Hej Mindhelper
Jeg cutter og har gjort det i næsten et år nu. I starten gjorde jeg det ikke fordi jeg havde det svært eller noget men bare fordi jeg synes det så fascinerende ud. Nu har jeg det ikke så godt og døjer meget med selvmordstanker. Jeg cutter stadig kun fordi det er fascinerende men det har taget overhånd og jeg kan ikke længere styre det.
Er der andre der cutter fordi de synes det er fascinerende og hvem skal jeg sige det til uden de tænker jeg er underlig??
(Pige, 14 år)
Kære pige på 14
Det lyder, som om du har det rigtigt svært lige nu. Så jeg er rigtigt glad for, at du har valgt at skrive ind. Det betyder, at du søger hjælp. Og det er første skridt i retning af at få det bedre. Så det er super flot gjort.
Der er mange forskellige grunde til cutting
Der er rigtigt mange forskellige grunde til, at folk begynder at cutte. Men fælles for alle grundene er, at der er noget indeni, der gør ondt. Cutting er nemlig en måde at håndtere rigtigt svære følelser på. Men det er bare ikke den bedste måde at gøre det på.
Det er ikke altid, at det lige er nogen bestemt følelse, der er grunden til, at man begynder at cutte. Nogle gange kan det være en mere uspecifik følelse, der gør, at man får lyst til at skære i sig selv. Og så kan det godt føles som om, at man kun begyndte at cutte, fordi man var fascineret af det. Ligesom du beskriver. Men cuttingen er et tegn på, at der er et eller andet indeni dig, der gør rigtigt ondt. Og som du har brug for hjælp til at få håndteret. Så du kan få det under kontrol igen. Og så du til sidst slet ikke behøver bruge cuttingen til at løse det. For du skal virkeligt passe på dig selv. Og du fortjener at behandle dig selv og dine følelser med omsorg.
Snak med en voksen
Du har det ikke særligt nemt lige nu. Der er både selvmordstanker og cutting, der fylder. Det er et tegn på, at du har det virkeligt svært. Og det er nogle drøn-svære ting at gå rundt med. Specielt hvis man går rundt med det helt alene, som det lyder, som om du gør. Og der er ikke nogen, der skal gå rundt med så svære ting helt selv. Heller ikke dig. Det fortjener du nemlig ikke. Derfor er det rigtigt vigtigt at du får snakket med en voksen. Både om selvmordstankerne og om cuttingen. Det er nemlig bare så vigtigt, at der er nogen til at støtte dig, mens det er svært. Så mit allerbedste råd til dig vil være at snakke med dine forældre.
Du skriver, at du er bange for, at de måske vil synes, du er underlig. Det tænker jeg ikke, at dine forældre vil synes. For du har det bare rigtigt svært lige nu og kæmper med at få nogle rigtigt svære ting under kontrol. Det er ikke underligt – men helt menneskeligt. Og hvis man har det så svært som dig, har man brug for støtte til at komme igennem det. Hvis det er svært at få det sagt, kan du prøve at skrive et brev. Det kan måske hjælpe, at du har god tid til at tænke over, hvordan du vil skrive det. Og så behøver du heller ikke sige helt så meget.
Hvem kan du ellers snakke med?
Det er rigtigt vigtigt, at du får snakket med nogen om de ting, du lige har skrevet i dit brevkassespørgsmål. Som jeg har skrevet er både cutting og selvmordstanker nemlig nogle rigtigt tunge ting, som man bestemt ikke skal gå rundt med alene. Men måske synes du, det er nemmere at snakke med nogen, som du slet ikke kender? Så kan du se nedenunder, hvem du så kan tage fat i. Det er alle sammen helt gratis tilbud, hvor du også kan være anonym, hvis du helst vil det.
- Livslinien
Fordi du skriver, at du har selvmordstanker, er det rigtigt vigtigt for mig, at gør dig opmærksom på Livslinien. Selvmordstanker er ikke unormale, når man har det svært, sådan som du har det lige nu. Det er nemlig et tegn på, at det gør rigtigt ondt. Og et udtryk for, at man bare gerne vil have det til at holde op. Og så kan døden komme til at virke som en udvej – men det er det ikke. For der er heldigvis mulighed for at få det bedre igen. Faktisk får langt de fleste det godt igen. Så hvis selvmordstankerne kommer til at fylde for meget for dig, er det rigtigt vigtigt, at du tager fat i Livslinien. De frivillige derinde er rigtigt dygtige og har snakket med rigtigt mange, der har haft selvmordstanker ligesom dig. Derfor er de vant til at snakke med folk om selvmordstanker, så du dem kan du roligt tage fat i. - LMS LMS er rigtigt gode at tage fat i, når man cutter. De er nemlig eksperter i blandt andet selvskade. Derfor har de en rigtigt stor viden om, hvordan man bedst kan hjælpe mennesker som dig, der kæmper med selvskade. Hos LMS er der rigtigt mange forskellige muligheder for at komme til at snakke med en af deres rådgivere, så du kan vælge den mulighed, der passer dig bedst. Deres rådgivere har også snakket med rigtigt mange, der kæmper med blandt andet selvskade. Så dem synes jeg helt klart, du skal kontakte og høre, hvad de har at sige.
- Børnetelefonen og Headspace
Både Børnetelefonen og Headspace er oplagte at tage fat i, når man har det svært. Begge steder sidder der frivillige rådgivere klar til at snakke med dig om det, der er svært for dig. Fælles for begge steder er, at deres rådgiver er super søde. Og så har de snakket med rigtigt mange forskellige unge med rigtigt mange forskellige problemer, så man kan aldrig gå forkert nogen af stederne. Måske det var værd at tage fat i dem og høre, hvad de siger?
Jeg håber virkeligt, at mit svar har hjulpet dig lidt. Og at du har fundet noget inspiration til, hvem du kan snakke med. Og så krydser jeg fingre for, at du får det bedre, så du ikke længere behøver at kæmpe med cutting og selvmordstanker.
De allervarmeste hilsner fra en Mindhelper