Hej.
Jeg har det ikke særlig godt. Jeg spiser ikke særlig meget, og jeg cutter. Jeg har cuttet i over to år, og ingen ved det, da jeg skjuler det. Jeg ved ikke helt hvorfor, at jeg gør det. Men jeg føler mig ikke god nok, og jeg bliver også tit sur på mig selv. Min selvskade bliver bare værre og værre, og jeg vil egenlig rigtig gerne stoppe, jeg kan bare ikke. Jeg hader mig selv fordi at jeg gør det, men mest af alt fordi at jeg startede på det. Jeg ville ønske at jeg aldrig var startet!
Jeg har aldrig snakket med nogen om det, eller i det hele taget bare om hvordan jeg har det, for jeg kan ikke. Når nogen spørger, hvordan jeg har det lukker min hjerne totalt ned, og det eneste jeg kan sige er fint. Ikke engang mine forældre kan jeg snakke med omkring, hvordan jeg har det. Jeg tør heller ikke vise, hvordan jeg har det. Så jeg smiler altid, for det er det nemmeste.
Ville bare ønske, at jeg kunne stoppe med at cutte, uden at der var nogen, som skulle indblandes. Det ville være så meget nemmere, men jeg kan ikke. Jeg ville også ønske, at jeg bare kunne spørge om hjælp, men det kan jeg heller ikke. Jeg er så sur på mig selv over, at jeg ikke bare kan få spurgt om hjælp også bare komme videre. Jeg vil så gerne stoppe, for jeg har en god familie, gode venner og får gode karaktere. Så egenlig har jeg ingen grund til at cutte, forstår virkelig ikke hvorfor jeg gør det.
Der er så mange som har det meget dårligere end mig, også sidder jeg og cutter og har ondt af mig selv, jeg burde at tage mig sammen, og bare komme videre. Hvorfor kan jeg ikke? Når jeg så gerne vil, og hvorfor kan jeg ikke bare få det sagt?
Jeg vil bare gerne være rigtig glad igen!
(Pige, 15 år)
Hej pige, 15 år
Først vil jeg lige sige, at det er utroligt flot, at du har skrevet herind. Det må være rigtig svært at være dig lige nu. Og jeg er ked af at høre, at du har det skidt. Cutting og manglende lyst til at spise skal man tage alvorligt. Og det er godt, at du har gjort det ved at skrive herind.
Du fortæller i dit brev, at du har svært ved at fortælle om dine problemer og bede om hjælp. Men det er jo lige netop hvad du har gjort her. Og det kræver stort mod. Det viser også, at du gerne vil have det bedre, som du også selv skriver. Og det er det første og vigtigste skridt til at få det bedre og til at få hjælp.
Så start lige med at klappe dig selv på skulderen for, at du har skrevet herind.
Du fortæller i dit brev, at du ikke helt ved, hvorfor du cutter og, at du helst vil stoppe igen af dig selv. Det er meget typisk, når man har det skidt, at man ikke helt ved, hvorfor. Hvis du vidste hvorfor du gør det, havde du det måske heller ikke så dårligt? Og det kan være rigtig svært at finde ud af selv. Derfor skal du have hjælp af andre.
Det er svært at bede om hjælp
Du skriver, at du ikke kan bede om hjælp og at du er sur på dig selv over det. Du skal vide, at det er en helt normal reaktion, når man er i din situation. Og det skal du ikke slå dig selv i hovedet på grund af. For det er rigtig svært at skulle bede om hjælp og fortælle om sine problemer. Specielt, når din hjerne lukker ned, som du beskriver og du ikke føler, at du kan vise, hvordan du har det indeni.
Måske skammer du dig? Og føler dig flov? Og måske har du ikke ord for det der sker inden i dig? Det er netop i sådanne situationer, at du kan have rigtig stor gavn af andre. Andre kan hjælpe dig med at sætte ord på det der er svært at sige. Og andre kan hjælpe dig med at finde ud af, hvorfor du har det svært.
Der er ingen som skal klare de ting du går med alene.
Så hvad gør du? Sig det
Du har taget det første svære skridt og fortalt om dine tanker til brevkassen her. Det er rigtig flot.
Du fortæller, at det føles umuligt at sige det til dine forældre/venner. Og det forstår jeg godt. Sådan vil de fleste i din situation have det. Det bedste er altid at fortælle om sine problemer til dem nær dig og som kender dig. Men hvis det er helt umuligt lige nu, skal du kontakte Landforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade. De er eksperter i at hjælpe folk der laver selvskade. Du kan ringe eller skrive anonymt til dem.
Hvis de ikke dur, kan du læse om andre hjælpetilbud, som du kan kontakte på vores side om at finde hjælp. Det vigtigste er, at du får hjælp.
Når du får mod på det, synes jeg, at du skal sige det til bare én ven eller en af dine forældre. Så er der nogen nær dig, der kender til dine problemer og kan hjælpe dig, der hvor du er. Du kan jo overveje at starte med at skrive det, hvis det er for svært at sige. Fx. ved at vise eller sende dit brev her.
Rigtig meget held og lykke
De allervarmeste hilsner fra Mindhelper