meget, de skal have styr på. Men hvis man sidder og ikke har det godt oppe i skolen, så må man altid tage fat i en lærer og fortælle, at de ikke har det godt. Så kan den lærer nemlig hjælpe en med at finde ud af, hvad de kan gøre.
Derfor synes jeg også, at du skal snakke med en lærer om, at du ryster oppe i skolen. Det kunne for eksempel være din klasselærer. For din klasselærer har et særligt ansvar for at sørge for, at alle elever i klassen har det godt. Men hvis der er en anden lærer, du er mere tryg ved, så kan du også sagtens snakke med ham eller hende. Alle lærere har nemlig et ansvar for at hjælpe, hvis man kommer og fortæller dem, at man ikke har det godt.
Tag en snak med din mor
Jeg kommer til at tænke på, om du har fortalt din mor, at det ikke er så nemt for dig bare lige at stoppe med at bide negle? Hvis ikke du har det, så synes jeg, du skal prøve at gøre det.
For hvis din mor ikke selv har bidt negle, så er det ikke sikkert, hun har tænkt over, at det faktisk er ret svært sådan lige at holde op med. Men hun kender det sikkert godt fra sit eget liv at have en dårlig vane, som hun ikke bare sådan lige kunne komme af med. Sådan nogle har de fleste mennesker nemlig. Så forhåbentligt forstår hun dig lidt bedre, hvis du forklarer hende, at du ikke bare sådan lige kan holde op med at bide i dine negle. Og så bliver det måske også lidt nemmere for hende at hjælpe dig med at lade være.
Jeg synes også, at du skal fortælle din mor, at du sidder og ryster oppe i skolen. For jeg forestiller mig, at det er ret ubehageligt at have det sådan. Og det er så vigtigt ikke at gå med ting, som er svære alene. For så kan de nemlig godt komme til at vokse sig større indeni og begynde at fylde endnu mere. Hvis du ikke helt ved, hvordan du skal tage snakken med din mor, så kan du kigge i vores artikel om at snakke med sine forældre om de svære ting.
De vil altid lytte hos Headspace
Hvis du godt kunne tænke dig at snakke med nogen, som ikke kender dig om de her ting, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace må man nemlig altid komme, hvis man er ung og har brug for nogen at snakke med. De frivillige rådgivere fra Headspace er vant til at snakke med unge, som bøvler med nogle svære tanker. Og så kan du være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det.
Tag en tur til lægen
Jeg tænker også, at det kunne være en god idé, hvis du tog en tur forbi din læge. Hvis man oplever, at ens krop gør noget, som man ikke helt forstår eksempelvis at ryste oppe i skolen. Så kan er det nemlig altid en god idé lige at få lægen til at kigge på det. For så kan ens læge også hjælpe en med at undersøge, hvad det mon handler om, at ens krop reagerer på din måde.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, at du ryster oppe i skolen. Så du kan få hjælp til at finde ud af, hvad du handler om.
De bedste hilsner fra en Mindhelper