Hej Brevkasse

mit navn er M

jeg har det svært i skolen og jeg er den langsomste til at læse. og jeg har maget tængt på at flytte skole til min gammel skole der havede jeg det beder end den skole jeg er på nu hvordan kan man sige det til ens forælder at man godt ville skifte skole. og de fleste af mine venner. Jeg har kun 4 venner på denne skole jeg går på nu. og jeg har mange flere venner på den anden skole jeg vil virkelig gerne på denne skole igen og savner minne venner.
håber i kan hjælpe mig

(Pige, 13 år)


Kære M

Det lyder ikke rart, at du har det svært i skolen. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Til at starte med vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg har slettet dit navn. Der er kun for, at jeg er helt sikker på, at der ikke er nogen, der kan genkende dig ud fra dit spørgsmål.

Det er helt normalt

Det kan være hårdt at flytte skole. For man skal bruge en masse energi på at lære sin nye skole at kende. Og man kan godt komme til at savne de venner, som man havde på sin gamle skole. Det er helt normalt, for lige pludseligt ser man dem jo ikke hver dag længere, som man gjorde, da man gik i skole sammen. 

Kan du mon se dine venner fra din gamle skole i fritiden? Kunne i for eksempel spille et spil sammen, gå en tur eller noget helt tredje? Det er selvfølgeligt ikke det samme som at se dem hver dag i skolen, men måske det kunne hjælpe lidt på savnet? 

Hvorfor flyttede du i første omgang?

Jeg kommer til at tænke på, hvorfor du flyttede skole i første omgang? For jeg tænker, der er en grund til, at du flyttede fra den skole, du overvejer at flytte tilbage til. Det kan man måske bare godt komme til at glemme lidt, hvis man har det endnu sværere på den skole, man er flyttet til. Men det kan være vigtigt at tænke over, for hvis det også var svært på den gamle skole. Så er det måske bedre at prøve at flytte til en helt tredje skole?

Sig det som det er

Det lyder som om, det du egentligt gerne vil have hjælp til, er hvordan du skal fortælle det til dine forældre. Det kan jeg godt forstå. For det kan godt føles lidt træls at skulle fortælle sine forældre, at man gerne vil flytte tilbage til den skole, som man flyttede fra. 

Men det er ikke unormalt, at det kan være den bedste løsning. For nogle gange er den nye skole bare ikke det, som man håbede, den ville være. Du kan for eksempel prøve at læse det her brevkassespørgsmål. Der er fra en pige, der også gerne vil flytte tilbage på sin gamle skole. 

Derfor tænker jeg også, at det bedste du kan gøre, er at fortælle dine forældre det, som det er. At du gerne vil flytte tilbage på din gamle skole, fordi du har det svært i den nye klasse. Så forstår de det forhåbentligt og vil gerne hjælpe dig med at finde ud af, hvad I kan gøre. Du kan også prøve at kigge i vores artikel om at snakke med sine forældre om de svære ting. Måske er der også noget i den, du kan bruge. 

Snak med dine lærere

Det lyder som om, det der gør det svært for dig i den nye klasse er, at du har det svært med det faglige. Er det rigtigt forstået? Hvis det er, så synes jeg, at du skal prøve at snakke med dine lærere. For det kan sagtens være, at dine lærere kan hjælpe dig med, at du for eksempel ikke læser så stærkt. Men hvis du ikke fortæller til dine lærere, at du synes, det er svært, så kan de ikke hjælpe. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så krydser jeg fingre for, at du finder en løsning, så det kan blive lettere for dig at gå i skole igen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper