Hej

min ene lære hader mig virkelig,
hun behandler mig ikke som andre og gør mig til det sorte får, bare vis jeg siger end ting skriver hun hjem, og hun skriver ikke hvad der rigtig sker, hun skriver som om jeg slet ik ka finde ud af være i skolen,
jeg er træt af det for mine forældre tro på hende, hun hader mig virkelig
hvad gør jeg

(Pige, 14 år)


Hej Pige på 14 år

Det er ikke særligt rart at føle, at ens lærer hader en. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Det kan godt blive bedre

Det er ikke sjovt at føle, at man er det sorte får eller at ens lærer ikke kan lide en. For vi har allesammen brug for at føle, at vi hører til og, at det er rart at gå i skole. Men selvom der er konflikter mellem dig og læreren lige nu, så tænker jeg ikke, at det behøver blive ved sådan for evigt. 

Du skriver ikke så meget om, hvorfor din lærer bliver vred på dig og skriver hjem til dine forældre? Derfor kan det også være lidt svært at komme med nogle råd til, hvad du kan gøre i bestemte situationer. Men jeg tænker, at det lyder til, at der er opstået nogle konflikter mellem dig og læreren. Og forhåbentligt kan konflikterne godt løses, så det bliver rart for dig at gå i skole igen. Jeg vil prøve at komme med lidt råd til, hvordan du kan gribe det an. 

Snak med hende om det 

Nogle gange oplever vi mennesker ting og situationer rigtigt forskelligt. Lidt ligesom at vi ikke altid er enige om, hvad der er pænt tøj. Eller hvad der er sjovt at lave, når man har fri. Så er vi heller ikke altid enige om, hvad der skete i en bestemt situation. Derfor kan 2 mennesker, som begge har været i den samme situation, godt have oplevet situationen ret forskelligt. Og jeg tænker, at det måske også er det, der sker mellem dig og læreren lige nu. 

Sådan nogle konflikter kommer alle mennesker til at opleve i deres liv. Det er helt normalt. Og det kan være med alle mulige forskellige, at vi kommer op og skændes – alt fra ens mor, postbud eller kæreste. Og hvis man skal prøve at løse konflikten, så kan det kan være en god idé at prøve at mødes på midten. Sådan så man ikke forsøger at vinde over hinanden. Men i stedet at hjælpe hinanden med at finde en fælles vej. 

De fleste lærere ønsker ikke, at deres elever skal have det dårligt i skolen. Og de fleste lærere synes heller ikke det er rart at skulle skrive hjem til deres elevers forældre. Men samtidigt er lærere også bare mennesker, og de kan også blive sure, hvis de synes man opfører sig dårligt, uanset om de har ret eller ej. Derfor tænker jeg, at du kan prøve at hive din lærer til side en dag, og spørge hende ad, om du ikke godt må snakke med hende. Så kan du prøve at fortælle hende, at du føler, at hun gør dig til et sort får, og du faktisk ikke helt forstår, hvad du skal gøre, for at det kan blive godt imellem jer igen. Du kan også prøve at spørge hende ad, hvad hun synes i kan gøre for at få løst konflikterne, så det kan blive rart for jer begge to. 

Du kan prøve at læse vores artikel om, hvordan man håndterer konflikter. For selvom den godt nok er rettet mod venner, så kan mange af rådene sagtens bruges i situationer med lærere eller andre voksne. 

Snak med en anden lærer om det 

Hvis det stadig ikke er blevet bedre, efter du har snakket med din lærer, så kan du eventuelt prøve at snakke med en anden lærer om det. Rigtigt gerne en lærer, som du er glad for og tryg ved. For det kan være rigtigt godt at have en voksen at snakke med, som ikke lige er en del af konflikten. Så kan den lærer nemlig hjælpe med at finde på en god løsning, og måske snakke med den anden lærer sammen med dig eller for dig. Det kan være en rigtig rar måde at få hjælp på. 

Snak med dine forældre igen. 

Jeg tænker også, at du kan prøve at snakke med dine forældre igen. Jeg ved godt, at det ikke altid er så nemt. Men det kan være en rigtig god måde at få hjælp på. Og hvis du har lyst, så kan du finde lidt inspiration i vores guide til at snakke om svære ting med sine forældre.  Men prøv at fortælle dem de ting, som du har fortalt mig. At du oplever, at din lærer gør dig til det sorte får, og at du ikke ved, hvad du skal gøre ved det nu. For selvom dine forældre måske er enige med læreren, så kan det være, at de stadig rigtigt gerne vil hjælpe med at få løst konflikten. De fleste forældre vil rigtigt gerne have, at deres børn har det godt i skolen. Og det kan være rart at få de voksnes hjælp, hvis det hele er gået i hårdknude. 

Tag fat i Børnetelefonen 

Hvis du har brug for mere hjælp. Eller har brug for at få snakket hele den her trælse situation igennem. Så kan du tage fat i Børnetelefonen. Børnetelefonen er en gratis børne og ungerådgivning, hvor man kan ringe, chatte eller skrive ind til deres frivillige og få hjælp til det, der fylder. De er mega søde, og vil rigtigt gerne hjælpe. Du behøver ikke fortælle dem, hvem du er eller hvad du hedder. Det er helt gratis, og du er altid mere end velkommen til at kontakte dem. De skal nok gøre deres bedste for at komme med flere gode råd. 

Jeg håber, at mit svar har været hjælpsomt for dig. Og så krydser jeg fingre for, at der kommer en løsning på det hele, så du ikke behøver føle dig som et sort får. Knus herfra.

De bedste hilsner fra en Mindhelper