Hej
jeg er en pige på 13 år jeg har meget uro i kroppen, mine lærer har sagt at jeg skal have en lille test fordi de kan se at jeg har meget uro i timerne f.ex. jeg skal hele tiden rører ved noget / have noget i hænderene f.ex. viskeleder, blyantspiser, og bliver for styreret i timerne hvis der er for meget lam eller hvis folk er udenfor bliver jeg disrerheret, kan i hjælpe mig med hvad jeg skal gøre?
(13 år)
Kære Du
Det lyder til, at det med, at du har meget uro i kroppen og skal have en test fylder en hel hos dig. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os, og fortalt om det. For bekymringer er ikke noget, man skal gå med alene.
Det er normalt
Du skriver, at du har meget uro i kroppen, og du hele tiden skal have noget i hænderne, når du er i skolen. Det med at sidde og pille og dimse rundt med noget, er noget, som langt de fleste unge kender til. Måske keder man sig eller måske kommer man til at sidde og pille i viskelæderet helt uden at tænke over det. Derfor er det også normalt sommetider at sidde lidt uroligt eller blive distraheret, hvis der sker noget uden for vinduet. Men for nogle unge fylder pilleriet og distraktionerne så meget, at det bliver alt svært at følge med i, hvad der sker i timerne. Og så kan det være en god ide, at få taget en test for at se, hvad det er, som gør at man har svært ved at koncentrere sig.
Så selvom det godt kan føles lidt overvældende at skulle have taget en test, så jeg tænker, at det er en rigtig god ting. For når lærere gerne vil have deres elever testet, er det for at hjælpe dem. Og for at finde ud af, om der måske er noget hjælp, som kan gøre det lettere for en at være i skolen uden at blive distraheret.
Snak med dine forældre
Du spørger også, hvad du skal gøre. Og det kan jeg godt forstå. For når man har fået at vide, at man skal have lavet en test, kan det godt være svært at hitte hoved og hale i det hele. Derfor er mit allerbedste råd til dig også, at snakke med dine forældre om, hvordan du har det.
Dine forældre er nemlig måske nogle af de voksne, som er tættest på dig. Og langt de fleste forældre vil rigtig gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem at man går og tumler med nogle bekymringer. Ofte fylder bekymringerne også lidt mindre, når man får sagt dem højt.
Det kan også være, at du kan snakke med dine forældre om, hvad du kan gøre for at det bliver nemmere over i skolen. Og måske dine forældre også kan tage fat i skolen, og få en snak med dine lærere om, hvad der kunne være en hjælp for dig.
Snak med dine lærere
Hvis du har mod på det, kan du også selv snakke med dine lærere om, hvad du kan gøre. Det kan være, at dine lærere har nogle gode råd til dig eller kan fortælle dig lidt mere om den test, som du skal have lavet. Så du kan få lidt mere ro i maven.
Børnetelefonen
Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du også altid tage fat i Børnetelefonen. Hos Børnetelefonen sidder der nemlig en hel masse søde og rare rådgivere klar til at hjælpe. Rådgiverne er vant til at snakke med børn og unge, som har det svært. Derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Du kan både ringe til dem, chatte med dem eller sende dem en SMS. Så dem kan du trygt tage fat i.
Det kan være svært at bøvle med uro i kroppen, og det kan komme til at fylde en del, når man har fået at vide, at man skal have taget en test. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender i hvert fald en masse varme tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper