Hejsa Brevkasse
Jeg står i den situation at jeg har et super dejligt arbejde, og har ret godt styr på tingene. Jeg er blevet tilbudt en ”forkortet” uddannelse som, hvor jeg kommer igennem 5 kurser, og så starter direkte på hovedforløb 2.
Dog har jeg fundet ud af gennem kurserne, at jeg ikke er den bedste til faget… og føler mig nede, for jeg har skrevet under på uddannelseskontrakten, og vil helst blive faglært i mit job, så jeg er mere stabil.
Mit skoleforløb starter snart, hvor der måske kun er mig i klassen, som ikke har meget erfaring for faget. mens de andre har været gennem grundforløb og hovedforløb 1…
Jeg er rigtig nede over det…. og gennem kurserne har jeg kun kunnet gennemføre det ved at stille spørgsmål hele tiden… det er som om jeg ikke kan selv, og tingene ikke bliver siddende i hovedet…
Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre, da jeg har mistet al den selvtillid jeg startede kurserne med.
Hilsen, L
(20 år)
Hej 20 årig
Det kan godt fylde, når man føler sig usikker på at starte på et nyt forløb. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.
Jeg vil lige starte med sige, at jeg har slettet lidt informationer og dit navn i svaret, så du kan være helt sikker på at være anonym. Det håber jeg er okay.
Det er normalt
Når man skal starte på et nyt forløb, kan der godt opstå en del tanker og bekymringer som fx kan jeg finde ud af det? Er det for svært? Er de andre bedre end mig? Det tror jeg, at de fleste unge kender til. For det er helt normalt at være nervøs og usikker inden man starter på noget nyt. Og når de andre på forløbet også har været gennem flere forløb end en selv, så kan det godt stikke ekstra meget til de bekymringer. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at det fylder hos dig lige nu.
Vi lærer på forskellige måder
Vi mennesker er meget forskellige, og derfor er det også meget forskelligt, hvor vi hver især har vores styrker. Nogle er rigtig stærke til at gå i skole og huske ting, mens andre er vildt gode i praksis. Så selvom man måske synes, at uddannelsen er svær, så kan man stadig være rigtig dygtig til sit fag. Og selvom man ikke er den i klassen, som er allerstærkest rent fagligt, så kan man godt tage og klare uddannelsen alligevel.
Det kan også nogle gange være en hjælp at huske på, at vi mennesker allesammen lærer på forskellige måder. Nogle lærer ved at lytte og andre har brug for at stille spørgsmål og så sagt tingene højt. Og det er helt okay. Derfor tænker jeg heller ikke, at der er noget galt i, at du har brug for at stille spørgsmål for at komme igennem tingene. Det er simpelthen bare den måde, som din hjerne lærer bedst på.
Selvtillid kan bygges op igen
Du skriver også, at du har mistet al den selvtillid, som du startede kurserne med. Det kan godt være lidt af en mavepuster, når ens selvtillid pludselig ikke er den samme længere. Men heldigvis kan selvtillid godt bygges op igen. I vores artikel om selvtillid er der nogle gode råd til, hvordan man får mere selvtillid. Så jeg tænker, at der måske er noget i den, som kunne være hjælpsomt for dig?
Snak med en studievejleder
Det allerbedste råd, som jeg kan give dig er at snakke med en studievejleder. For studievejledere ved en hel masse om læring og trivsel. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, når man går med nogle bekymringer for, hvordan det bliver når skoleforløbet starter. De fleste skoler har en studievejleder tilknyttet, som man kan bestille en tid. Og ellers vil ens lærere som regel også gerne tale med en om det, hvis man synes at undervisningen er svær eller der er noget andet, som bøvler.
Snak med dem omkring dig
Når man går og bøvler med nogle ting kan det være en rigtig god ide at snakke med nogen om det. For ofte fylder alt det svære lidt mindre, når man deler det med andre. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om der er nogen omkring dig, som du kan snakke med? Måske en forældre, en god ven eller en fra arbejdet. Det kan også være, at der er nogle af dem fra dit arbejde, som også har taget uddannelsen og derfor også har været igennem skoleforløbet, og som derfor måske har et god råd eller to til dig. Og selv hvis de ikke har, så vil langt de fleste gerne lytte og hjælpe, når man fortæller dem, at der er nogle ting, som fylder for tiden.
Det kan være svært, når bekymringerne om at starte et nyt hovedforløb fylder. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. De varmeste tanker til dig!
De bedste hilsner fra en Mindhelper