Hej Mindhelper

jeg føler cutting er den eneste vej, til at apstreherre fra mit lorteliv.

(Pige, 13 år)


Kære pige på 13 år

Det lyder godt nok som om, du er inde i en dødsvær periode lige nu. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er så vigtigt, at du ikke går alene med alle de svære følelser.

Det gør ondt indeni

Du skriver, at du føler, at cutting er den eneste måde, du kan abstraherer fra dit lorteliv på. Og det giver vildt god mening, at du føler sådan. For cuttting er en copingstrategi. Altså en strategi man bruger til at håndtere nogle svære følelser på. Så når du cutter, er det et tegn på, at der er noget indeni dig, der gør vildt ondt. Men selvom det hjælper lige nu og her. Og det måske føles som om, det er det eneste, der kan hjælpe, så er det bare ikke den bedste løsning på den lange bane. Cutting løser nemlig ikke grunden til, at du har det helt vildt svært. Så det får ikke de svære følelser til at gå væk på den lange bane. I stedet for ender du med at stå med to problemer. At du cutter, og at det er helt vildt svært at være dig lige nu. Og det er ikke særligt rart. Så det er vigtigt, at du får fortalt nogen, at du cutter. Så du kan få noget hjælp til at få det bedre.

Find noget andet, der hjælper

Når man cutter, kan det nemt komme til at føles som om, det er det eneste, der kan hjælpe en. Fordi det faktisk hjælper lige nu og her. Men det er som sagt bare ikke den bedste løsning. Derfor er det en rigtigt god idé at finde noget andet at gøre i stedet for cutting, når det hele bare bliver for meget, og man har brug for at få flyttet sine tanker over på noget andet. Jeg ved godt, at det kan være en vildt svær opgave. Og det kan måske føles helt umuligt. Men det er helt okay. Og det er også okay, at det ikke lige lykkedes altid i starten. Det vigtigste er, at du prøver.

Der er nogen, der synes, det hjælper at danse tosset rundt på deres værelse til noget musik, fordi det kan gøre dem lidt glade. Og der er andre, der synes, det hjælper at strikke eller hækle, fordi der så er noget, der holder deres hænder i gang. Måske er der nogen af de ting, der også kan hjælpe dig? Men det er sådan set ikke så vigtigt, hvad det er, du gør. Så længe det hjælper dig med at fjerne fokus fra din lyst til at cutte. Du kan skrive alle de ting, som du kommer frem til virker, ned på en liste. Så har du den og kan altid finde den frem, når lysten til at cutte dukker op. Så har du nemlig nogle ting, du kan prøve af, inden du cutter, når lysten til det dukker op.

Det smarte ved at prøve at flytte fokus fra, at man har lyst til at cutte er nemlig, at efter et stykke tid så glemmer man tit, at man havde lyst til at cutte. Og på den måde kan man få udsat cuttingen lidt, så der går lidt længere tid mellem, at man cutter. Jeg ved godt, at det ikke er nemt. Og prøv at lade være med at blive sur på dig selv, hvis det ikke altid lykkedes. Det er okay. Det er svært at ændre på en vane. Men det kan godt lade sig gøre. Og jo mere man øver sig i at gøre noget andet, jo nemmere bliver det. Fordi det lige pludseligt bliver det at gøre noget andet, der bliver til vanen.

Fortæl det til nogen

Men det allervigtigste råd jeg kan give dig er, at du skal have fortalt det til nogen, at du cutter. Og at du har det mega svært. For cutting er nemlig super svært. Og det er ikke noget, du skal eller kan klare helt alene. Det er noget, du skal have noget hjælp til. Så du kan få hjælp til at håndtere de svære ting, der er grunden til, at du cutter. Den hjælp kan du bare kun få, hvis du får fortalt nogen, hvordan du har det. For selvom det ville være så meget nemmere nogle gange, så er svære tanker og følelser bare ikke altid noget, man kan se på hinanden. Så derfor er man nødt til at fortælle det til nogen, hvis man har det svært. Og har brug for hjælp til at få det bedre igen.

Det allerbedste ville være at snakke med dine forældre. Jeg gætter nemlig på, at det er dine forældre, der er mest omkring dig. Og derfor er det også dem, der har bedst mulighed for at hjælpe dig, mens det er svært. Desuden tænker jeg i øvrigt, at dine forældre rigtigt gerne vil vide, at du har det svært. De fleste forældre holder nemlig af sine børn og vil rigtigt gerne hjælpe dem, når de har det svært. Og det er faktisk en del af deres ansvar at hjælpe deres børn, når der er noget, de har brug for hjælp til.. Men hvis der er en anden voksen, du er mere tryg ved at snakke med, kan du også tage fat i ham eller hende. Det er nemlig ikke så vigtigt, hvem du starter med at snakke med. Så længe du får fortalt nogen, at du cutter. Og at du har det rigtigt svært.

Tag fat i LMS

Hvis du nu ikke lige kan komme i tanke om nogen omkring dig, du kan snakke med, kan du altid tage fat i LMS. LMS er nemlig eksperter i blandt andet selvskade – som er et andet ord for cutting. Så LMS ved rigtigt meget om, hvordan man kan hjælpe folk, der selvskader. Hos LMS er der nogle rigtigt dygtige frivillige rådgivere, som man kan komme til at snakke med, hvis man for eksempel cutter. De frivillige rådgivere er vant til at snakke med unge, der cutter. Så de ved godt, at det kan være super svært at sætte ord på. Og de skal nok hjælpe dig, så godt de kan med at få sagt det, du gerne vil sige. Der er rigtigt mange forskellige måder, du kan komme til at snakke med deres rådgivere på, så du kan vælge den mulighed, der er mest tryg for dig. Og så kan du være helt anonym hos LMS, hvis du helst vil det. Så du kan være helt tryg ved at tage fat i dem.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at det du tager med mig fra mit svar er, at du skal have fortalt nogen, at du cutter. Så du kan få hjælp til at få det bedre igen. For selvom det føles som den eneste løsning lige nu. Og det måske føles som om, der slet ikke er andre måder, du kan få det godt igen på, så kan det godt lade sig gøre at få det godt. Og faktisk får langt de fleste, der har kæmpet med cutting det godt igen. Så godt, at de ikke længere behøver cuttingen til at håndtere sine følelser. Men nogle gange kræver det bare lidt hjælpe fra nogle andre. Og det er derfor, jeg virkeligt håber, at du får snakket med nogen om det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper