Hej Mindhelper
Jeg er startet i 1.G, men jeg er simpelthen så ulykkelig. Jeg vil super gerne droppe ud og så arbejde et år og så starte på en anden uddannelse til næste år. Det er så slemt i min klasse at jeg om aftenen ligger og græder når jeg skal i skole næste dag. Jeg har ondt i maven og går med kvalme hele tiden.
Jeg føler mig meget udenfor i min klasse, da mange af dem eg går i klasse med kender hinanden i forvejen og de gider ikke rigtigt snakke med mig eller de andre 4 mennesker der ikke kender dem.
Som sagt vil jeg allerhelst droppe ud, men min far har forbudt mig at gøre det.
Nå men mit spørgsmål er: hvad synes i jeg skal gøre herfra? Bør jeg bare bide tænderne sammen og kæmpe mig igennem de næste tre år, eller bør jeg skifte til HF fx? Eller en helt tredje mulighed?
(Pige, 17 år)
Hej Pige på 17 år
Det lyder godt nok til, at du har fået en rigtig hård gymnasiestart og derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. For det er alt for svært til, at du skal gå alene med det.
Gymnasiestart
Desværre er der rigtigt mange unge, som oplever det, du også beskriver i dit brev. At det er hammersvært at begynde på gymnasiet, at man slet ikke føler, at man passer ind og det hele bare er noget værre møg. Men som du selv så super fint skriver til sidst i dit brev, så er der mulighed for, at man kan gøre andre ting, hvis man ikke falder til i sin klasse. Jeg vil gøre mit bedste for, at prøve at liste nogle overvejelser og muligheder op for dig. Og så kan du prøve at mærke efter, hvad der måske kunne være godt for dig. For i sidste ende, så er det kun dig, som kan mærke efter i maven, hvad der er det rigtige at gøre. Og heldigvis er der ikke noget rigtigt eller forkert svar. Man må altid gerne vælge noget andet, hvis man tror det vil være bedre for en.
Er det for tidligt at give op?
Når jeg læser dit brev, så tænkte jeg med det samme, at det ikke lyder til særligt sjovt, at være dig lige nu. Men det kan være svært for mig at bedømme, om du bør prøve at finde noget andet eller blive i din klasse. Jeg kommer til at tænke på, om det er for tidligt, at smide håndklædet i ringen? For hvis jeg regner rigtigt, så har du kun gået i din klasse i en måneds tid. Kan det passe? Og måske giver det så meget god mening, at det sociale ikke helt er faldet på plads endnu. For det kan sagtens tage lidt tid, før man lige falder til og finder ud af, hvem der er gode at snakke med. Hvis de andre i klassen ikke tager så meget kontakt til dig, så kunne det måske være en god idé, hvis du prøvede at tage initiativet? Nogle gange er det nok at være lidt ekstra modig en dag eller to, bryde isen med de andre og så har man fået skabt kontakten. Du kan prøve at udse dig en fra klassen, som virker sød og se, om du ikke kan komme i kontakt med ham eller hende i løbet af dagen?
Klasseskift eller droppe ud?
Det kan sagtens være den rigtige løsning at droppe ud eller skifte klasse. Nogle gange lander man bare i en klasse, man ikke passer ind i. Men om du skal droppe ud eller finde en anden klasse, er jo så en ny overvejelse. Det smarte ved at finde en anden klasse er, at du så måske ender med at lande i en klasse, som du rigtigt godt kan lide og på den måde kan fortsætte på gymnasiet. Men det kommer også an på, om det overhovedet er gymnasiet eller noget helt andet, du gerne vil? For du skriver, at du overvejer at arbejde i et år og så starte op en anden uddannelse. Og så kommer jeg til at tænke på, hvilken uddannelse det er? For hvis der er en anden uddannelse, som du meget hellere vil end gymnasiet, så kan det jo være god idé, at droppe ud nu og så tage den næste år. Jeg vil anbefale dig, at sætte dig ned og prøve at lave en liste over fordele og ulemper ved de forskellige valg, du overvejer. På den måde, vil det måske blive nemmere for dig at få overblik over, hvad der taler for de forskellige ting og på den måde, vil du måske kunne tage det bedste valg?
Snak med din far igen
Det lyder til, at du har prøvet at snakke med din far om, hvordan det går og han har forbudt dig, at droppe ud. Men måske kunne det være en god idé, hvis du prøvede at snakke med din far igen. For hvad er årsagen til, at han ikke synes du må droppe ud? Er det fordi, at han er bange for, at du ikke kommer igang med en anden uddannelser eller at du bare vil være derhjemme i et år. For så kan i jo snakke om, hvad du ellers har overvejet af planer og muligheder. På den måde vil din far måske bedre kunne forstå, hvorfor der også kan være gode grunde til at droppe ud. Hvis din mor også er inde i billedet, så kan du jo prøve at snakke med hende om dine overvejelser og høre, hvad hun tænker. Måske vil hun så kunne snakke med din far, hvis han stadig ikke synes om dine planer.
Tag fat i en studievejleder
Jeg vil godt love dig, at du langt fra er den eneste gymnasieelev, som har det, som du har det lige nu. Der er rigtigt mange, som bliver super meget i tvivl om, om de har taget det rigtige valg, når de begynder i gymnasiet. Og heldigvis så er der hjælp og hente. Du kan bede om at få et møde med en studievejleder på dit gymnasium. Studievejlederen er nemlig ekspert i uddannelser og ved alt om, hvad der er af muligheder derude. De kan være super søde at snakke med og det er deres job at hjælpe unge, som er i tvivl eller har problemer med deres uddannelse. Du kan snakke med administrationen på din skole om, hvordan du får et møde med en studievejleder.
Tag fat i Headspace
Hvis du har brug for at snakke med nogle, som ikke lige er din familie eller en studievejleder, så er du altid velkommen hos Headspace. Headspace er en frivillig ungerådgivning, hvor man kan komme og snakke om det, som fylder for en. Intet problem er for stort eller småt i Headspace og det er helt anonymt. Deres frivillige er super søde og dygtige. Og de er helt vant til at snakke med unge, som har det svært på gymnasiet. Der vil du også have mulighed for at snakke med nogen om dit dilemma og de valg, som du overvejer. Og det kan være rigtigt rart at have en sparringspartner, hvis man er i tvivl. Måske kunne det være noget for dig?
Det kan være super svært, at starte på gymnasiet. Og man skal ikke nødvendigvis blive der for hver en pris. Det er helt okay at vælge noget andet, hvis det er bedst for en. Jeg håber, at mit svar har været hjælpsomt for dig. og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super godt med dig – uanset om det bliver på gymnasiet eller et helt andet sted.
De bedste hilsner fra en Mindhelper