Hejsa
Jeg er en pige på 18 år, der er blevet færdig med en EUX og mangler derfor en elevplads.
Jeg går i tomgang og ved ikke om jeg vil det ene eller det andet.
Jeg er bange for jeg bliver for træt af den samme hverdag og køre død i det.
Jeg er bange for at jeg vælger det forkerte.
Jeg er bange for det ikke er noget for mig.
På den ene side vil jeg gerne stå i butik og have med kunder og gøre.
Men efter et arbejdsliv med arbejde i alle weekender, har jeg ødelagt det lidt for mig selv.
Jeg vil også gerne noget offentligt admistration, men er igen bange for jeg kommer til at kede mig bag skærmen.
Hvordan f….. finder jeg ud af hvad jeg vil med mit liv. Jeg går herhjemme og lever den samme dag om og om igen.
(Pige, 18 år)
Hej Pige på 18 år
Det lyder til, at du går rundt med en masse bekymringer om fremtiden i øjeblikket. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dem med os.
Det er normalt at være i tvivl
Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at dine tanker og overvejelser giver super god mening. For lige nu står du lidt ved en skillevej, hvor der er flere forskellige ruter, du kan tage. Alle vejene har fordele og ulemper, så hvad søren er lige det rigtige valg? Det er en situation, som de fleste mennesker kommer til at sidde i på et eller andet tidspunkt i deres liv. Og hvis man virkeligt er i tvivl, så er det nogle gange nødvendigt bare at kaste sig ud i det og så mærke efter, hvordan det føles.
Prøv det af! Du må altid skifte mening.
Det kan virke super skræmmende bare at kaste sig hovedkulds ud i noget, man ikke er sikker på, hvordan kommer til at gå. Men det kan være den mest lærerige måde at finde ud af, hvad man kan lide og ikke kan lide ved et job. Det vigtigste du skal huske på er, at du altid må skifte mening, hvis det viser sig, at være det forkerte valg. Sådan går det engang i mellem og så er der ikke andet at gøre end at sige “Pyt! Men så lærte jeg da lidt mere om mig selv”.
Du skriver eksempelvis det her med, at du ikke ved, om du vil gå død i, at sidde bag en skærm. Men hvor dælan skulle du også vide det fra, når du aldrig har prøvet det før? Det er der ingen, som kan forvente af dig, at du har en helt klar fornemmelse af. Så prøv det af, hvis du tænker, at det lyder sjovt eller spændende. Så kan du altid skifte mening, hvis det ikke var det rigtige for dig,
Weekendarbejde
Du skriver at du gerne vil arbejde med kunder, men du ikke vil arbejde hver weekend. Det synes jeg virker helt fair, for man kan sagtens have brug for weekenderne til at puste ud. Men jeg tænker også, at det er de færreste butikker som kræver, at man arbejder hver weekend. Mange steder vil det måske være hver anden eller hver tredje weekend. Så hvis der er en butik, du har udset dig, kan du jo prøve at ringe til chefen og høre, hvordan det foregår med weekendvagter. De fleste chefer vil synes det er dejligt, at man tager initiativet til at ringe, og du vil kunne finde ud af, om du vil kunne leve med deres vagtplaner.
Du kommer til at arbejde i mange år
De fleste af os danskere kommer til at arbejde i mange år. Derfor er der også rigtigt mange, som skifter job, branche og uddannelse undervejs. For det kan være sjovt og rart at prøve noget nyt af. Og nogle gange har man brug for at lave noget helt andet. Derfor tænker jeg også, at du har masser af år til at prøve flere forskellige ting af og finde de arbejdspladser, som du godt kan lide. Så selvom du tager et valg nu her, så betyder det ikke, at du ikke kan prøve noget helt andet af igen, når du får lyst, eller hvis du kører død i noget.
Snak med nogen omkring dig
Hvis man sidder med en stor beslutning, så kan det være en god idé at få sig en sparringspartner. Det kunne være din mor, en god ven eller en helt tredje person, som kender dig godt. Så kan i sætte jer sammen og prøve at komme med idéer til, hvad der er af muligheder for dig. I kan også prøve at lave en liste over ting, som du godt kunne tænke dig. Eksempelvis det her med at arbejde med kunder. Hvis i så laver en liste med alle de ting, som du godt kunne tænke dig, så kan i måske bruge det som udgangspunkt til at finde ud af, hvad der kunne være godt for dig at prøve af. Måske kan I ikke tjekke alle tingene af listen. Men så kan I i hvert fald prøve komme så tæt på som muligt.
Snak med en vejleder på uddannelsen
Jeg tænker, at der må være en uddannelsesvejleder eller studievejleder tilknyttet din uddannelse. Og måske kunne det være en rigtig god idé for dig, at prøve at kontakte den person. For en studievejleders job består nemlig i, at hjælpe unge på vej med at finde den rigtige uddannelse og praktikplads. De har et rigtigt godt overblik over, hvilke muligheder der er. Og de kan være rigtigt gode at sparre med. Du kan prøve at kontakte administrationen på din uddannelse og høre ad, hvordan du kan få fat i en studievejleder eller lignende.
Jeg håber at mit svar har været hjælpsomt for dig. og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super godt med dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper