Hej.


Jeg har haft online undervisning i de sidste par måneder. Jeg får ikke sagt så meget i timerne, som jeg nok burde. Jeg synes det er svært at få sagt noget, her under online undervisning. Jeg er nok bare lidt usikker på mig selv. Jeg er også ret bange for at min karakter bliver dårligere fordi jeg ikke for sagt noget. Har i måske nogle råd til hvordan det kan blive mindre svært at få sagt noget i undervisningen?

Hilsen mig

(Pige, 15 år)


Hej Pige på 15 år

Det lyder til, at du går med en masse bekymringer i forhold til dine karakterer og måske også lidt usikkerhed. Det kan være rigtig træls, når det fylder alt for meget. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind til os delt dine bekymringer. 

Du er ikke den eneste, som har det sådan

Det der med online-undervisning er noget helt andet end at have almindelig fysisk undervisning. Man sidder hjemme og har et kamera på. Og det kan måske være, at man kommer til at holde rigtig meget øje med sig selv, og hvordan man ser ud og på den måde bliver meget bevidst om sig selv. Og så er det helt naturligt, at man måske holder sig tilbage og ikke får sagt helt ligeså meget, som man måske gerne ville. Den følelse tror jeg, at der er rigtig mange unge, som kan genkende i forbindelse med online-undervisning. Derfor er jeg også helt sikker på, at du langt fra er den eneste som har det sådan. 

Det er normalt, at blive usikker en gang imellem

Det lyder til, at der er noget usikkerhed som også fylder hos dig. Det kan være hammersvært, når man sidder til undervisningen og føler sig usikker på sig selv. Du skriver dog ikke så meget om, hvad din usikkerhed præcist handler om. 

Men lige præcis følelsen af, at være lidt usikker på sig selv, er en følelse, som de fleste af os oplever en gang imellem. Det kan være, at man bliver nervøs og tænker over, om man siger noget dumt, eller om det man siger er rigtigt eller forkert. Det er helt naturligt, at have det sådan en gang imellem, men sommetider kan usikkerheden komme til at fylde så meget at den spænder ben for nogle andre ting. Det lyder lidt til, at det måske også er noget af det, som du oplever til online-undervisningen?

Og så er det helt naturligt, at man bliver frustreret over, at man ikke helt for sagt så meget, som man gerne ville. Og at bekymringerne om ens karakterer lige titter frem. 

Men heldigvis kan usikkerheden godt komme til at fylde mindre, så den ikke spænder så meget ben. I vores guide sådan kan du lige så stille give slip på din usikkerhed, kan du finde en masse gode råd til, hvordan man kan skrue ned for usikkerheden. Måske der er noget i den, som kan hjælpe dig lidt på vej, så du kan få sagt lidt mere i timerne.

Snak med dine forældre

Det kan være rigtig svært, at gå med en masse tanker og bekymringer alene. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med dine forældre om, at du synes der her med online-undervisning er lidt svært, og at du bekymrer dig om dine karakterer. Dine forældre er måske nogle af de mennesker som er allertættest på dig. Og de fleste forældre vil rigtig gerne have at deres børn har det godt. Derfor vil de som regel også rigtig gerne hjælpe, når man fortæller, at man bøvler med nogle ting. 

Det kan også være, at dine forældre kan hjælpe dig med at tage fat i din lærer og få snakket om dine bekymringer. 

Snak med din lærer

Det allerbedste råd, som jeg kan give dig er nemlig også at snakke med din lærer. Og få fortalt at du er lidt bekymret for dine karakterer, og at det er lidt svært at få sagt noget i timerne. De fleste lærere vil nemlig rigtig gerne lytte og hjælpe, når man fortæller dem, at der er nogle ting som er lidt svære. Det kan måske også være med til at punktere nogle af dine bekymringer lidt, så de ikke skal fylde så meget. Jeg tænker også, at dine lærere godt ved, at det her med online-undervisning kan være lidt svært, og derfor gerne vil hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du får sagt noget mere i timerne. 

Du kan også starte med at skrive en mail til din lærer, og så kan det måske være, at I kan aftale et tidspunkt, hvor I to kan snakke sammen, så du ikke gå med så mange bekymringer omkring dine karakterer. 

Snak med dine veninder 

Jeg kommer også til at tænke på, om du har nogle gode veninder, som du måske kan snakke med det om? For sommetider kan det være rigtig rart at få snakket med nogen, som man er tryg ved og få luftet ud for sine bekymringer. Jeg tænker også, at der måske er nogen af dem, som har det lidt ligesom dig. Og så kan det være at I kan snakke lidt om det. Og måske der er nogen af dem, som har nogle gode råd, som har virket for dem, som du også kan prøve af. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar som har været hjælpsomt. Jeg sender dig en masse varme tanker og håber, at du får snakket med din lærer om, hvordan du har det. Og husk på, at du langt fra er den eneste som synes, at det er lidt svært med online-undervisning.

De bedste hilsner fra en Mindhelper