Hej Mindhelper

Jeg er en 14 årig overvægtig pige som har prøvet alle former for kure. Intet hjælper så har givet op. Så hvorfor blive ved? Nu spiser som aldrig før. Slik kager. Det ryger ind.
Det er ikke livet jeg ønsker så gider faktisk ikke mere. Giver snart op.

(Pige, 14 år)


Hej Pige på 14 år

Hvor lyder det bare som om, du har et hammersvært forhold både til din krop og til mad. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Du er ikke alene

Det lyder som om, du har et hammersvært forhold til din krop, fordi du føler dig overvægtig og derfor gerne vil tabe dig. Er det rigtigt forstået? Det lyder sindssygt svært. For det er rigtigt hårdt, når man ikke bryder sig særligt meget sin krop. Men det er faktisk også ret normalt at have det sådan. Og der er desværre rigtigt mange unge, der har det lidt ligesom dig. Men kroppe er forskellige, og derfor ser de også vidt forskellige ud. Så der er ikke nogle kroppe, der er forkerte. Der er nogle, der er spinkle, nogle der er kraftige, nogle der er høje og nogle, der er lave. Og alle kroppe er lige gode. 

Samtidigt forandrer kroppen sig også hele tiden. Specielt når man er ved at blive teenager. For når man går i puberteten, så begynder man at få bryster, og man begynder at få bredere hofter og lår. Derfor er det også helt naturligt, at man tager på, når man går i puberteten. Og at ens krop måske føles tungere og anderledes, end den gjorde, da man var barn, Men det er helt normalt. Det er noget, der skal ske, og det er noget, der sker for alle på et tidspunkt. Det kan bare være super svært at vænne sig til. Derfor linker jeg dig til vores artikel om at slutte fred med sin krop og sit udseende. For man kan godt lære at slutte fred med sin krop uden at skulle ændre på, hvordan den ser ud. Jeg kan godt forstå, hvis det lyder hammersvært. Men prøv at kig i artiklen og se om ikke der er nogle råd, som måske kan hjælpe dig lidt. 

Det er en copingstrategi

Hvis man kæmper med et forhold til mad, hvor man har svært ved at stoppe med at spise. Så handler det ikke om, at man bare skal tage sig sammen og holde op med at spise al den mad. Det med at spise kan nemlig godt være en copingstrategi – altså noget man gør, fordi det hjælper med at dæmpe nogle tanker og følelser indeni en, der gør hammer ondt. Det kunne for eksempel være nogle rigtigt svære tanker om ens krop. Så det handler om, at man skal have hjælp til alle de svære tanker og følelser, man går og kæmper med, så man kan få det bedre. 

Der er nogen, der har svært ved at stoppe med at spise igen, fordi de lider af det, som man kalder tvangsoverspisning. De har det sådan, at de helt mister kontrollen over, hvor meget de spiser. Og derfor får de spist rigtigt meget mad på kort tid. Du kan læse mere om tvangsoverspisning i den artikel, jeg har linket til. Det er helt normalt, at man en enkelt gang eller to kommer til at spise for meget mad fordi, det man spiser bare smager helt vildt godt. Men hvis man igen og igen mister kontrollen over, hvor meget man spiser, fordi man slet ikke kan stoppe igen, så er det vigtigt, at man snakker med nogen om det. For der er hjælp at få, hvis man lider af tvangsoverspisning. Og der er heldigvis mange, der får kontrol over maden igen med den rigtige hjælp.   

Snak med dine forældre

Det allerbedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med dine forældre om, hvordan du har det for tiden. For du har det hammersvært for tiden, så det her er ikke noget, du skal klare alene. Det er noget, du skal have hjælp til, så du kan få hjælp til at få det bedre med dig selv og din krop. Og det er dine forældre, der har ansvaret for at passe på dig og sørge for, at du har det godt. Derfor er det også dem, der har allerbedst mulighed for at hjælpe det. Samtidigt så vil de fleste forældre også rigtigt gerne vide det, hvis man går rundt og har det rigtigt svært. Fordi de bare vil en det bedste og gerne vil kunne hjælpe en med at få det godt igen. Men hvis de ikke ved, at man har det svært, så kan de heller ikke hjælpe. 

Hvis det ikke dur at snakke med dine forældre, er der mon så en anden voksen i nærheden af dig, som du er tryg ved at snakke med? Det kunne være en lærer på din skole, en virkeligt sød moster eller en helt tredje person. Hvis der er det, så kan du nemlig sagtens snakke med dem i stedet. For det vigtigste er egentligt ikke, hvem du snakker med. Det vigtigste er, at du får snakket med en voksen, som kan hjælpe dig med at få noget hjælp til at få det bedre. 

Tag fat i Livslinien

Når du skriver, at det her ikke er det liv, du ønsker. Og at du derfor snart ikke gider mere, så bliver jeg lidt i tvivl om, om det er et udtryk for, at du også kæmper med selvmordstanker? Hvis det er, så er det vigtigt, at du snakker med nogen om det. For selvmordstanker skal du ikke gå alene med. Derfor linker jeg dig også lige til Livslinien. Dem kan du altid tage fat i, hvis du har tanker om, at du ikke rigtigt gider livet mere. 

Hos Livslinien sidder der nemlig nogle søde og dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. De frivillige rådgivere hos Livslinien har snakket med rigtigt mange unge, der har været ved at give helt op. Så de ved godt, hvor hammerondt livet gør, når man har det sådan. Og de skal nok forsøge at hjælpe dig så godt, som de overhovedet kan. Du kan være helt anonym hos Livslinien, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i, og det skal du endelig bare gøre, hvis du har brug for det. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. 

De kan også hjælpe hos LMS

Jeg kommer til at tænke på, om du mon kender til LMS? LMS står og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Og de er eksperter på det der med at have et svært forhold til sin krop og til mad. Det vil sige, at de ved rigtigt meget om, hvor hammersvært det er. Og så ved de også en masse om, hvordan man kan hjælpe mennesker, der har det sådan. 

LMS har en rådgivning, som man altid kan tage fat i, hvis man har det svært med sin krop og med mad. I den rådgivning sidder der nogle super dygtige og rigtigt søde frivillige rådgivere klar til at hjælpe så godt, som de overhovedet kan. Derfor synes jeg også, at du skal prøve at tage fat i LMS. Ligesom hos Livslinien kan du være helt anonym hos LMS. Så der er ikke nogen, der behøver at vide, hvem du er, hvis du ikke har lyst til, at de skal vide det. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du går rundt og har det for tiden. Så du kan få hjælp til at få det bedre. For jeg ved, at der er hjælp at få, når man har det som dig. Og jeg ved, at der er rigtigt mange, der har haft det ligesom dig, der har fået det godt igen og fået et rigtigt godt liv. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper