Hej,

jeg har igennem hele mit skoleliv haft udtroligt svært ved at koncentrere mig, i folkeskolen har jeg ikke tænkt så meget over det, men nu hvor jeg er kommet i gymnasiet kan jeg godt gå hen og få et problem, i sær hvis jeg gerne vil ind på univresitetet, så jeg ville høre om i havde nogle råd til hvordan jeg kan koncentere mig mere i timerne?

(Pige, 17 år)


Kære 17-årige pige

Det lyder bestemt ikke sjovt, at du har svært ved at koncentrere dig i skolen, og at du også kan mærke, at det påvirker dig en del på gymnasiet. Derfor er det rigtig godt, at du deler dine tanker herinde.

Find kendetegnene på dit koncentrationsbesvær
Jeg kommer til at tænke på, om du har lagt mærke til, hvad der gør det svært for dig at koncentrere dig? Er det lyde fra andre mennesker? Eller måske nogle tanker, der bliver ved med at fare rundt i dit hoved? Koncentrationsbesvær kan have mange ansigter, så se om du ikke kan finde frem til det, som dit er.

Du skriver, at du har haft svært ved at koncentrere dig hele skolelivet. Er det kun i skolen, at du har svært ved at koncentrere dig, eller er det også svært i andre situationer i din hverdag? Hvis du ikke allerede har lagt mærke til det, så prøv at gøre det. Det kan igen sige noget om, hvilket ansigt koncentrationsbesværet har.

Jeg kommer også til at tænke på, om der mon er nogen omkring dig, der har kommenteret på det?

Del det med dine forældre
Jeg kommer til at tænke på, om du har fortalt nogen om dit besvær med at koncentrere dig, og hvordan det påvirker dig? Er det noget dine forældre ved noget om? Det er rigtig vigtigt, at du deler det med nogen i hvert fald. Dine forældre skal vide, at det er begyndt at påvirke dig ret meget. De kan på den måde være en støtte for dig og komme med gode råd eller idéer til, hvad du kan gøre. Og så er det altid godt at få luft for de bekymringer, du har omkring start på universitetet.

Fortæl det også til en på skolen
Du skal helt sikkert også fortælle det til en voksen på gymnasiet. Det kunne være en af dine lærere eller en studievejleder eller psykolog på dit gymnasium. I kan snakke om, hvad der gør det svært og måske snakke om nogle muligheder du har for, at det kan blive nemmere.

Læs mere i vores artikel om koncentration
Til sidst vil jeg lige tippe dig om vores artikel om råd til at koncentrere sig bedre. Selvom det er noget, du har oplevet i lang tid, er der måske nogle af tipsene, du kan bruge. Blandt ved man, at pauser er vigtigt at holde for at kunne holde sin koncentration oppe. Er det noget, du husker at holde?

Jeg håber, at mit svar har gjort dig mere klar på, hvad du kan gøre. Jeg håber, det bliver bedre med din koncentration.

De bedste hilsner fra Mindhelper