Hej Mindhelper

Jeg cutter. Jeg kom til at sige det til min lærer, da jeg snakkede med ham alene. Han hjalp mig med at rense det sted jeg havde cuttet. Og han sagde at hvis jeg blev ved med at cutte, så vil han blive nødt til at sige det til nogle, og det vil jeg ikke have. Så jeg har aftalt med han, hvis jeg stopper med at cutte, så siger han det ikke til nogle. Men det er ret svært at stoppe, fordi jeg føler at jeg har brug for at cutte, hver dag. Hvis jeg bliver ved med at cutte, kommer han til at sige det til nogle. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre for at stoppe med at cutte, fordi det er svært at stoppe.

(13 år)


Kære Du

Det lyder som om, at det er rigtig svært at være dig for tiden. Og at du tænker meget over, hvad der skal ske, hvis din lærer fortæller nogen om, at du cutter. Derfor er jeg meget glad for, at du har skrevet herind, og delt dine tanker. For dem skal du ikke gå med alene.

Når man cutter

Når man cutter, er det et tegn på, at der er noget, som er svært. For når noget gør ondt indeni, så kan man sommetider bruge selvskade, som en måde at håndtere det svære på. Derfor tænker jeg også, at det kan give god mening, at du kan føle, at du har brug for at cutte. Men selvom det måske kan hjælpe, lige når man cutter, så er det ikke løsningen. For det fjerner ikke det, som gør ondt indeni. Og så kan man ende op med at have to problemer, i stedet for et – det som er svært og selvskaden.

Hvis du gerne vil læse lidt mere om selvskade, så kan du prøve at kigge på denne her artikel. Der kan du læse lidt mere om, hvad selvskade er, og hvad man kan gøre ved det. For de fleste får det heldigvis bedre igen. Og kan få et godt liv, hvor de ikke behøver at selvskade. Men nogle gange, har man brug for noget hjælp til at nå derhen.

Lidt ros

Når man cutter, er det vigtigt, at fortælle nogen om det. For det er aldrig noget, man skal gå igennem alene. Derfor er det også mega godt gået, at du fortalte din lærer, at du cutter. Så det skal du have rigtig meget ros for. Det kan nemlig være ret svært at skulle fortælle nogen om. Så det viser, at der er noget i dig, som gerne vil stoppe, og have hjælp. Og det er rigtig stærkt gået.

Det er svært

Men når man cutter, kan det være svært at stoppe – og det giver god mening. For hvis man er blevet vant til at bruge selvskade, når man har det svært. Så skal man vende sig til at gøre noget andet. Derfor har man også brug for hjælp, så man ikke skal klare det alene. For det er en alt for stor opgave at skulle løfte selv. Og vi mennesker er slet ikke lavet til, at skulle klare svære ting alene. Vi er nemlig flokdyr, og derfor har vi også brug for andres støtte og hjælp, når der er noget som er svært. Derfor er mit bedste råd til dig, at fortælle en voksen i dit liv om, hvordan du har det.

Tal om det

Du har allerede taget skridtet en gang ved at fortælle din lærer, at du cutter. Så selvom jeg sagtens kan forstå, hvis du synes, det er svært at fortælle det til en anden voksen. Så tænker jeg, at du har modet til at gøre det. Det kan være dine forældre, en sød tante, eller en helt tredje voksen. Det er nemlig ikke så vigtigt præcist, hvem det er, bare du får fortalt det til nogen tæt på dig. For de mennesker tæt på en, er tit dem der kender en bedst. Og de vil for det meste rigtig gerne hjælpe, og lytte, når noget er svært.

Du kan læse denne her artikel, om at tale med forældre om svære ting. Der er lidt tips til, hvordan man kan åbne snakken. Og selvom den handler om forældre, så kan den også sagtens bruges, til andre voksne. 

LMS

Du kan også altid tage fat i LMS, hvis du gerne vil tale med nogen ude fra. LMS står for Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Hos LMS sidder der nogle rigtig søde og dygtige folk, som hver dag snakker med mennesker, der bøvler med selvskade. Så det er noget, de ved en masse om. De er der for at hjælpe og lytte, og vil altid gøre deres bedste for, at det er rart at snakke med dem. Så LMS kan jeg varmt anbefale dig. Du kan både ringe eller skrive til dem.

Det kan være svært at tale om selvskade, men det er aldrig noget, man skal klare sig gennem alene. Derfor håber jeg, at der er noget i mit svar du kan bruge, og at du får fortalt en voksen om, at du cutter. Jeg sender en masse gode tanker din vej, og ønsker dig alt det bedste.

De bedste hilsner fra en Mindhelper