Hej Mindhelper

Jeg ved ikke, hvordan jeg vil opnå min fremtid.
Jeg overvejer at droppe ud af gymnasiet, da jeg ikke er så vild med skole. Det giver mig alt for meget stress og skuffelse, og det eneste det skaffer mig er en arbejde som en medarbejder. Hvilket ikke er det jeg vil. Jeg vil ikke være afhængning af et selskab for at skaffe mig penge. Jeg vil tjene mange penge, ik rigtig noget bestemt antal, jeg vil bare tjene nok. Penge nok til at få frihed. Penge kan ikke købe glæde, men det kan købe frihed, hvilket kan føre til glæde. Problemet er bare, jeg ved ikke helt hvordan. Jeg har læst om en del muligheder, starte et firma, investere og sælge ejendommer. Den gennemsnitlige millionær har 7 forskellige indkomst, hvilket jo er meget og noget jeg gerne vil opnå. Så derfor mener jeg ikke at en uddannelse er helt noget for mig. Jeg tror bare grunden til at jeg ikke er startet er fordi jeg er bange, bange for hvad folk omkring mig siger, især min familie. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle dem om min ide, fordi min familie er relativ fattig, så de vil jo mene jeg skal have et godt og sikkert arbejde der kan skaffe mig penge.
Har tænkt meget over det, så ved ikke.
Hilsen M.

(Dreng, 17 år)


Hej M.

Det lyder til, at du sidder i lidt af et dilemma i øjeblikket. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Du har seje drømme 

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at du har nogle mega seje drømme. Jeg kan sagtens forstå, hvis du gerne vil arbejde for dig selv og skabe en masse frihed i dit liv. Og det er rigtigt godt, at du mærker efter og prøver at finde ud af, hvad du gerne vil med dit liv og din karriere. Det er blevet super oppe i tiden at tænke ud af boksen og kigge på alternativer til den mere klassiske lige vej gennem uddannelses og arbejds-systemet. Heldigvis betyder det også, at der er flere og flere mennesker, som baner vejen for, hvordan man kan gribe det an. 

Få en rollemodel 

Det lyder til, at du lige nu er rigtigt meget i tvivl om, hvordan du skal gribe det hele an. Og det kan jeg sagtens forstå, for de ting du overvejer er der ikke en fast opskrift på, hvordan man opnår. Jeg ved det heller ikke. Derfor vil jeg også anbefale dig at prøve at få dig nogle rollemodeller. En rollemodel kan være et menneske, som har opnået nogle af de ting, som du gerne vil opnå. Ved at finde en, som allerede er der, hvor du gerne vil hen, kan du prøve at finde inspiration og tage ved lære af, hvordan de gjorde det. Hvilke skridt tog de på vejen? Hvilke ting krævede det af dem? Hvilke uddannelser tog de? Måske kan du gøre nogle af de samme ting så. 

Lav en plan, inden du dropper ud 

Det lyder til, at du er godt træt af at gå i gymnasiet. Det er du langt fra den eneste, som skriver herind og fortæller om. Og det er helt okay. For gymnasiet behøver ikke være den gyldne vej til uddannelse og arbejde her i livet. Men jeg vil alligevel anbefale dig lige at overveje, hvad din plan er, inden du dropper ud af gymnasiet. For hvis du ikke ved, hvad det næste skridt i din plan er, så er det måske fint at blive i gymnasiet, indtil du har fundet ud af det? 

Det ville i hvert fald være lidt ærgerligt at droppe ud af gymnasiet, hvis du så hurtigt finder ud af, at du gerne ville tage en uddannelse, som kræver en gymnasial grunduddannelse. Fordelen ved at vente med at droppe ud af gymnasiet, indtil du har en lidt klarere plan er også, at du kan forklare dine forældre, hvorfor det er en fornuftig idé for dig at droppe ud. 

Snak med en studievejleder

Prøv eventuelt at tage fat i en studievejleder på gymnasiet. Studievejlederens job er at hjælpe unge med at finde vej i et uddannelsessystem. Så hvis du tænker, at du ikke rigtigt passer ind i den klassiske uddannelsesvej, så kunne det måske være meget rart at snakke med studievejlederen om, hvad der så kunne være godt for dig? Måske kunne en uddannelse, som er rettet mod at blive selvstændig være noget for dig? Så kunne du hurtigt komme til at arbejde for dig selv + have råderum over din tid. Du kan komme i kontakt med en studievejleder ved at snakke med administrationen på dit gymnasie, eller du kan kontakte eVejledningen, som er et online tilbud om studievejledning. 

Snak med dem omkring dig 

De er nogle rigtigt spændende idéer, som du går rundt med. Men lige nu er du også lidt forvirret om, hvordan du kan gribe det an. Derfor synes jeg også at snakke med nogen omkring dig om dine tanker og planer. For det kan være rigtigt øjenåbnende og hjælpsomt at få lidt feedback og gode idéer fra andre. 

Det kan være du har nogle bekendte, som har et arbejdsliv, du synes virker fedt? Så kan du prøve at tage fat i dem og høre dem ad, om de har nogle gode tips til dig. Det kan også være, at når du begynder at snakke med dem i din omgangskreds, så kender de nogle mennesker, som du måske kan prøve at kontakte. Det lyder måske vildt grænseoverskridende, men de fleste mennesker vil super gerne hjælpe, hvis man kommer og viser interesse og engagement for den måde, som de lever deres liv på.

Snak med dine forældre om dine overvejelser

Selvom du tænker, at dine forældre ikke vil forstå dine drømme lige nu, så tænker jeg stadig, at det ville være en god idé at snakke med dem om det. For forhåbentligt med tiden vil du kunne få deres støtte og hjælp. Du kan eventuelt starte med at fortælle om planen og drømmen, inden du fortæller, at du vil droppe ud af gym. Og måske fortælle om planen over lidt tid. Altså først bruge tid på at få dem overbevist om, at dine drømme er opnåelige, og hvordan du vil komme derhen. Så de kan mærke at du har en plan om, hvordan du kommer derhen, og at du mener det seriøst. Så vil de måske godt kunne acceptere, hvis du dropper ud af gymnasiet eller tager nogle andre valg, end de lige havde regnet med. Giver det mening? 

Jeg håber at mit svar har været hjælpsomt for dig, og du får lagt en plan for, hvordan det skal gå fremadrettet. Held og lykke med det hele. Jeg hepper på dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper