Min far har voldtaget mig, siden jeg var 7 år gammel. Jeg tror, at min mor ved det. Det hele er sort indeni. Hvad kan jeg gøre?

Hej Mindhelper

Min far har voldtaget mig siden jeg var 7 år. Jeg tror min mor er klar over det, så jeg tør ikke sige noget til hende. Hun har også altid gjort nar af mig, hvis jeg var ked af detn eller ikke duede. hvordan kan jeg gøre – det hele er sort indeni

(Pige, 14 år)


Kære du

Jeg er super glad for, at du har skrevet herind. For det må virkeligt have krævet helt vildt meget mod. Men det er så vigtigt, at du har gjort det. For det du er blevet udsat for, er alt for svært til, at du skal gå med det alene.

Det er ikke i orden

Jeg fornemmer på dig, at du godt ved, at det din far gør ikke er i orden. Men jeg vil rigtigt gerne understrege, at det under ingen omstændigheder er i orden, at din far voldtager dig. Det din far gør kaldes incest. Og det er forbudt i den danske lovgivning. Det er din fars skyld, at det sker. Og ikke din skyld. For alle danske voksne ved, at det er forbudt at have sex med sine børn. Så din far ved godt, at hun gør noget forkert, når han voldtager dig. Men når man er et barn, som du var, da det startede, ved man ikke altid, at det ikke er normalt, at ens far har sex med en. Så det er altid den voksne, der skal sørge for, at incest ikke sker.

Er der en voksen, du er tryg ved?

Det gør mig ked af det at læse, at du føler, at det heler er sort indeni. Men jeg kan godt forstå dig. For det du bliver udsat for, er faktisk en virkeligt svært oplevelse, når man er barn og ung. Så det er helt normalt, at man reagere på det. For eksempel ved at føle, at det hele er sort indeni. Men det kan godt blive anderledes.

For du spørger, hvad du kan gøre? Og det allervigtigste er, at du får fortalt nogen, at din far udsætter dig for incest. Så der kan blive sat en stopper for de ting, du oplever derhjemme. Jeg kan godt forstå, hvis det er svært at skulle fortælle det til nogen. For det er helt normalt, at man for eksempel kan blive bange for, hvad der sker, hvis der er nogen, der får det at vide. Men det er vigtigt, at du fortæller nogen om det. Så du kan få hjælp til at få sat en stopper for det, der sker hjemme hos dig. og så du kan få hjælp til at komme af med den her følelse af, at det hele er sort indeni.

Derfor kommer jeg til at tænke på, om der er en voksen omkring dig, som du ville være tryg ved at snakke med? Det kan godt være din mor, hvis du føler dig tryg ved det. Men det lyder ikke, som om hun er særlig rar for dig at snakke med. Så det kan også være en lærer oppe i skolen, hvis der er en, som du er tryg ved at snakke med. Det er nemlig ikke så vigtigt, hvem det er. Så længe det er en, du stoler på. Og som du tør åbne op overfor.

Tag fat i Børnetelefonen

Hvis du ikke har en voksen, du kan snakke med, kan du tage fat i Børnetelefonen. Hos BørneTelefonen kan de nemlig snakke frem og tilbage med dig om, hvad du har mest brug for lige nu. Og hvordan de allerbedst kan hjælpe dig. De frivillige rådgivere du kommer til at snakke med hos Børnetelefonen er super dygtige. Og så er de vant til at snakke med børn og unge, der ikke har det godt derhjemme. Så de vil gøre alt, hvad de overhovedet kan, for at gøre samtalen så tryg for dig som muligt.

Hos Børnetelefonen kan du også få en bisidder. En bisidder er en voksen, der kan tage med dig, hvis du skal til møder i kommunen. Og det er kommunen, du skal have fat i, hvis du gerne vil have hjælp til at få sat en stopper for det, din far gør ved dig. For det er nemlig kommunens ansvar, at der ikke er nogen børn og unge, der bliver udsat for overgreb i deres hjem. Bisidderen fra Børnetelefonen kan hjælpe dig med at få sagt de ting, du gerne vil have sagt, hvis det bliver svært for dig undervejs. Og de kan være din hjælp og støtte gennem samtalen. Kort sagt er en bisidder altså en voksen, der er på din side. Og som vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at hjælpe dig.

Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig. Og så håber og ønsker jeg bare så meget, at du får fortalt nogen om, hvad der foregår hjemme hos dig. For du fortjener at få et godt lide, hvor du ikke skal gå rundt og føle dig helt sort indeni. Og der er hjælp at hente derude. Også selvom det kan være et virkeligt svært skridt at tage at fortælle det til nogen. Men jeg tror på, at du kan gøre det. For du har allerede samlet mod til at skrive herind. Så jeg tror på, at du også godt kan samle modet igen og fortælle det til en voksen, der kan hjælpe dig.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper