Hej
Jeg har problemer med nogle som jeg går i klasse med, men det er svært at forstå uden baggrunds viden.. Det startede i 6. klasse, her skulle vi mødes med 2 andre skoler fordi vi skulle blandes. (Grundene at 2 af skolerne kun havde op til 6. klasse) Jeg kom i 7.a, men sammen med nogle af de personer/drenge som jeg hader allermest.
De blander sig hele tiden i ALT, og min lære ved ikke helt hvad hun skal sige… De kalder mig sladerhank, og meget mere.. men pt har jeg ikke sladreret i 3 uger, snart 4. Jeg har flere gange set dem på Facebook, snapchat, Youtube, ommetv, og meget mere i timerne. Men jeg har holdt min mund. De hader mig og hakker på mig hele tiden, jeg synes ikke om det, for det såre mig. Men jeg ved ikke hvad jeg sige, fordi jeg ved jeg får noget træls tilbage.. Jeg har hellere ikke lyst til at diskutere… hjælp. Skal gå sammen med dem 2-3 år mere.
(Pige, 13 år)
Kære 13 årige pige
Det lyder virkeligt ikke, som om de andre er særligt søde ved dig. Så jeg kan godt forstå, at du ikke bryder dig om den måde, de behandler dig på. Og jeg er rigtigt glad for, at du har valgt at skrive ind og dele dine tanker.
Sig fra
Jeg kan godt forstå, at den måde de andre behandler dig på, sårer dig. For de behandler dig ikke særligt pænt. Og det er ikke i orden, at de snakker til dig på en måde, der gør dig ked af det. Og det må du faktisk gerne fortælle dem. Jeg kan godt forstå, hvis det lyder svært. For som du selv skriver, er det ikke særligt rart at skulle diskutere med andre. Men det kan faktisk også være rigtigt rart faktisk at få sagt fra. Fordi du respekterer sig selv, når du siger fra. Du har nemlig lige så meget ret til at blive behandlet ordentligt som alle andre har. Hvis du har brug for nogle gode råd til, hvordan du kan sige fra, kan du prøve at læse vores artikel om at sætte grænser. Du kan også prøve at læse vores artikel om, hvad man kan gøre, hvis man bliver udsat for mobning. Jeg ved ikke, om du opfatter det som mobning? Men det kan jo godt være, der er nogle af rådene i den, du kan bruge.
Snak med din lærer
Det lyder allerede, som om du har snakket lidt med en af dine lærere på din skole. Det er rigtigt sejt og virkeligt vigtigt. For selvom de andre kalder dig en sladrehank, er det rigtigt vigtigt, du ikke finder dig i, at de behandler dig dårligt. For det har du ikke fortjent. Derfor synes jeg også, at du skal blive ved med at sige det til dine lærere, når de andre er trælse mod dig. Selvom jeg virkeligt godt kan forstå, hvis det er svært, når de andre hele tiden kommentere på det. Men det er rigtigt vigtigt, at du ikke går alene med, at de andre behandler dig dårligt. Din lærer kan nemlig også hjælpe dig med at få sagt fra overfor de andre. Det kan tit være meget nemmere at få sagt fra, hvis man har en voksen til at hjælpe sig med at gøre det.
Snak med dine forældre
Jeg tænker også på, om du har prøvet at snakke med dine forældre om, at nogen af de andre i din klasse behandler dig dårligt? Hvis ikke du har det, er det mit allerbedste råd til dig, at du skal gøre det. Det lyder nemlig, som om det gør dig ked af det, at de andre ikke behandler dig særligt godt. Og det forstår jeg virkeligt godt. Men det er så vigtigt, at du ikke går rundt og føler dig ked af det helt alene. Så kan det nemlig hurtigt bygge sig op og komme til at fylde rigtigt meget. Men hvis man får sat lidt ord på det, kommer det tit til at fylde lidt mindre. Jeg ved godt, det ikke er noget magisk trick, der får de andre til at være sødere mod dig. Men det kan måske gøre det lidt nemmere for dig, at du ikke skal gå rundt med det alene.
Snak med Headspace
Du kan også tage fat i Headspace. Headspace er nemlig rigtigt gode at tage fat i, hvis der er noget, der fylder meget for en. Og som man har brug for at få snakket om. Hos Headspace sidder der nemlig en masse søde, frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Du kan snakke med de frivillige om lige præcis det, der er svært for dig. Så du kunne for eksempel fortælle dem om, at der er nogen i din klasse, der ikke behandler dig særligt pænt. De frivillige har snakket med rigtigt mange unge, der har haft det svært af rigtigt mange forskellige grunde. Så der er ikke noget, der er for stort hos Headspace. Og der er heller ikke noget, der er for småt. Du kan være anonym i Headspace, hvis du helst vil det. Så du kan trygt tage fat i Headspace og høre, om de har nogle råd, du kan bruge?
Jeg håber, at mit svar har givet dig lidt inspiration til, hvad du kan gøre. Og så krydser jeg fingre for, at de andre holder op med at behandle dig dårligt. For du har fortjent at blive behandlet godt.
De bedste hilsner fra en Mindhelper