Hej Mindhelper

Jeg er startet på en ny skole og jeg føler mig ikke tilpas. Jeg tror jeg har fået depression. Jeg fik det også i corona. Jeg har sagt det til min mor. Men hun syndes at jeg mindst skal gå på min nye skole i et måned. Hvad skal jeg gøre.

(Pige, 13 år)


Hej Pige på 13 år

Det lyder godt nok som om, at det har været en hård start på den nye skole. Og derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. For det behøver du ikke gå alene med.

Det tager tid at falde til

Det lyder rigtigt hårdt, at du ikke føler dig tilpas på din nye skole. For skolen er alligevel et sted, hvor man bruger rigtigt meget af sin tid. Så hvis man ikke føler sig tilpas der, så er det rigtigt hårdt. Men det er også helt normalt, at man ikke føler sig tilpas med det samme, når man er startet på en ny skole. Nogle gange tager det lidt tid før, at man er faldet helt på plads og er blevet tryg på sin nye skole. For der er en masse nye indtryk, man skal bearbejde. Nye lærere, nye klassekammerater og et helt nyt sted, man skal finde rundt i. Derfor tænker jeg også, at din mor har ret i, at det måske giver mening at give din nye skole en chance i noget tid og se om ikke, det så bliver bedre. 

Du reagerer helt normalt

Når man er startet på en ny skole, hvor man ikke føler sig helt tilpas. Eller når ens hverdag bliver vendt på hovedet, som den gjorde under corona, så er det helt normalt, at det påvirker ens humør. Og at man måske bliver trist og får mindre energi og lyst til at gøre de ting, som man plejer. For ens humør bliver påvirket af de ting, der sker rundt omkring en. Så hvis der sker nogle ting, som er svære, så er det også helt normalt, at man bliver ked af det. 

Derfor tænker jeg også, at det er en helt naturlig reaktion på de ting, du har oplevet, hvis du ked af det for tiden. Og at det ikke behøver at betyde, at du har en depression. Men selvom man måske ikke har en depression, så er det stadig rigtigt hårdt og svært at gå rundt og være ked af det. Og derfor er det også vigtigt, at du snakker med nogen om det. Sådan så du ikke skal gå med det alene. Og så du har nogen at støtte dig op af og som kan hjælpe dig, mens det er svært. 

Bliv ved med at snakke med din mor 

Det lyder som om, du allerede har fortalt din mor, at du ikke føler dig tilpas på din skole. Det er super godt. For det er så vigtigt, at man ikke går alene med sådan noget. Nu, når din mor ved, hvordan du har det, så kan hun nemlig også nemmere hjælpe dig, hvis det bliver ved med at være svært på din skole. Derfor skal du også endelig bare blive ved med at snakke med din mor om, hvordan det går ovre i skolen og, hvordan du har det. Både når det har været rigtigt træls, men også når det måske har været lidt bedre. Det kan nemlig også være rigtigt godt at huske på, at selvom man måske ikke føler sig tilpas ovre i skolen. Så er der måske stadig minutter eller bare sekunder i løbet af dagen, hvor det faktisk går ok. 

Tag fat i Headspace 

Du kan også altid tage fat i Headspace, hvis du har brug for nogen andre end din mor at snakke med. Nogle gange kan det nemlig være rigtigt rart at snakke med nogen, som man ikke kender så godt, fordi man kan fortælle dem nogle lidt andre ting. Og hos Headspace sidder der nogle super søde og dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Du kan snakke med dem om alt, hvad der fylder for dig. Og så kan du være helt anonym, hvis du helst vil det. Så du kan trygt tage fat i Headspace. 

Snak med din læge, hvis du bliver ved med at have det svært

Selvom det er normalt, at man har det svært og måske er ked af det, når der er noget omkring en, der er rigtigt svært. Så skal det helst gå over igen på et tidspunkt. Så hvis det begynder at gå bedre i skolen, men du ikke får det bedre. Eller hvis du får det værre og værre, så er det en god idé at snakke med din læge. For så kan det godt være et tegn på, at du måske er ved at få en depression. Det kan din læge hjælpe dig med at finde ud af. Og din læge kan også hjælpe dig med at finde ud af, hvor du så kan få hjælp henne, hvis du har en depression. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at det snart begynder at blive nemmere på din nye skole.

De bedste hilsner fra en Mindhelper