Hej
Jeg ved ikke hvad det er men jeg føler ikke jeg kan spise noget spiser måske en müslibar på en hel dag og ikke mere.
Kan ikke få mig selv ril ar spise mere og jeg føler jeg er tyk. Har haft det i en længere periode og mine veninder tror jeg er syg for spiser næsten ingen ting.
Min mor tror jeg har anoreksi, men ved ik helt.
Hvad skal jeg gøre og ved i måske hvad det er?
(Pige, 13 år)
Hej Pige på 13 år
Det kan være svært og forvirrende, når man oplever ikke at have ret meget appetit uden, at man helt kan finde ud af hvorfor. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Hænger de to ting sammen?
Det lyder som om, du har lidt svært ved at forstå, hvad der sker med dig for tiden. Men at du i hvert fald kan mærke, at du ikke har lyst til at spise og, at du føler dig tyk. Jeg kan ikke give dig et klart svar på, hvorfor du har det sådan. For der kan være rigtigt mange grunde til, at man ikke kan få sig selv til at spise. Men jeg kommer til at tænke på om det, at du ikke har lyst til at spise, hænger sammen med, at du føler dig tyk?
Sådan er der nemlig mange unge, der fortæller, at de har det. De føler sig tykke og føler, at deres kroppe ser forkerte ud. Og hver gang de spiser, så skælder deres tanker helt vildt ud og fortæller dem alle mulige ubehagelige ting som, at de ser grimme og tykke ud. Derfor har de ikke ret meget lyst til at spise, fordi de gerne vil undgå at få alle de her ubehagelige ting at vide af sine tanker, og fordi de er bange for at tage endnu mere på. Er det mon også sådan for dig?
Det er vigtigt at spise
Du skriver, at du ikke spiser ret meget mere end en müslibar om dagen. Det er ikke ret meget, og det er slet ikke nok til at holde kroppen kørende en hel dag. For kroppen har brug for at få mad flere gange om dagen. Mad er nemlig kroppens brændstof. Det er det, som kroppen bruger for at kunne holde sig sund og vågen. Så hvis ikke kroppen får mad, så bliver man træt, får svært ved at koncentrere sig og bliver nemmere syg. Derfor er det også vigtigt at spise nok, også selvom man ikke føler, at man kan.
Samtidigt så kan man risikere at udvikle en spiseforstyrrelse som for eksempel anoreksi, hvis man helt holder op med at spise, fordi man gerne vil tabe sig. For jo mere man lader være med at spise, jo sværere bliver det at komme i gang med at spise igen, fordi man så giver plads til, at der kan komme flere og flere tanker til om, at man ikke kan spise noget. Hvis du gerne vil læse mere om, hvad en spiseforstyrrelse er, så kan du kigge i den artikel, som jeg har linket til.
Det er dog også vigtigt for mig at sige, at selvom du har det sådan lige nu, at du nærmest ikke føler, at du kan spise noget, så kan det godt blive bedre igen. For der er hjælp at hente, når man har det sådan. Og jo hurtigere man får hjælp, jo nemmere er det at få lysten til at spise tilbage igen. Derfor er det også vigtigt, at du får snakket med nogen, så du kan få noget hjælp. Det skriver jeg noget mere om i de næste afsnit.
Snak med din mor
Det lyder som om, din mor godt kan fornemme, at det med mad ikke er nemt for dig for tiden. Derfor kommer jeg til at tænke på, om I har snakket sammen om, hvordan du har det for tiden? Hvis ikke du har det, så er det nemlig vigtigt, at du får fortalt din mor om, at du har rigtigt svært ved at spise for tiden og, at du føler dig tyk.
De fleste forældre vil nemlig rigtigt gerne hjælpe, når deres børn har det svært, hvis de kan. Og det er meget nemmere for din mor at hjælpe dig på en god måde, hvis hun ved, hvordan du har det for tiden. Hvis det er svært for dig at finde ud af, hvordan du skal starte snakken, så kan du kigge i vores artikel om at snakke med sine forældre om de svære ting. Der er nemlig en masse gode råd til, hvordan man på en god måde kan snakke med sine forældre om det, der er svært for en.
Få hjælp på din skole
De fleste skoler har også en sundhedsplejerske ansat. Derfor tænker jeg også, at der er en god sandsynlighed for, at der også er en sundhedsplejerske på din skole. Og det kunne måske også være en god idé for dig at tage en snak med ham eller hende. Sundhedsplejersker ved nemlig en masse om ens krop, mad og sundhed.
Derfor tænker jeg også, at sundhedsplejersken måske ville kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvad det handler om, at du ikke føler, du kan spise. Samtidigt så kan sundhedsplejersken måske også hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan komme til at spise igen. Hvis du ikke helt ved, hvor du kan finde sundhedsplejersken på din skole henne, så kan du prøve at spørge på din skoles kontor. Der tænker jeg, at de ved det.
Tag en tur til lægen
Din læge er en anden person, som ved en masse om din krop og mad. Så det vil også være en rigtigt god idé for dig at tage en tur til din læge. Så kan din læge nemlig snakke med dig om, hvordan det med mad og, at du føler dig tyk, fylder for dig. Og på den måde kan han eller hun måske også hjælpe dig med at finde ud af, hvad det kan handle om, at du ikke har så meget lyst til at spise. Og hvis ikke din læge kan hjælpe, så ved din læge i hvert fald, hvem du kan.
Samtidigt så ved din læge også, hvor du kan få hjælp til at komme til at spise igen henne. Du kan eventuelt snakke med din mor om, om hun kan tage fat i lægen for dig og tage med dig ind til din aftale. Det kan nemlig tit være rigtigt rart at have nogen med sig, som man kender og er tryg ved, når man skal snakke med sin læge om noget, der kan være lidt svært.
Selvom jeg måske ikke har kunnet give dig et helt klart svar på, hvad det handler om, at du har svært ved at spise for tiden. Så håber jeg, at mit svar har hjulpet dig alligevel. Og så håber jeg, at du får snakket med din mor om, hvordan du har det. Så du kan få noget hjælp til at komme til at spise igen.
De bedste hilsner fra en Mindhelper