Jeg blev voldtaget af en af mine venner, mens jeg var så stiv, at jeg intet kunne gøre. Jeg er først begyndt at mærke en reaktion på det et halvt år efter. Er det normalt?

Hej

Jeg er en 17 årige pige men på daværende tidspunkt 16

jeg var til en fest med en masse venner og nogle af mine venners venner.
Vi blev alle godt og grundigt fulde og en af mine såkaldte venner endte med at voldtage mig mens jeg var så stiv at jeg intet kunne gøre. Det er lidt over et halvt år siden men det er først begyndt at påvirke mig nu er det normalt ?

(Pige, 17 år)


Kære pige på 17 år

Det lyder som en rigtigt voldsom oplevelse, du har været ude for. Så jeg er så glad for, at du har skrevet herind og delt den. Det er nemlig et tegn på, at du rækker ud efter hjælp. Og det er så vigtigt, for det er det første skridt på vej imod at få det bedre. 

Du reagerer normalt

Det er en rigtigt voldsom oplevelse at blive voldtaget. Og jeg er super ked af, at det er noget, du har oplevet. For det er rigtigt hårdt at få overskredet sine grænser så meget. Og for dig var det endda også en person, du havde tillid til, der valgte at tage den tillid og misbruge den fuldstændig. Det er ikke i orden, og det er din ven, der har gjort noget, som er meget forkert og meget ulovligt. Når man har været udsat for så voldsom en oplevelse, så kan ens hoved godt lukke lidt af for det. Det prøver simpelthen at gemme den her oplevelse helt bagerst i dets lager af minder. Det gør ens hoved for at passe på en, fordi det her minde ellers er super hårdt at gå rundt og huske på hele tiden.

Men ens hoved kan ikke skubbe der her minde om bagerst i mindelageret resten af ens liv. På et tidspunkt begynder mindet at presse sig på og skubbe sig fremad. Måske fordi det er der, der er ro til, at man kan begynde at tænke over det og bearbejde det. Eller måske fordi, at mindet er blevet trigget af noget, der er sket i ens liv lige på det tidspunkt. Så derfor er det faktisk helt normalt, at man ikke altid mærker en reaktion på, at man er blevet voldtaget lige med det samme. Fordi oplevelsen simpelthen har været så voldsom, at den først er blevet gemt lidt væk for, at man ikke også skulle deale med alle de svære følelser, der som regel følger med oven i hatten. Det er på ingen måder unormalt, og det er der mange voldtægtsofre, der oplever. Så du reagerer fuldstændigt normalt.

Din “ven” har gjort noget forkert

Der er desværre rigtigt mange voldtægtsofre, der kæmper med skyld og skam efter, at de er voldtaget. Nogle beskriver for eksempel skam over, at de ikke fik sagt fra, fordi de ikke kunne. Og andre beskriver, at de føler, at det var deres egen skyld, fordi de for eksempel havde flirtet eller kysset lidt med fyren tidligere på aftenen. Jeg ved ikke, om der er nogen af de ting, du også kan nikke genkendende til? Uanset hvad skal du i hvert fald vide, at det på ingen måder er dig, der har gjort noget forkert eller unormalt her. Det er tværtimod aldrig i orden, at der er nogen, der gør noget seksuelt ved din krop, som du ikke – i vågen og klar tilstand – har sagt ja til. Det er din “ven,” der har gjort noget forkert. Og det han har gjort, er faktisk noget, han kan blive straffet for. Voldtægt er nemlig ulovligt i den danske lovgivning.

Har du snakket med nogen om det?

Du skriver, at det skete for et halvt år siden – men at du først er begyndt at reagere på det nu. Derfor tænker jeg på, om du mon har snakket med nogen om det, der skete for et halvt år siden? Hvis ikke du har det, er det nemlig mit allerbedste råd til dig at gøre det. For det er en virkeligt svær og voldsom oplevelse at blive voldtaget. Og det er ikke noget, du skal bære rundt på helt alene. Det er det alt for tungt til.

Det kan være sindssygt svært at skulle fortælle nogen, at man er blevet voldtaget. Det kan for eksempel være, at der er noget skyld, der holder en tilbage. Men jeg håber virkeligt, at du vil prøve at gøre det alligevel. For det er ikke dig, der har gjort noget galt. Det ville være super godt, hvis du kunne snakke med dine forældre om det. Men det er ikke så vigtigt, hvem du får det sagt til. Det vigtigste er bare, at du får det sagt til nogen. Så hvis der er nogen, du er mere tryg ved end dine forældre, så start endelig med at snakke med dem.

Du kan tage fat i Center for Voldtægtsofre

Jeg vil virkeligt anbefale dig at tage fat i Center for Voldtægtsofre så hurtigt, som du kan overskue at gøre det. Det er nemlig et sted, man kan få hjælp og rådgivning, hvis man har været udsat for en voldtægt. De har centre ni forskellige steder i landet, og så har de en telefon, man kan ringe helt anonymt til døgnet rundt. De tvinger dig ikke til at anmelde voldtægten hos Center for Voldtægtsofre; men de kan hjælpe dig med at finde ud af, om du har lyst til at anmelde den eller ej. Og så kan de også fortælle dig om, hvordan det foregår, hvis du vælger at anmelde voldtægten.

Du er altid velkommen i Headspace

Det kan nogle gange være lige voldsomt nok at skulle starte med at ringe til Center for Voldtægtsofre. Hvis du har det sådan, kan du også tage fat i Headspace. Der er du nemlig altid velkommen, hvis du har brug for nogen at snakke med. Der er ikke noget i Headspace, der er hverken for stort eller for småt, og deres rådgivere er super søde. Det er et tilbud, der er drevet af frivillige, så der bliver ikke lavet nogen form for journal. Og du kan være helt anonym, hvis du helst vil det.

Tag fat i din læge

Du kan også tage fat i din egen læge, hvis du har brug for hjælp til at håndtere den reaktion på voldtægten, som du er begyndt at kunne mærke. Din læge er nemlig uddannet til at hjælpe dig både, når det er noget fysisk, der gør ondt. Og til at hjælpe dig, når det er noget psykisk, der er rigtigt svært. Din læge kan for eksempel hjælpe dig ved at henvise dig til en psykolog. Psykologen vil så kunne snakke med dig om voldtægten og hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan håndtere den reaktion, som du mærker nu.

Jeg håber meget på, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så vil jeg bare håbe så meget, at du får snakket med nogen om det. Sådan så du kan få noget hjælp til at komme ovenpå igen. For sådan en reaktion på en voldtægt kan virkeligt bare være hård at gå rundt med helt alene, og det fortjener du ikke.

De allervarmeste hilsner fra en Mindhelper.