Hej Mindhelper

Jeg er startet på en stx-uddannelse her i august måned, og jer er egentlig blevet meget glad for at gå i gymnasiet, og jeg føler at jeg begynder at tilpasse mig til en ny hverdag. Nu er der ca. 1 måned til at vi skal vælge vores studieretning, og jeg har overvejet at vælge studieretningen : Matematik A, Fysik A og Kemi B. Jeg kan godt lide matematik og jeg har altid interesseret mig indenfor naturvidenskab, men hvis jeg vælger denne studieretning, så vil jeg i alt have 5 fag på A-niveau, fordi jeg har også valgt at have tysk på A-niveau som 2. fremmedsprog. Jeg er bare lidt i tvivl om 5 fag på A-niveau er for mange, fordi man skal minimum have 4 A-fag, men der er mulighed for at have max 6 fag på A niveau. Er det en god ide at vælge denne studieretning, hvis jeg har en stor interesse for det, selvom det vil betyde, at jeg vil komme til at have 5 fag på A-niveau?

(16 år)


Kære Du

Det kan godt være svært at beslutte, hvilken studieretning, man skal vælge. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind og delt dine tanker og overvejelser med os. 

Det giver mening 

Du spørger, om det er en god ide at vælge den naturvidenskabelige studieretning, som du har stor interesse for, selvom det vil betyde, at du vil komme til at have fem A-fag. Når man næsten lige er startet på gym, kan det godt være svært at beslutte, hvilken studieretning, som man skal vælge. For der er måske både ting, som taler for at vælge den ene studieretning og ting, som taler for at vælge den anden. Derfor er der heller ikke en rigtig eller forkert beslutning. Den rigtige beslutning er den, som er rigtig for dig. Og det lyder til, at du har mest energi i den naturvidenskabelige linje. Derfor tænker jeg også sagtens, at du kan vælge den. Men samtidig lyder det også til, at det med at have fem A-fag er noget som fylder hos dig, og som du måske er lidt bekymret for.

Lav en liste 

Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide for dig at lave en liste, hvor du skriver, hvad der taler for at tage den naturvidenskabelige studieretning, og hvad der taler imod. Det kan nemlig nogle gange gøre det lidt mere overskueligt, når man får tankerne og overvejelserne ned på skrift. Og det kan også sommetider hjælpe ens mavefornemmelse lidt på vej. 

Snak med en studievejleder 

Når man er i tvivl om, hvilken studieretning man skal vælge, kan studievejledere være rigtig gode at snakke med. De har nemlig styr på alt det med uddannelse, og ved derfor også mere om, hvad det betyder at have fem A-fag. Altså hvor meget mere undervisning eller hvor mange flere afleveringer og alt sådan noget, man har. De fleste gymnasier har en studievejleder tilknyttet, som man kan booke en tid hos. Så måske det kunne være rart for dig at snakke med studievejleder? 

Snak med dine forældre 

Nogle andre, som også kan være rare at snakke med, når man er i tvivl om, hvad man skal vælge, er ens forældre. For de er måske nogle af de voksne, som er tættest på en. Derfor vil de som regel også rigtig gerne lytte og hjælpe en, når man fortæller dem om de overvejelser, man går med. 

Snak med dine venner 

Det med at være i tvivl om, hvilken studieretning man skal vælge er noget, som rigtig mange unge kender til. Derfor tænker jeg også, at der måske er nogle af dine venner, der går med nogle af de samme overvejelser. Og så kan det være, at I kan snakke lidt om det? Det kan nemlig være ret rart at vende sine tanker og overvejelser med andre. Og uanset om dine venner kender det eller ej, så vil langt de fleste venner rigtig gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem om den tvivl og de overvejelser, som man går med. 

Det kan være svært at beslutte, om man vil have en studieretning med fem A-fag. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender varme tanker din vej, og håber at du får mærket efter, hvad der er det rigtige for dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper