Hej Mindhelper

Hver dag tænker jeg på at begå selvmord, og lysten til selv skade er snart ude af kontrol. Jeg har lyst til at tale med nogen eller få hjælp, men jeg er for paranoid og angst. Hver dag lider jeg med angst, depression og PTSD. Trauma fra min barndom er begyndt at komme tilbage. Mit største ønske er et sted, hvor jeg kan finde ro, uden negative tanker og dømmelsen af andre mennesker. På den ene side ved jeg, at jeg har brug for hjælp, men på den anded følger jeg ikke at mine problemer er gyldige. Hvad gør jeg?

(15 år)


Kære dig,

Det er rigtig svært og utroligt hårdt at gå med selvmordstanker. Derfor er jeg rigtig glad for, at du har skrevet ind til os, for dem skal du bestemt ikke gå med alene. 

Først og fremmest vil jeg rose dig for, at du har skrevet ind til os. For det første skridt til at få det bedre, handler om at række ud og bede om hjælp. 

Det vigtigste for mig at du får at vide, er, at når man har det dårligt og går med selvmordstanker, så er ens problemer bestemt ikke ligegyldige. Så er det virkelig vigtigt at man får hjælp, og får talt med nogen om, hvordan man har det. 

Du er ikke alene 

Du skal vide, at du ikke er alene om at gå med selvmordstanker. Desværre oplever rigtig mange mennesker selvmordstanker i løbet af deres liv. 

Det er utroligt ubehageligt at have det på den måde. For det kan føles lidt som om, at der hele tiden sidder en djævel på ens skulder og fortæller en forfærdelige ting. 

Men jeg er virkelig glad for at høre, at du gerne vil have hjælp og tale med nogen om, hvordan du har det. For du fortjener bestemt ikke at have det skidt. 

Når angsten spænder ben 

Du skriver at du gerne vil have hjælp, men at du er for paranoid og angst. Det kan jeg godt forstå er frustrerende. For hvordan skal man få hjælp, når man ikke kan opsøge den? 

Jeg vil prøve at foreslå forskellige ting, du kan gøre. 

Søg hjælp online 

Du skriver at du er for angst og paranoid, til at fortælle nogen, hvordan du har det. Det kan jeg sagtens forstå kan være helt vildt skræmmende. Men samtidig skriver du også, at du har brug for at komme et sted, hvor du kan finde ro. 

Derfor tænker jeg, at du kan starte med at søge hjælp steder som tilbyder online rådgivning. Hvis det virker for voldsomt, at skulle sige noget højt til nogen, så kan det hjælpe at skrive det i stedet, ligesom du har skrevet til os. 

Der findes rigtig mange steder, hvor man kan få hjælp online. Du kan for eksempel både få chat- og emailrådgivning hos Børnetelefonen og Livslinien

Børnetelefonen hjælper hver dag børn som har det svært. Livslinien er rådgivning for personer, der har selvmordstanker. 

Begge steder kan du også ringe til, hvis du får mod på det. 

Når selvskade bliver en ond cirkel 

Du skriver også, at lysten til selvskade lige nu er ude af kontrol. 

Rigtig mange bruger selvskade som en måde at klare smerten indeni. Mange fortæller, at de oplever, at smerten bliver nemmere at håndtere, når det er fysisk smerte i stedet for psykisk. 

Men selvskade kan ende med at blive en ond cirkel. For nu mere man gør det, nu sværere bliver det også at stoppe. Derfor kan det være en rigtig god ide at overveje, om der er andre måder at håndtere smerten på. Det man kalder coping-strategier. 

En god coping-strategi kunne for eksempel være at skrive tankerne og følelserne ned, når de kommer. Det kunne også være at dyrke motion og få tankerne på noget andet og bruge kroppen. 

I vores artikel: Værd at vide om selvskade, kan du læse mere viden og gode råd. 

Det kan også være rigtig rart at tale med nogen, som kender til selvskade. Her kan jeg varmt anbefale dig at skrive eller ringe til Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade. De er eksperter i selvskade, og hjælper mennesker hver dag. 

Sig det højt til nogen 

Selvom du skriver, at du ikke kan fortælle nogen, hvordan du har det pga. angst, så vil jeg alligevel anbefale dig at prøve. For det vi ved hjælper allermest, når man har det svært, er at sige det højt til nogen. 

Jeg kan godt forstå, at det er helt vildt svært at fortælle nogen, når man har det skidt. Derfor vil jeg også foreslå, at du for eksempel kunne vise en du stoler på, det du har skrevet ind til os? Her beskriver du nemlig rigtig godt, hvordan du har det. 

Det kunne for eksempel være en i din familie, en ven, en god lærer, eller en helt fjerde. Det vigtigste er, at det er en du stoler på. 

I vores artikel: Guide: Sådan snakker du med din ven om svære ting, har vi lavet en guide til, hvordan du kan gribe samtalen an. 

Få hjælp hos Headspace 

Det sidste sted jeg vil anbefale dig at søge hjælp, er hos Headspace. Headspace er en organisation som hver dag hjælper unge, der har det svært. 

Rådgiverne hos Headspace er uddannede og utroligt søde. Du kan både få hjælp online eller fysisk. De har nemlig kontorer flere steder i Danmark. 

Søg hjælp hos din læge

Til slut vil jeg også blot fortælle dig, at du kan få hjælp hos din læge. Læger ved nemlig ikke kun noget om det fysiske ved kroppen, de ved også meget om det psykiske. 

Så hvis du har mod på det, kan du også prøve at ringe til din læge og få en tid. Din læge ved en masse om hvilken hjælp du kan få i din kommune. 

Det aller vigtigste lige nu, er at du få fortalt nogen, hvordan du har det. For den hurtigste måde at få det bedre på, er hvis du får sagt dine tanker og følelser højt til nogen. 

Jeg er rigtig glad for at du har skrevet ind til os, og jeg håber du kan bruge rådene til noget. Jeg sender dig en masse positive og helende tanker.

De bedste hilsner fra en Mindhelper