Hej

Jeg føler mig ikke tilpas i min valgfagsklasse. På mit hold går der to andre fra min originale klasse, men det er ikke nogen jeg snakker med. Jeg er en stor introvert så jeg har derfor meget svært ved at møde og snakke med nye mennesker. Jeg sidder derfor altid alene i valgfagets modulet og ved gruppearbejde må min lære sætte mig sammen med nogen for jeg kommer med i en gruppe. Jeg undgår bevidst undervisningen fordi jeg generelt føler mig meget utilpas når jeg er der. Jeg har blandet blevet væk og været “syg”, hvor jeg i virkeligheden bare sad et andet sted på skolen, og jeg har også flere gange fakede en tur ned til IT fordi der var “problemer” med min computer. Jeg føler fint med i faget, så mister som sådan ikke noget vigtig undervisning, men det er bare ubehagelig at have det sådan hele tiden. Nogen gode råd eller andet?

– introverten…

(Pige, 18 år)


Kære Introverten

Det er virkeligt drønhårdt, når man ikke føler sig tilpas i sin klasse. Så jeg kan godt forstå, du synes, det er rigtigt ubehageligt. Og jeg er glad for, du har valgt at skrive ind og dele dine tanker.

Det er helt normalt
Det lyder, som om du ikke helt føler dig tilpas i din klasse, fordi du ikke helt føler dig som en del af klassen. Er det rigtigt forstået? Det må virkeligt være drønhårdt for dig. Men det er faktisk også helt normalt, at det er virkeligt ubehageligt at have den følelse. Mennesker er nemlig rigtigt sociale dyr. For dengang det hele stadig handlede om at overleve ude på sletten, var det rigtigt smart at være en del af en gruppe. Så var det nemlig nemmere at overleve. Og derfor føles det bare virkeligt ubehageligt, hvis man så ikke ikke helt føler, at man er en del af en gruppe. Så det giver faktisk rigtigt god mening, at du synes, det er rigtigt ubehageligt. Og at du ikke helt føler dig tilpas i din klasse. 

Øv dig
Der er rigtigt mange, der synes, det er mega svært at skulle møde nye mennesker. For det kan faktisk bare være rigtigt svært. Så du er langt fra alene om have det sådan. Men man kan faktisk godt gøre lidt for, at det bliver en smule nemmere. Og det er ved at øve sig i at tage kontakt til nye mennesker. Jeg ved godt, at det kan virke drønsvært. Specielt, hvis man er introvert som dig. Men jo mere man øver sig, jo nemmere bliver det også med tiden. Det var sikkert også megasvært at lære at cykle, da du var lille. Men nu gør du det helt ude at tænke over det.

Så prøv at øv dig i at snakke med nogen af de andre fra dit valgfagshold. Du kunne for eksempel prøve selv at spørge, om du må være med i en gruppe, næste gang I skal lave gruppearbejde. Også selvom jeg godt ved, at det bare kan føles megasvært. Hvis du har lyst, kan du læse andre gode råd til at lære nye mennesker at kende i den artikel, jeg har linket til. Selvom den er skrevet om at lære nye mennesker at kende, tænker jeg også sagtens, du kan bruge den. Du kan også prøve at læse vores guide med gode råd til at smalltalke.

Snak med din lærer
Jeg synes også, du skal prøve at snakke med din lærer om, at du føler dig utilpas i din valgfagsklasse. Både fordi det fylder rigtigt meget for dig. Og det er rigtigt vigtigt at få snakket om de ting, der fylder. Men også fordi, jeg tænker, at din lærer rigtigt gerne vil hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan komme til at føle dig mere tilpas i din valgfagsklasse. Lærere vil nemlig også rigtigt gerne have, at eleverne i deres klasse føler sig trygge og har det godt. Så prøv at snak med din lærer og hør om ikke han eller hun kan hjælpe dig.

Snak med dine forældre
Det fylder virkeligt meget for dig, at du ikke føler dig tilpas i din valgfagsklasse. Og det forstår jeg godt, for det må virkeligt være hårdt. Men derfor er det vigtigt, at du får snakket med nogen om, at du faktisk ikke føler dig særligt godt tilpas i din valgfagsklasse. Så jeg tænker på, om du for eksempel har prøvet at snakke med dine forældre? Hvis ikke du har det, synes jeg, du skal gøre det. Du skal nemlig ikke gå alene med det, når det fylder så meget for dig. Det kan nemlig være rigtigt svært. Men hvis man får sat lidt ord på det, kommer det tit til at fylde lidt mindre. Og så bliver det også lidt mindre svært.

Tag fat i Headspace Headspace er rigtigt oplagte at tage fat i, hvis man går rundt og tumler med noget, der fylder meget. Og som man har brug for at få snakket om med nogen.  I Headspace sidder der nemlig en hel masse søde, frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Du kan snakke med dem om lige nøjagtigt dét, der er svært for dig. Så du kan jo for eksempel fortælle dem, at du ikke føler dig særligt tilpas i din valgfagsklasse. De frivillige har snakket med en masse unge, der har haft mange forskellige problemer. Så der er ikke noget, der er for småt i Headspace. Ligesom der heller ikke er noget, der er for stort. Du kan være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i. Det kan jo også være, de har nogle råd, du kan bruge?

Jeg håber, at mit svar har givet dig lidt inspiration til, hvad du kan gøre. Og så krydser jeg fingre for, at du kommer til at føle dig lidt mere tilpas i din valgfagsklasse. For det fortjener du.

De bedste hilsner fra en Mindhelper