Hej Mindhelper
Kan kommunen tvinge mig til at være social? Jeg hjemmeundervises efter eget ønske og har det godt med det, men kommunen vil have at jeg skal være social med jævnaldrene. Kommunen stresser mig og gør mig i dårligt humør. De vil blandt andet tvinge mig til at lave en §50 undersøgelse. Kan de ikke bare acceptere mig som jeg er?
(Dreng, 16 år)
Kære 16-årige dreng
Det er aldrig rart at føle, at man bliver tvunget til noget, man ikke har lyst til. Det kan nemlig gøre, at man føler sig presset. Og det er ret ubehageligt. Derfor er det også rigtig godt, at du har valgt at dele din oplevelse.
Kommunen vil dig det bedste
Du skal vide, at kommunen kun vil lave en paragraf 50 undersøgelse, hvis de mener, at der er behov for en. De gør det kun for at hjælpe og støtte dig bedst muligt. De gør det ikke for at stresse dig eller gøre dig i dårligt humør – selvom det godt kan have den virkning på dig. De gør det kun, fordi de mener, at det er for dit eget bedste.
Snak med dine forældre
Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med dine forældre om det, du oplever? Hvis ikke, synes jeg helt sikkert, at du skal gøre det. Det må ikke være rart at gå med en oplevelse af, at du bliver tvunget til noget, du ikke har lyst til. Og den oplevelse skal du ikke gå med alene. Den skal du dele. Og nu foreslår jeg dine forældre. Men det kan også være en anden voksen, du er tryg ved. Det vigtigste er bare, at du deler det med nogen.
Søg gratis retshjælp
Du spørger, om kommunen kan tvinge dig til at være social. Og om de ikke bare kan acceptere dig, som du er. På nettet kan man finde steder, der tilbyder gratis retshjælp. Der sidder personer, der har styr på lovgivningen, der kan give dig svar på de spørgsmål, du har. Prøv at lave en Googlesøgning på “gratis retshjælp” eller noget lignende, så skulle der gerne poppe noget op.
Det kan virke stort at sidde med det her alene. Så derfor vil jeg råde dig til at tage fat i en voksen, så I sammen kan tage kontakt til et af de steder, der tilbyder retshjælp. Det kan være den person, du også har åbnet op overfor i forhold til din oplevelse med kommunen. Det er nemlig – igen – ikke noget, du skal sidde alene med og finde ud af på egen hånd.
Jeg håber, at du får talt med en, du er tryg ved. Og at I sammen får snakket med nogen, der har styr på lovgivningen, så du kan blive lidt klogere på det.
De bedste hilsner fra Mindhelper